Kirkegang og hjælpetrang

For et par uger siden spurgte journalisten John Harris i den britiske avis The Guardian sine læsere, hvad de mente om forholdet mellem tro, samfund og stat. Anledningen var, at den notoriske ateist Stephen Hawking nok engang havde kaldt forestillingen om Himlen for ”et eventyr”. Det er den måske, men om den er eller ej, har den jo såre jordiske konsekvenser. Ergo var Harris især interesseret i læsernes erfaringer og tanker om religiøs motivering af politik og velgørenhed.

”Min personlige opfattelse er, at alle religiøse grupper burde forbydes,” svarede en læser som et monotont ekko af den debat, Harris netop ikke ønskede at gentage.

”Min personlige opfattelse er, at alle ateister burde sendes til Pyongyang,” replicerede en anden, der åbenbart tror på et realt eksisterende Helvede for kommunister og andre gudsfornægtere.

”Jeg er en højreorienteret ateist,” forklarede en tredje blandt de hundreder af debattører på nettet. ”Jeg abonnerer ikke på alt det antiabort-pladder (når man ser på de mennesker, der bor her i Sydlondon, har vi ærligt talt brug for flere), og venstrefløjens snak om Jesus som socialist er bare endnu et belastende aspekt af deres livsopfattelse.”

Over stok og sten gik det med tørre antropologiske iagttagelser af langskæggede grønthandlere og gråskæggede kirkegængere, gudfrygtighed og gudsforbandelser, fryd og forargelse. ”Over alt Jehovas Vidner, omstrejfende i store grupper. Har de ingen job at passe, indkøb at gøre, hjem at holde, familier at pleje?”. Endelig ville en erklæret ateist i modsætning til sine utrosfæller give de troende, hvad der tilkommer dem: ”Det er en almindelig opfattelse, at der ikke var noget sundhedsvæsen før velfærdsstaten. Men det var der, og i reglen blev det drevet af kirkerne.”

Forleden samlede Harris op på debatten i sin udenomsparlamentariske klumme ”Alle andre steder end Westminister”. Her bemærker han, at selv den fjerneste antydning af en religiøs tro i visse kredse er nok til at udløse et skybrud af animositet. Men som regel nærer kritikken sig ved troens porøse filosofiske fundament og ikke ved dens praktiske betydning. Derfor er Harris selv draget i felten, nærmere betegnet til Liverpool, for at gå til messe i en af byens kirker, Frontline Church.