Gud gør statsmænd større

De religiøse overvejelser fik yderligere næring, da han i 1981 fik konstateret prostatakræft. Ifølge tidsskriftet La Vie misundte han sine kristne venner deres tro, og en af dem, politikeren og litteraten Pierre de Bénouville, udfordrede til gengæld præsidenten, da han med tanke på skriftemålet i januar 1996 sagde til den døende Mitterrand. ”Jeg beder dig, forlad os ikke uden at sige undskyld.” Historien fortælles af journalisten Laure Adler (der også var Mitterrands kulturrådgiver) i en af sæsonens mange Mitterrand-biografier, og ifølge to andre prominente levnedsskildrere, Franz-Olivier Giesbert og Christophe Barbier, forsonede præsidenten sig med kirken og modtog de syges salvelse før sin død, om end detaljerne fra de hektiske sidste dage varierer.

Mitterrand var en mand, der i sin glæde ved magten og den storladne gestus ofte blev sammenlignet med Ludvig XIV, ”Solkongen”, og som i 1980’erne i politiske cirkler fik tilnavnet ”Dieu”, altså ”Gud”. Uden at forklejne de eksistentielle mellemregninger har han nok også set sin religiøse udsoning som et vægtigt bidrag til sit eget eftermæle, for der er stil over at vælge Gud som sparringspartner. I sit testamente ønskede Mitterrand hele to begravelsesmesser, den ene i Notre-Dame, hvor Napoleon kronede sig selv, og den anden i hjembyen, Jarnac. Og i sin sidste nytårstale til franskmændene i december 1995 chokerede han dele af sit socialistiske bagland ved uden omsvøb at erklære: “Jeg tror på åndens kræfter, og jeg forlader jer ikke.”

Andre statsmænd har også set de muligheder, der lå for deres eftermæle i en markant religiøs gestus, der hævede sig over politisk fnidder og tog livtag med de virkeligt store spørgsmål. Tony Blair flirtede med katolicismen i årevis, førend han konverterede kort efter sin tilbagetræden som britisk premierminister og oprettede den religiøse tænketank ”Tony Blair Faith Foundation”. Også Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Nicolas Sarkozy har ofte fremhævet deres respekt for Europas kristne arv og dermed indirekte deres eget åndelige format.

Hvor dybt sådanne gestus stikker, er et åbent spørgsmål. Men pave Benedikt XVI har i sine henvendelser til Europas politiske elite nærmest gjort det til et princip at lade tvivlen komme dem til gode. Tidligere på året lancerede Vatikanet en række offentlige dialoger med skeptikere og ikke-troende. Udspillet kaldes lidt provokerende for ”Hedningernes Forgård” efter den del af templet i Jerusalem, hvor jøder og ikke-jøder mødtes. Men tanken er at skabe et frirum, hvor kirken rækker ud til politiske meningsdannere, uden at disse føler sig gået for nær. Initiativet omfatter møder i Tyskland, Sverige, Canada og Rusland, men det blev lanceret på Sorbonne Universitetet i Paris. Og der er næppe tvivl om, at ideen om den civiliserede samtale, de lærde referencer og de højere luftlag ville have appelleret stærkt til François Mitterrand.

kirke@dk

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab