Claus Mechlenborg |
20. juni 2011
Miljøbevidste korsriddere
Ny forskning viser, at korsriddere var temmelig kyndige i at omlægge skove til brugbare landbrugsjorder. Et par forskere har undersøgt pollenrester fra middelalderen omkring ridderborgen Malbork i Polen. Ridderne af den tyske orden ryddede skovarealer for at kunne brødføde de hen ved 220.000 undersåtter. De etablerede græsningsarealer og kornlandbrug. Dermed kom der gang i regionen. Ifølge Conservation Magazine var ridderne også miljøbevidste nok til at bevare tilstrækkeligt skovareal til at bibeholde vilde dyr.
Fængselsdomme til nazistiske oldinge
Tre tyske mænd i alderen 88, 91 og 94 år er blevet idømt livstidsdomme ved en italiensk domstol. En fjerde mand døde som 100-årig under retssagen. Dommeren mente, at det var blevet bevist, at de tre mænd deltog i en massakre i en lille by i Toscana i 1944. Her blev 184 mænd, kvinder og børn skudt eller banket ihjel af mændenes deling, skriver The Telegraph. Domsafsigelsen har igen startet debatten om, hvorvidt tiden er ved at løbe fra de nazistiske krigsforbrydere. Tyskland nægter at udlevere mændene, hvilket er forventet. Mere polemisk er det, at domstolen dømte Tyskland til at betale en bod på omkring 100 millioner kroner til de berørte familier. Den bøde nægter Tyskland også at betale.
Island koloniseret tidligere end troet
Traditionelt har man altid antaget, at Island blev befolket i år 874. Efter at arkæologer har udgravet en stenhytte i nærheden af Keflavik Lufthavn, vil der muligvis blive rettet lidt i islandske historiebøger. Foreløbige prøver viser nemlig, at hytten blev forladt i tidsrummet 770-880. En arkæolog udtaler til Iceland Review, at hytten måske har fungeret som en forpost inden en egentlig kolonisering blev iværksat. Det vil gøre op med myten om, at en norsk konge tvang dele af adelen af sted til Island ved en pludselig indskydelse. Koloniseringen kan have været nøje planlagt.
En nordisk genesis
Henning Kure er i brede kredse nok bedst kendt som en af ophavsmændene til den glimrende tegneserie ”Valhalla”. I sin nye bog, ”I begyndelsen var skriget”, går Kure bag om vikingetidens skabelsesmyter. Det gør han ved at læse kilderne igen og sortere godt og grundigt i den kristne kontekst, kilderne som Snorris Edda blev skrevet i. Kure når blandt andet frem til, at godt og ondt var en kristen dualisme, som ikke fandtes hos Odin og kompagni. Kure har også andre fortolkninger, som gør op med meget af det, vi troede, vi egentlig vidste om Asgård, Midgård og Yggdrasil. Bogen er udgivet af Gyldendal og koster 349 kroner.
Historie under pres i USA
I 2002 fik præsident Bush under megen polemik indført sin skoledoktrin ”No Child Left Behind”. Intentionerne var gode. Amerikanske skoleelever skulle blive bedre til at læse og regne. Værktøjet med at straffe skoler med dårlige resultater var straks mere problematisk. Nu er eleverne blevet testet, og det ser bedre ud med de to områder, skriver New York Times. Men det kraftige fokus på læsning og matematik har kostet i andre fag.
historie@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad