En succesfuld kvinde med blik for de fattige

Herefter var det ikke muligt at læse videre, så Estacia fik job i Finansministeriet. Til at begynde med udfyldte hun arbejdscertifikater, og siden blev hun bogholder.

Hun blev også gift og fik to sønner, men kort efter døde både hendes mand og den ene søn.

Flere år gik med at arbejde i ministeriet, og Estacia blev gift og skilt igen to gange og fik yderligere en søn og en datter. Men et ønske om at læse på universitetet pressede sig mere og mere på, og efter at være fyldt 30 år begyndte hun at læse videre for at forsøge at blive optaget på universitetet.

”Jeg troede, at jeg ville være for gammel til at studere, men jeg fik gode karakterer. Så søgte jeg om optagelse på universitetet, og jeg bestod prøven. Det er en af de ting, der har gjort mig så glad her i livet,” siger Estacia og udstøder et jubelråb og et grin.

Hun flyttede til hovedstaden, Maputo, og begyndte at læse økonomi på universitetet. En dag mødte hun en gammel kæreste, som sagde, at han ville tage sig af hende. Men det ville hun ikke høre tale om.

”Jeg sagde: ’Ikke flere mænd. Jeg vil giftes med mit studie. Jeg vil være økonom og ikke andet’. Men min mor sagde, at folk ikke respekterer en enlig kvinde, så jeg gik med til det og sagde, at det var mit sidste forsøg. Og nu har vi været gift i 19 år.”

Økonomistudiet blev dog aldrig afsluttet, for Estacia blev gravid igen, og på sidste år af studiet flyttede hun nordpå til sin mand, der på det tidspunkt boede i den nordlige provins Nampula. Hun fik job hos den danske organisation Mellemfolkeligt Samvirke (MS), hvor hun i begyndelsen udførte sekretærarbejde, men senere skiftede til administrativt arbejde.

I 2007 lukkede MS afdelingen i Nampula, så Estacia flyttede tilbage til Maputo for at fortsætte sit arbejde i organisationen, og efter et halvt år fulgte hendes mand efter. Men i august sidste år så hun et stillingsopslag fra den danske ambassade i Maputo. Hun søgte jobbet og fik det.

”Heldigvis fik jeg jobbet. Det gjorde mig virkelig glad. Det er nok den tredje eller fjerde ting, der har gjort mig så glad her i livet,” siger hun og smiler, så de gråblå øjne skinner.

I løbet af årene er det lykkedes Estacia at spare så mange penge sammen, at familien i dag ejer to huse – ét i Nampula og så det, de bor i i Maputo, som Estacia selv har designet – og to lejligheder i Maputo. Alle hendes børn har gået på private skoler og universiteter, og den yngste søn håber hun at kunne sende til udlandet for at læse videre.

Men på vejen dertil har familien i nogle perioder måttet bo klemt sammen i en lille lejlighed, fordi der skulle spares op til noget bedre. Og pengene er altid blevet brugt fornuftigt. Eksempelvis købte Estacia en brugt brudekjole til sin svigerdatter, da der sidste år var bryllup i familien.

Det er heller ikke tid til at hvile på laurbærrene nu, selvom Estacia og hendes familie i dag har det godt. En stor køkkenhave forsyner i perioder af året familien med grøntsager, og de mange høns, ænder og vagtler i baghaven er en ekstra indtjeningskilde, som skal passes. Både Estacia og hendes mand går også stadig på arbejde og har tænkt sig at blive ved med det længe endnu.

”Det har været hårdt. Kun med hårdt arbejde kan man leve et ydmygt liv og få nogle gode ting,” siger Estacia.

Af samme grund er hun imod at give penge til tiggere på gaden.

”Folk, der giver børn penge, hjælper ikke. De er med til at føre dem den forkerte vej. Vi er nødt til at hjælpe dem med at gøre ting,” siger hun og understreger sin pointe med eksemplet om, at det er bedre at lære en mand at fiske end at give ham fisk.

Estacia prøver selv at efterleve princippet. Eksempelvis betaler hun skolepenge for en af sin ene søsters tjenestefolk. Det er en ung mand i 20’erne, hvis far er død. Manden er nu i 7. klasse og har lært engelsk. Sine egne tjenestefolk har Estacia også øje for.

”Jeg køber kuglepenne og kladdehæfter til mine tjenestefolks børn, og jeg siger til dem, at de er nødt til at sende deres børn i skole – også selvom det betyder, at de selv må lide afsavn. Det er det, jeg kan gøre. Hvis jeg kunne, ville jeg gerne gøre mere. Det gør mig meget trist, at så mange lever i fattigdom,” siger hun og finder en bordskåner lavet af kapsler frem.

”Jeg tror, at jeg måske en dag kan hjælpe børnene her i området. For eksempel ved at lære dem at lave sådan en bordskåner. Så kan vi sælge dem og hjælpe børnene med at købe bøger og lignende. Måske have et lille bibliotek. Det er godt at give dem appetit på at læse, for mange her kan ikke lide at læse.”

Det primære ansvar for at bekæmpe fattigdommen ligger dog hos regeringen, mener Estacia, og det allerførste, der må gøres, er at komme korruptionen til livs. Derefter er det vigtigt at satse på bedre skoler, for selvom der efterhånden findes mange skoler i Mozambique, er nogle af dem ifølge Estacia af meget dårlig kvalitet. Hun giver eksempler med skoler, hvor der ikke er stole til børnene, og skoler, hvor læreren tager eleverne med hjem for at arbejde hos sig. Undervisningen er heller ikke særlig god, mener Estacia.

”Da vi boede uden for byen, var der en skole, hvor nogle fik undervisning under et træ. Jeg inviterede nogle af dem til at spise frokost med os og sagde til min yngste søn, at han skulle hente nogle af sine bøger, så de kunne læse dem. Men en af dem kunne ikke læse. Og det var i 5. klasse. Hvad er det for nogle arbejdere, vi får, hvis det er tingenes tilstand? Det er derfor, min søn gik i privatskole,” siger hun og fortsætter:

”Men folk i regeringen er alt for optaget af dem selv. Hvis du besøger en fra regeringen og ser hans hus, vil du tænke, er det her i Mozambique? Jeg ved ikke, hvordan de gør det. Men de skulle tænke mere på andre mennesker og gøre mere for folket.”

Endelig mener Estacia, at kirken kan hjælpe de fattige til at få et bedre liv, fordi den eksempelvis lærer folk at være ærlige. Selv er hun mormon, men hun ønsker ikke at missionere for sin egen kirkeretning.

”Jeg siger ikke, at alle skal blive mormoner. Enhver kirke har noget godt at bringe, og det er en måde at forbedre folks liv på. Når du arbejder hårdt, velsigner Gud dig.”

udland@k.dk

Rejsen til Mozambique er delvis finansieret af Danidas Oplysningsbevilling.