Charlotte Dyremose |
21. juni 2011
Jeg må medgive, at jeg har svært ved at forstå Stinus Lindgreens ”ateistiske frihedskamp”. Han skriver igen i sit indlæg den 16. juni, at jeg opfinder synspunkter. Men jeg forholder mig alene til de ting, Lindgreen selv skriver. Lad mig prøve igen helt slavisk.
Lindgreen efterlyser rent kommunale gravpladser.
Hans lokale kirkegård hedder Sorgenfri Kirkegård. Den er kommunens kirkegård, drevet af Teknisk Forvaltning. Alle kommunens borgere har ret til, uden hensyn til trosretning, at erhverve gravsted her. Det fremgår af kommunens hjemmeside.
Herefter efterlyser han borgerlige begravelser.
Men Lindgreen skriver selv andetsteds, at han er klar over, at man kan blive begravet uden præst, kirke og kors på graven. Som redegjort for i tidligere indlæg, kan hvem som helst forestå en borgerlig begravelse.
Tredje påstand er, at han er tvunget til at gå på det lokale kirkekontor for at navngive sit barn eller anmelde et dødsfald.
Lindgreen har to andre muligheder, som i øvrigt fremgår af hans egen forenings hjemmeside: Han kan registrere navn/dødsfald over nettet via
www.personregistrering.dk eller han kan sende sin anmeldelse til Personregistrering, Postboks 217, 4800 Nykøbing F.
Dertil forekommer det noget egoistisk af en Lyngby-borger med korte afstande til alt at ville fratage andre mennesker i mere tyndt befolkede områder muligheden for at kunne navneregistrere i deres nærområde. Når der er langt til rådhuset, er det for mange rart, at kirkekontoret varetager denne myndighedsopgave mere lokalt. Endelig kan vi som samfund takke folkekirken for en besparelse på cirka 100 millioner kroner, fordi dens personale som ren henlagt myndighedsopgave foretager registreringen også af de personer, som står uden for et trossamfund.
Til sidst harcelerer Lindgreen mod kristendomskundskab og formidlingen af ”de kristne myter”.
Nu kan han jo få sine børn fritaget fra kristendomskundskab. Men det mener jeg faktisk er en uskik. For også en ateist må vedkende sig, at den kristne kulturarv er en væsentlig del af vores samfund og vores historie. Også for en ateist er det væsentligt at kende sit samfunds arv og historie.
Det betyder ikke, at man skal vedkende sig kristendommen, blot at man skal forstå sit samfund. I folkeskolen skal man netop ikke kun lære om det, der umiddelbart vedrører en selv. Her skal man have en almen viden. Der er sikkert flere dele af historieundervisningen, som mange unge ikke umiddelbart forstår, hvorfor de skal kende til. Men den er en del af deres arv.
Og de forskellige tilgange til historien er vigtige at få med, også selvom man ikke vedkender sig dem. For eksempel er det ualmindeligt vigtigt, at alle ved, at der findes holocaustfornægtere – også selvom der intet historisk belæg er for holocaustfornægtelse. Og det er vigtigt, at mine børn i skolen får kendskab til både socialisme og kommunisme, også selvom jeg som forælder bekender mig til konservatismen og mener, at der ikke er hold i hverken de socialistiske eller de kommunistiske påstande.
Uanset hvad man mener om kristendommen, så er det historisk fakta, at den lutherske kristendom og mange andre religioner har og har haft en stor betydning for vores samfunds udvikling og den måde, vi tænker på. Derfor er det vigtigt for alle at kende til den kristne kulturarv, ligesom det er vigtigt, at alle lærer om også de politiske ideologier, som deres forældre er uenige i.
Det kaldes almen dannelse.
Charlotte Dyremose er folketingsmedlem og kirkeordfører for Det Konservative Folkeparti
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad