Jeg vil gerne huskes som deres kammerat

Et par gange om ugen henter han sine børnebørn hos dagplejen og i børnehaven for at aflaste forældrene, og ofte har han og hustruen, Bente Larsen, besøg af børnebørnene i hjemmet i Valby. Når det sker, bliver gamle Barbiedukker og andet legetøj hentet frem fra gemmerne på loftet, og det er ikke ualmindeligt, at hele huset er fyldt af legetøj. Et af husets værelser er også blevet indrettet til legerum med blandt andet et stort dukkehus.

I de mange år hvor han var ansat ved politiet, fyldte arbejdet det meste af hans tid, men nu har prioriteterne ændret sig.

”Jeg mærker tydeligt, at jeg har bedre mulighed for at give mig hen til børnebørnene, end jeg havde til mine egne børn, da de var små. Dengang var jeg midt i en periode, hvor det hele kørte på skinner, og hvor jeg havde masser af arbejde. Jeg var stort set i gang 24 timer i døgnet, og min mobiltelefon ringede altid,” siger han og tilføjer:

”Jeg giver børnebørnene noget af det, jeg inderst inde godt kunne have ønsket, at jeg også havde givet til mine børn. Det har ikke haft nogen negativ effekt på mine børn, men det kunne have været skønt, hvis jeg dengang kunne have lagt det samme i børnene, som jeg gør i børnebørnene. Men det er svært at kombinere en karriere med familielivet, når man er nødt til at sørge for, at der kommer penge på bordet.”

I januar sidste år trak han sig tilbage som chefpolitiinspektør ved Københavns Politi. Året før havde han fået fjernet både en nyre og en binyre på grund af kræft, og derfor var tiden inde til at prioritere familien.

”Det var et passende tidspunkt at stoppe på. Mine to kræftoperationer havde slidt på hele familien, og nu ville jeg betale den lidt tilbage,” siger han og tilføjer, at han aldrig har fortrudt sit valg.

Arbejdet har han dog ikke helt lagt fra sig, og det smitter af på hans rolle som bedstefar. Han er meget bevidst om at give sine børnebørn et trygt fundament og skabe et tillidsfuldt forhold, som kan præge dem resten af livet. Både i sit tidligere arbejde ved politiet og i sit nuværende arbejde ved Københavns Kommune er han i tæt kontakt med kriminelle, for hvem barndommen og ungdommen har været alt andet end let.

”I mange år har jeg beskæftiget mig med livets skyggesider og set, hvor trist det kan gå, når der sker omsorgssvigt over for børn og unge. Det sætter sine spor i de børn, og det er absolut ikke noget, jeg ønsker for mine børnebørn. I min dybe underbevidsthed ligger der tanker om, at vi skal sørge for at vise dem noget positivt, så de ikke risikerer at ende i kriminalitet,” siger han.

Sammen med sin hustru gør han, hvad han kan, for at være mest muligt sammen med sine børnebørn og give dem omsorg. Han ser sig selv som en moderne bedstefar, der på mange måder udfylder den samme rolle som en bedstemor. Men der er nogle øjeblikke med børnebørnene, som han gerne overlader til sin hustru.

”Jeg har endnu ikke overtaget posten som bleskifter. Jeg kan godt gøre det en gang imellem, men det er stadig noget, min kone får lov til at gøre langt de fleste gange. Der er ingen tvivl om, at vi supplerer hinanden godt. Jeg forsøger ikke at overtage hendes rolle, men jeg forsøger at komme på højde med hende.”

På mange måder forsøger Per Larsen at være et forbillede og præge sine to børnebørn i en god retning, selvom han overlader opdragelsen til sine børn. Hans største ønske er, at hans børnebørn lærer at træffe deres egne valg i livet, og at de får en masse ro omkring sig. Sit eget aftryk er han også optaget af.

”Jeg håber, de vil huske mig for nogle gode og positive oplevelser, og jeg håber, de vil tænke tilbage på, at det har været rart at være sammen med mig. Jeg vil gerne huskes som deres kammerat og som en hjælpende hånd.”

marianne.knudsen@k.dk