Et citat af den berømte britiske økonom John Maynard Keynes bliver for tiden skambrugt i Bruxelles:
Hvis jeg skylder dig et pund, har jeg et problem. Men hvis jeg skylder dig en million, så er problemet dit, lyder ordene fra manden, der regnes som grundlæggeren af de moderne makroøkonomiske teorier, som mange lande læner sig op ad i krisetider.
LÆS OGSÅ: Da euroen løb løbsk i Grækenland
I Grækenlands tilfælde er det desværre ikke bare en enkelt million, som landet skylder væk. Men derimod over 300 milliarder euro (2240 milliarder kroner), hvoraf en god bid kommer fra de europæiske banker og de europæiske statskasser.
Derfor har eurozonens finansministre holdt intensive møder i Luxembourg både søndag og i går for at diskutere situationen i Grækenland, mens alle advarselslamper blinker på børsmæglernes skriveborde, og markedsanalytikere spår, at der er 80 procents risiko for en statsbankerot inden for de næste fem år.
Natten til i går besluttede eurolandene at udsætte udbetalingen af den næste bid på knap 100 milliarder kroner fra det lån på 815 milliarder kroner, som Grækenland fik sidste år i maj. Det sker, efter at det er blevet tydeligt, at Grækenland på trods af en omfattende hestekur ikke kan leve op til de sparekrav, som EU og Den Internationale Valutafond, IMF, hæftede i halen på pengene. Samtidig afventer man udfaldet af en afstemning i det græske parlament senere i dag. En afstemning, der skal afgøre, om statsminister George Papandreou har opbakning til at gennemføre de påkrævede nedskæringer og privatiseringer, på trods af mytteri i hans eget bagland, og at hans befolkning demonstrerer i gaderne.
Falder pengene fra EU ikke, kan Grækenland ikke betale sine kreditorer i midten af juli. Derfor regner ministrene med at skulle lægge pengene på bordet i starten af næste måned, når de har fået vished om, hvad den politiske situation er i landet. Men samtidig vil de skulle lægge grunden til endnu et gigantisk lån, der skal skabe ro på markederne og forhindre, at panikken spreder sig til andre skrøbelige eurozonelande som Portugal, Irland og Spanien. En saltvandsindsprøjtning, der ifølge den græske statsminister selv vil være stort set svarende til den redningspakke, som grækerne fik sidste år.
Den venlige fortolkning af det er, at vi ikke vidste, at Grækenland ville komme til at skulle bruge flere penge. Den mindre venlige udlægning er, at vi godt vidste det, men ikke ville indrømme det. Jeg tror, sandheden ligger et sted imellem. Vi kunne ikke vide, at situationen ville blive endnu værre. Men det var ren ønsketækning at tro, at det hele var løst med hjælpepakken sidste år, siger Fabian Zuleeg, der er cheføkonom ved tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.
Idéen var dengang og er stadig, at hvis bare man hælder nok penge i systemet, vil grækerne kunne få vendt skuden og få gang i økonomien, mens man giver dem en pause fra at skulle låne på de internationale finansmarkeder, der straffer usikkerhed med enorme renter. Pausen har dog langtfra indgydt fornyet tillid.
Virkeligheden er den, at Grækenland slet ikke er i en situation, hvor landet kan vende tilbage til de finansielle markeder og låne de penge, som landet har brug for, siger Zuleeg.
Eller som hans forskerkollega Michael Burda ved Humboldt-Universitetet i Berlin formulerer det, så har eurolandene stukket sig selv blår i øjnene, når det gælder Grækenlands muligheder for at rette op på situationen:
Det er lidt som at have et mistænkeligt modermærke, som man håber vil gå væk med tiden. Men som i virkeligheden er kræft.Håbet var, at Grækenlands økonomi ville begynde at vokse. At gælden i forhold til bruttonationalproduktet ville falde. Men det er ikke sket, siger økonomiprofessoren, der påpeger, at selvom nedskæringerne i den offentlige sektor har gjort meget ondt på den almindelige græker, så har det ikke ændret på, at der stadig er elendige forhold for økonomisk vækst i landet.
Der er absolut ingen privat kapital, der bliver investeret i Grækenland, siger Michael Burda.
Der er en helt naturlig forklaring på investorforskrækkelsen fra udlandet, mener han. For ud over at det ikke er særligt appetitligt at skulle lægge sine penge i et land, der står midt i en række ubehagelige udefra dikterede hestekure med yderligere svækkelse af væksten til følge, så er det ualmindeligt svært at gøre forretninger i Grækenland.
På Verdensbankens indeks over, hvilke lande det er nemt at gøre forretninger i, finder man Singapore i top, Hongkong som nummer to og Danmark på en sjetteplads. Andre skrøbelige eurozone-økonomier som Irland, Portugal og Spanien er på henholdsvis 7., 31. og 49. plads. Men langt derunder lavere rangeret end Bangladesh, Etiopien og Papua Ny Guinea ligger Grækenland på plads nummer 109.
Det er som at skulle gøre forretninger med Uganda, siger Anne Sibert, der er leder af det økonomiske fakultet på University of London, og som sidder på et ekspertpanel af førende økonomer, der er nedsat af Europa-Parlamentet for at analysere finanskrisens konsekvenser for de europæiske lande.
Grækenland er ikke en euro-økonomi. Det er en mellemøstlig økonomi, som aldrig skulle have været medlem af eurozonen, siger hun.
Sibert understreger, at Grækenland allerede er gået bankerot fem gange siden 1928. Og at skiftende regeringer selv i gode vækstår nærmest aldrig nogensinde har formået at barbere af på statsgælden.
Det virker, som om Grækenland har en politisk klasse, som ikke kan udvise økonomisk mådehold, siger hun.
Anne Sibert påpeger, at der helt åbenlyst skal bekæmpes korruption og vedtages reformer af blandt andet det meget rigide arbejdsmarked, før der kan ske en forbedring. Men at det er langtfra sikkert, at den græske regering kan holde til det politisk.
Det er svært at tro på, at den græske befolkning vil finde sig i flere hestekure, siger hun
Fra Bruxelles giver Fabian Zu-leeg de andre EU-lande noget af skylden for den voksende utilfredshed blandt grækerne på gaden, der ikke gider at finde sig i den formynderiske tone fra de andre EU-lande. For politikere i mange EU-lande har haft mere travlt med at udpege grækerne som dovne, skatteunddragende fuskere, der nærmest går på pension, så snart de er kommet ind på arbejdsmarkedet, end de har med at give dem et fremtidsperspektiv.
Den græske regering blev overladt helt til sig selv. Ja, de blev støttet med penge. Men kun som lån. Der var intet, som rummede en positiv fortælling, som kunne forklare folk, hvorfor reformerne var en god idé, siger Fabian Zuleeg.
Men rent politisk er det også svært for de andre eurolande at forsvare at blive ved med at støtte grækerne, når befolkningerne i mange eurolande er lodret imod at hjælpe dem. Hvor tyske medier og politikere sidste år var toneangivende i kritikken, er den nu også taget til i blandt andet Finland og Holland.
Milliarder i et bundløst hul, lød forsiderubrikken på den hollandske tabloidavis AD i sidste uge. En meningsmåling fremlagt i tv-programmet Een Vandaag viste, at 71 procent af hollænderne modsætter sig hollandsk deltagelse i en ny krisepakke. Og leder af det højrepopulistiske Frihedsparti Geert Wilders har fået fornyet vind i sejlene i befolkningen ved fyndigt at advare om, at yderligere hjælp til Grækenland betyder, at man kaster penge direkte ud over digerne i det flade land.
Men Fabian Zuleeg forudser, at den trend kun bliver værre, hvis eurolandene fortsætter traditionen med at sammenstykke krisepakker under stor panik i sidste øjeblik.
Mange EU-ledere er bange for deres vælgere. Men det bliver ikke afhjulpet af det, som de gør nu. Man bliver ikke mere populær af en stykvis tilgang, hvor man med et par måneders mellemrum bliver nødt til at betale igen, siger Fabian Zuleeg, der ligesom mange andre økonomer ville ønske, at man ville se på en egentlig omlægning af den græske gæld. Det indebærer, at landets kreditorer vil skulle påtage sig et tab. Og det vil blive anset af markederne for at være en bankerot. Men det ses af mange som en bedre løsning end at bekæmpe gæld med mere gæld.
Den løsning er ikke populær blandt et flertal af eurozonens medlemmer, der frygter, hvad det vil have af konsekvenser for både den Europæiske Centralbanks pengebeholdning og for andre vakkelvorne økonomier i området.
Formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, i daglig tale EUs præsident, gjorde en dyd ud af at understrege den gensidige afhængighed, der findes i de europæiske finansielle systemer, da han i sidste uge gik på talerstolen i Bruxelles for at give sit bud på unionens tilstand. Her påpegede han, at selvom Grækenland, Irland og Portugal kun udgør seks procent af eurozonens bruttonationalprodukt, så har deres kriser kunnet true hele euroens stabilitet.
For ham at se er løsningen, at man vedkender sig euroens rette natur. Han siger, at det var en fejl, at man i sin tid lancerede euroen som en rent praktisk foranstaltning, så turister og forretningsfolk ikke længere behøvede at stå i kø på vekselkontoret, hver gang de rejste mellem eurolandene, når det, der var tale om, i praksis var en fælles møntunion.
Ord som eurozone, som lyder fjernt, som om det var en industrizone et sted uden for et bycentrum, gør det endnu værre. Vi må til at være mere eksplicitte omkring, hvad en møntunion betyder. Det betyder, at vi er i euroland. At deles om en valuta betyder, at vi er ét land, i hvert fald i pengemæssig forstand, sagde Van Rompuy.
Samme toner har lydt fra det føderalt indstillede Belgien og Luxembourg, mens Den Europæiske Centralbank selv har efterlyst et slags EU-finansministerium for eurozonen.
I Tyskland mener Michael Burda fra Humboldt-Universitetet i Berlin også, at den eneste måde at få eurozonen til at fungere på er at sørge for strammere fælles spilleregler.
Man bliver nødt til at skrue op for tempoet i den politiske union, så man for eksempel ville kunne få Kommissionen til at sende folk ned til Grækenland for at yde teknisk assistance, så de kan få et fungerende skattesystem op at køre, siger han og understreger, at de skal kunne skæres i støtten, hvis de nægter.
Man opgiver sine demokratiske rettigheder, når man skylder penge væk, sådan er det, siger han.
Imens vokser usikkerheden og dommedagsscenarierne dagligt. Det tyske magasin Der Spiegel er på gaden med en forside viet til en nekrolog for den fælles mønt. Og det skorter ikke på folk, der forudsiger euroens endeligt.
Hvis man som økonom forudsiger noget helt radikalt, og det så sker, så bliver man meget berømt. Jeg overvejer, om det er sådan noget, der driver den slags mennesker, siger professor Anne Sibert fra University of London
Hun understreger dog, at hun anser det som forholdsvis sandsynligt, at Grækenland på et tidspunkt vil blive nødt til at forlade eurozonen, selvom hun ikke ser det som en løsning på hverken landets eller eurozonens problem.
Hvad ville der ske, hvis man gik tilbage til drakmen? Hvem ville have den? Alting ville i praksis skulle betales tilbage i euro alligevel. Men Grækenland ville ikke have eurosystemet at støtte sig op ad, siger hun.
Også Fabian Zuleeg fra EPC påpeger, at spillet er langtfra afgjort:
Tiden, vi er i lige nu, er præget af mere usikkerhed end nogensinde før. Det er en utroligt angstfyldt situation. Og jeg kan forestille mig mere eller mindre ethvert udfald.
