Anders Ellebæk Madsen |
21. juni 2011
Vielse af mindreårige er udtryk for dinosaurisk kvindesyn
I disse dage optrevles i Berlingske, hvordan piger ned til 14 år bliver viet af imamer til muslimske mænd. I et enkelt tilfælde beskrives, hvordan en pige fik tæv for at komme for sent hjem og flere år efter hendes flugt stadig modtager trusler fra manden.
Mediedækningen har mest haft fokus på det juridiske aspekt af imamernes vielser, som Muslimernes Fællesråd i øvrigt har taget klart afstand fra. Det er ikke en vielse, der har juridisk gyldighed i Danmark, men den har alligevel enorme sociale og menneskelige konsekvenser for de uheldige piger.
LÆS OGSÅ: Rønn Hornbech: Imamer kan ikke udvises for børnevielser
Kvindemishandlingen har dybest set rod i en ældgammel forestilling om, at kvinden er familiens eller mandens ejendom, og denne patriarkalske verdensopfattelse har betydet slavelignende tilstande for kvinder verden over. Det er et kvindesyn, der også findes i Bibelens ældste dele, men i dag tages det mest for pålydende i den islamiske verden.
Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) reagerede sidst på fænomenet ved at sige, at imamernes vielse ikke havde større gyldighed end hendes brors dukkedåb. Bemærkningen viste en ejendommelig mangel på forståelse af, hvor alvorlig situationen er for de piger, der er kommet galt af sted.
Forhåbentlig vil Søren Pind arbejde mere seriøst med problemerne, og det kunne for eksempel være nyttigt at få styr på, hvor udbredt skikken er, samt hvilke imamer der har vielsesbemyndigelse, og hvornår de er i landet. Mange imamer, for eksempel de tyrkiske, opholder sig nemlig kun to-tre år i Danmark.
Det er sørgeligt, at det er kommet dertil, at vi lever med slavelignende forhold for kvinder i et land, der historisk er gået forrest med at forbedre kvinders forhold. En dybere pointe ved historien er, at pigernes forældre ikke har haft styr på dem, og at vores normer for opdragelse har været i skred i mange år.
De forulykkede unge pigers skæbne peger også på, hvor stor forskel der er mellem de løse danske opdragelsesprincipper, der tager udgangspunkt i barnets behov og lyst, og på en del muslimske normer, som er mere faste og altså også i nogle tilfælde for håndfaste.
Mange forældre i Danmark lader i vidt omfang teenagere selv bestemme, hvad de må og ikke må, hvilket skaber et grænseløst teenageliv, der skader de unge i længden. Det gælder konkrete spørgsmål om, hvornår børn skal være hjemme, og hvad de får lov til sammen med vennerne, ligesom det gælder åndelige spørgsmål om, hvorvidt børnene skal konfirmeres, og hvad de tror på.
Måske kunne man lære det af muslimerne, at en kærlig hånd også omfatter klare grænser og værdier, mens visse imamer kunne lære af deres nye hjemland, at slavelignende forhold for kvinder hører fortiden til. AEM
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad