Supergod kronik, der slår hovedet på sømmet. Der findes ikke nogen positiv kristen etik. Naturligvis. Intet andet end troen på Kristus og hans fyldestgørelse på korset for vores skyld frelser et menneske. Loven er alene en vejledning og tugtemester (Paulus) til Kristus. Paulus: "Til frihed har Kristus frigjort jer. Lad jer ikke atter spænde under trælleåg!"

At vi ikke skal frelses ved loven, er ikke ensbetydende med, at loven og dermed en jødisk-kristen etik ikke eksisterer. Det er rigtigt, at Jesus på baggrund af det dobbelte kærlighedsbud gjorde op med nogle af jødernes mere og mindre selvgjorte bud. Men netop derved grundlagde han en kristen etik, hvor det ikke er bogstavet, men Ånden, der er det afgørende.

"Dengang den jødiske etik blev smidt på bålet" - ja sådan burde artiklen overskrift have været formuleret.
Jeg synes iøvrigt skribenten er lovlig skråsikkert: findes der nemlig ikke en art genkendelighed når spørgsmålet er om kristen etik? Indenfor Lutherdommen, de katolske kirker, baptister osv? Noget er vel kristen handlemåde, andet ikke.Det er vel kristent at elske sine fjender og ikke besvare ondt med ondt, fx? Og dermed adskiller kristendom sig alligevel afgørende fra andre religioner og deres etik. Tænk bare på hvor let man kan "fornærme" allah og hans troende. En martyr ligne vel også hos os Stefanus, og ikke en muslimsk bombemand der tilsigter at slå så mange som muligt ihjel?

lisbet foss skrev:

Naturligvis kan der udledes en kristen etik - den handler bl.a. om næstekærlighed, sådan som Lisbet Foss også angiver det.

Bjarne Nederby Jessen

Måske var det i disse multireligiøse tider værd at forsøge sig med en skelnen mellem lov og etik. Det er ikke så svært at gøre en væsentlig teologisk skelnen almen forståelig. Loven er det "trælleåg", som Kristus har frigjort os fra. Kristen etik en stadig inspiration til at elske "fordi han elskede os først".
Løgstrups etiske fordring var ganske rigtig et forsøg på at gøre fordringen til at erkende også i en sekulær sammenhæng.
Problemet er netop, om det samfund, der er blevet verdsliggjort som en konsekvens af evangeliet (hvad Løgstrup også antyder), - om det kan eksistere ved den fornuftens etik, som f.eks. Kai Sørlander taler om, eller om inspirationen fra evangeliet ikke kan undværes.
Et aktuelt eksempel mærkes i sagen om de purunge danske piger, der lader sig lokke ind i muslimske ægteskaber uden deres forældres vidende.
De møder den islamiske lov, der, nemt nok, pludselig gør samlivet mellem et par børn legalt set fra muslimsk side. (+ systemet med at pigerne dermed "vindes" for islam). Hensynet til pigens liv og forståelse af de alvorlige konsekvenser ligger uden for lovens sfære - og tæller åbenbart ikke.
Men pigernes forældre er i al tidens "frigjorthed" blevet berøvet deres naturlige rolle som ansvarshavende. De ved godt, at de unges liv lider under den alt for tidlige seksuelle debut, hvad enten man bilder dem ind, at det er ligegyldig "dating", eller at det seksuelle samliv slet ikke kan vente til voksenalderen .. for at give kærligheden en chance for at blive ansvarlig.
Hvis "dating-kulturen" og islamisk kvindesyn dermed stemmer overens på et specielt punkt (sex uden kærlighed!), synes jeg det kræver en nærmere eftertanke.
Men i hvert fald har kirken/kristne et ansvar for at lade kristen etik påvirke samfundet (respekt for det enkelte menneskes liv og skæbne)

Det holder nu ikke rigtig at kalde hverken korstog eller folkelige skikke for lovreligion. Så strækker man det begreb længere, end det kan række. Folkelige skikke er ikke love, de er en form for kollektivt sprog, et kulturelt udtryk, en emotionel udladning. Og korstogene var mig bekendt aldrig lovpligtige. Der blev blot appelleret rent følelsesmæssigt til folk om at tage korset for at standse tyrkernes invasion af Byzans samt generobre Jerusalem. Hvis den slags appeller er lovreligion, så gælder det samme for Obamas "Yes, we can"-taler. For Foghs fordømmelse af smagsdommere. Og for dronningens nytårstale måske ("Gud bevare Danmark"?)... Uden sammenligning i øvrigt.

Det virker også lidt paradoksalt at sammenligne den kanoniske ret med sharia, når en af de ændringer, kanonisk ret medførte, var at man begyndte at se på hensigten, når man dømte, i stedet for at se på resultatet. M.a.o. en overgang fra bogstav til ånd. Det er ret væsentligt. For eksempel betød det en ændring fra at straffe voldtægtsofre som medvirkende i en kriminel handling og til at gøre dem erstatningsberettigede som ofre. Fordi de ikke havde til hensigt at begå den pågældende handling.

Er dette bare en ændring fra én lov til en anden? Nej, det er også en ændring, der sætter menneskets ånd over lovens bogstav.

Nederby Jessen skrev "Naturligvis kan der udledes en kristen etik - nemlig næstekærlighedens lov."
Og kunne have fortsat med
"og kærlighed bryder alle love. Også den etiske."

Altså, du siger, at det kun er igennem troen på jesus kristus, at man bliver frelst. Deri ligger den første lov der skal opfyldes. Dette kan man så sige kun er en lov, men det er stadig en gældende lov, som du har meget svært ved at komme udeno i biblen.

Dernærst siger du, at det er når mennesket "synder" (ikke slår til i livet) at vi oplever etiken, da vi så fjerner os fra gud.
Ok, gud har lavet en masse love i det gamle testamente, og de love regner jeg med stadig er gældende i dag (da gud ikke lige sidder og skifter love ud hele tiden, hvis han da er almægtig.) Dermed, for at leve "efter guds regler" skal man også leve efter reglerne i det gamle testamente. Hvis man så, som du siger, ikke behøver overholde disse regler, men blot skal "elske den næste som sig selv", så vil jeg nødigt blive hjulpet af en der tænder på SM (at elske "fysisk", bare på en måde jeg ikke helt bryder mig om), en præst (der blot siger en masse bibelord til mig, men reelt ikke hjælper mig) el. en alkoholiker (en af dem, som stadig tror at alkohol løser alle problemer, og som ikke er kommet ned i dybet endnu).

Hertil vil du svare (undtagen ved præsten selvfølgelig) at de endnu ikke har set hvad der er rigtigt eller forkert "elske". Altså, leder det tilbage til den lov som gud har opstillet for os, altså skal vi alligevel overholde loven. (også de underlige regler som ikke at spise usyrede brød i påsken).

Dette kan underbygges med påstanden, at gud er god, dermed er de love han laver gode, da han vil mennesket godt. Altså, hvis man bryder guds love, gør man en ond handling (synder) men bliver frelst af jesus, ubetinget af handlingen. Hvis gud tilgiver alt, hvorfor skal vi så ikke tilgive mordere, tyve, pædofile etc. Da dette jo er det ultimativt gode?

Et andet tænkt eksempel "elsk den næste som dig selv" vil du miste din frihed? hvis du svare nej, så afskaf retsystemet. Vil du gerne have mad på bordet? så stjæl fra de rige, og giv til de fattige. etc.

Hvordan kan man vide hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvis alt hvad man gør er godt nok for gud. Om du slår ihjel, eller ene mand omvender hele verden til kristendommen. De er begge lige meget værd for gud, altså er der ikke noget der dybest set i dette liv er forkert el. rigtigt. Jo, for gud synes måske det andet er bedre end det første, men begge mennesker er begge lige meget værd. Altså, ingen JORDISK etik, ingen jordiske love, og dermed jordisk total anarki.

Håber du kan svare

År og Fred
Narnor