Historien om en tavs mor

Bogen om Camus er sådan set ikke meget anderledes end andre biografier. Den bringer samme stof, interview, beskrivelser af berømte opholdssteder, omtaler af værker sat ind i biografiske forløb m.m. Det eneste nye er grebet med biografens eget biografiske forhold til emnet. Og det bliver man lidt træt af efter et stykke tids læsning. Forsideklappen bringer begejstrede klip fra amerikanske anmeldelser, der taler om ”et fascinerende alternativ til de almindelige biografier, andre skriver”.

Jeg er imidlertid ikke så fascineret, for Elizabeth Hawes’ sprog er i dansk oversættelse temmelig ordinært, og hendes romance er ikke spændende og afslørende, skønt man nok kan forstå hendes tilgang. Hun vil med sit greb gerne gøre Camus levende, sådan som hun oplever ham i sin bevidsthed. Nå ind til charmøren Camus: ”den måde han gik på, han dansede på, den måde han gerne sparkede en lille sten hen ad gaden”. Men hun må ved vejs ende erkende, at det nåede hun ikke, skønt hun betragter ham som en nær ven, der er med i mange af hendes diskussioner med sig selv.

Skønt man let bliver blasert ved at have læst så meget om Camus gennem livet, så må man dog sige, at nye fans fint kan starte med denne fortælling om en biografs romance med værket og manden. Her står det alt sammen: opvæksten i Algeriet, de fattige forhold, tuberkulosen, fremmedheden som algerier i Frankrig, turen til Paris og den langsomme berømmelse frem til Nobelprisen.

Mest overraskende er Camus’ optagethed af sin mor, der var halvdøv og halvstum og kun kunne cirka 400 ord. Hendes tavse og begrænsede verden sætter han sig for at forsvare – så meget, at han senere bragte sig i konflikt med den moralsk-politiske offentlighed ved at sige (ganske vist citeret uden for sammenhæng), at han ville forsvare sin mor, før han ville forsvare retfærdigheden.

I ”Det første menneske” skriver han med tydelig adresse til sig selv og sin mor: ”Hun tavs for det meste, knap nok med nogle få ord til at udtrykke sig, han talende hele tiden ude af stand til gennem tusinde ord at finde det, hun kunne sige i en eneste af sine tavsheder ... Moderen og sønnen”.

Denne respekt for tavshedens anderledes tale er den stadigt arbejdende motor i Camus’ værker, og den er også den tavshed i hans egen person, som vores biograf endelig må stille sig tilfreds med ikke at kunne gennembryde.

”Albert Camus. Underholdende sommerlæsning for det dannede segment” siger en indlagt seddel i anmeldereksemplaret. Så poppet er bogen slet ikke – og var det ikke for alle de gode citater af Camus, ville jeg snarere advare mod den som underholdende sommerlæsning.

Den er nemlig en lille smule kedelig for den, der allerede kender lidt til Albert Camus. For lang, for lidt fokuseret, for selvoptaget. Side på side lagt til uden egentlig konklusion. Et livs sandheder, der ikke bliver til sandhed.

kultur@k.dk

EElisabeth Hawes: Camus – en romance. Oversat af Joachim Wrang. 355 sider. 299 kroner. Forlaget Politisk Revy.