Storm P.s eksistentielle linedans

”Sproget” kan være ganske enkelt. Som når Storm P. viser en sagtmodig vagabond, der i den kolde vinternat står ved et varmt blussende juletræ, hvis stjerne i toppen også er Bethlehemsstjernen på himlen. Året er 1944 – krigen er i verden, men det er freden også.

Noget mere er imidlertid på færde i ”Fristen” (1910-1915), hvor motivet er fristelsen i ørkenen. Det er et hedeflimrende billede, glødende. Jesus synes slet ikke upåvirket af Djævelens lokkende ord. Og det på trods af at fremstillingen af denne er så konventionel (endog ikke hornene i panden mangler), at han mest ligner en kliché. Hvilket derimod netop ikke gælder Jesus: hans magre krop, høj som et tårn, har kampens anspændelse i sig. Han kunne være hvem som helst udsat for truslen fra fristelse og fald. Han ved, hvad han skal, men ved vist ikke, om han kan. Man fornemmer hans overgivelse til den magt, han ikke selv har.

Det religiøse kan blive en del af Robert Storm Petersens satire og samfundskritik. Et hovedværk i denne forbindelse er ”De to kors” (1917-18), hvor en fedladen præst – i al umådeholdenhed: en fæl kapitalist – vender ryggen til lidelsen, det vil sige til Jesus på korset. Men manden glemmer sandelig ikke at anbringe det tildelte ordenskors på sin af velnærethed udspilede præstekjole.

Det modsatte af efterfølgelse er ligeledes motivet på et Golgata-billede (tilblivelsesåret er ukendt), hvor vi ser korsfæstelsens tre kors i silhuet mod himlen via endnu en bulnende, pladskrævende kapitalist, der bærer på en bjælke af en cigar. Et mere kuriøst eksempel på Storm P.s satire er et med drillende pen redigeret avisbillede fra ordinationen i 1948 af de første danske kvindelige præster: Såvel disse som den medvirkende biskop er respektløst forsynede med klovneansigter.

Det må ikke glemmes, at udstillingen er meget mere end det direkte religiøse. En af dens fortjenester er, at den virkelig kommer rundt i alle hjørner af Robert Storm Petersens kunst. De, der især eller kun kender ham fra hans ”Fluer” – for eksempel dem af slagsen, der hver dag bringes på bagsiden i Kristeligt Dagblad – vil blive overrumplet over at erfare, hvilken mangfoldig kunstner han var.

Museet for Religiøs Kunst vil minde om, at den humoristiske bladtegner også var ”en formidabel modernistisk maler”, i så henseende påvirket fra Frankrig – og dertil inspireret af nordmanden Edvard Munch, belgieren James Ensor og af de tyske ekspressionister samt af ældre kunstnere, blandt andre spanieren Francisco Goya. Museet beskriver hans værk som spændende fra naturalisme til symbolisme, fra det figurative til det abstrakte (hvor han dog synes at have været på udebane) og fra både socialkritisk satire til den poetisk betonede.

I sin samfundskritik er Storm P. konsekvent på de svages side. Han er ikke nuancernes mand, men groft udleverende i sine skildringer af umenneskeligheden hos magtens repræsentanter. En hang til det morbide har han tillige.

Hans talsmand var vagabonden, ikke blot når han skildrer de urimelige vilkår, som de fattige og udstødte må affinde sig med, men desuden når han vil give håbet en chance. Så kan han hengive sig til ren juhu-romantik, som det sker i ”Tilbage til naturen” (1945), hvor en vagabond – som den eneste på billedet iklædt de farver, der hører livet til – har frigjort sig fra den betongrå masse foran en fabrik og frejdigt smilende begiver sig i retning af naturen og friheden.

Måske til beroligelse: udstillingen viser også den mest kendte Storm P. Man ser og læser ”Fluer” – og tager sig fornøjet til hovedet over tegninger af opfindelser, hvis groteske vidtløftigheder er helt ude af proportioner med de meget beskedne opgaver, der skal løses.

Alt i alt er udstillingen en oplagt mulighed for at opleve Robert Storm Petersen som fuldt udfoldet kunstner.

grymer@k.dk4Storm P. – Idealisme, religiøsitet og samfundskritik. På Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indtil den 4. september.