Skil stat og kirke

Vor forældede grundlov stipulerer i paragraf 69, at ”de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov”. En bestemmelse, der reelt er et rudiment fra enevælden, og som bliver uaktuel, når de civilretlige opgaver overgår til kommunal varetagelse. Skattefradragsretten for bidrag til ”anerkendte” trossamfund bør afskaffes, da det er i strid med den moderne religionsneutrale og sekulære stat.

Af samme grund bør folkekirken naturligvis selv aflønne sine præster i stedet for som nu, at alle skatteydere er med til at betale årligt 800 millioner kroner til præstelønninger. Folkekirken skal alene hente sin finansiering gennem kirkeskatten pålignet dens medlemmer. Dermed opfyldes Grundlovens paragraf 68: ”Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.”

I Norge har man søgt at skabe ligestilling mellem trossamfundene ved at opkræve skat for dem alle i forhold til deres medlemstal. Det har gjort det nødvendigt for et sekscifret antal nordmænd at indmelde sig i Ateistisk Forbund for at slippe for tvangsbidrag til religiøse formål!

Man skaber ikke ligestilling ved at sætte evangeliske præster, katolske prælater, imamer og buddhistmunke på finansloven. Hvis religion betyder noget for folk, kan de vel selv betale. Ikke mindst i en tid med hårdt trængte offentlige finanser.

Ganske vist hedder det i Grundlovens paragraf 4, at ”den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Men understøttelsen behøver jo ikke at være af økonomisk art. I øvrigt kan der være rimelighed i, at bevaringsværdige kirkebygninger får samme status og støttemuligheder fra staten som fredede herregårde nyder godt af. Mon ikke de 80,5 procent af danskerne, der er medlemmer af folkekirken, kan klare resten?

Tilbage er Grundlovens paragraf 6: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke”. Den nød kan ikke knækkes uden en grundlovsændring, så det har lange udsigter. Så lange, at den måske først forsvinder sammen med monarkiet ...

Når kirkekommissionen nedsættes, bør man give den et bredt mandat og en bred og repræsentativ sammensætning, for det er ikke alene folkekirkens indre forhold, det handler om, men også forhold, der angår hele befolkningen. Blandt medlemmerne bør ikke alene være repræsentanter for trossamfundene, men også for andre livsanskuelser, menneskerettighedseksperter samt kirkerets- og forfatningskyndige.

Ib Christensen,

tidligere folketingsmedlem for Retsforbundet og tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU,

Gørtlervej 26, Randers