Vassula Rydén hævder, at Gud sender hende beskeder, som hun efterfølgende skriver ned i bøger med en speciel, guddommelig håndskrift, som er markant anderledes end hendes egen. --
- Leif Tuxen.
Bent Fomsgaard |
22. juni 2011
Vassula Rydén får mange uværdige og grimme anklager, skriver Bent Fomsgaard
DET ER USAGLIG og uværdig kritik, når Ingerlise Provstgaard i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den
14. juni skriver om Vassula Rydén, at nu går frelsen åbenbart gennem hende. Jeg synes, det er en rigtig grim anklage.
LÆS OGSÅ: Vassula Rydén er uinteressantAlle, som har læst lidt eller meget fra bogen ”True Life In God”, ved, at både Vassula og Gud siger, at hun er valgt, fordi hun er et nul, og jo mindre vi bliver, jo større kan Gud blive i det menneske.
Jesus siger til os gennem Vassula den 8. marts 1991: ”Tvivl aldrig på min kærlighed; læn dit hoved mod mig og hvil (...). Jeg er den, der elsker dig mest; alt hvad jeg beder dig om er kærlighed: elsk mig, tilbed mig, tænk på mig; lad mig altid være nærværende i dit hjerte og sind (...). Mit blod gjorde dig til min; jeg betalte for din sjæl ved at udgyde mit dyrebare blod til din frelse; hver pine, jeg led, var med kærlighed, idet jeg vidste, at mit offer ville frelse dig; alt hvad jeg gjorde var for din frelse.”
Er det ikke vidunderligt! Og det er Jesu blod, ikke Vassulas! Intet sted i budskabernes over 1100 sider står der, at frelsen går gennem Vassula!
Men det har i mange år været meget magtpåliggende for Ingerlise Provstgaard at advare om og mistænkeliggøre budskaberne, og et af hendes hovedargumenter er, at hvis ”True Life In God” hævder, at vi ved at afvise budskaberne også afviser Gud, må det være bevis på, at det er falsk. Men det er et helt ubrugeligt argument, for det er da et faktum i hele Bibelen og vedrørende alle sande profeter, at vi ved at afvise profetien også afviser Gud, fordi det netop er Gud, der taler, og profeten er kun Guds ”mund” eller talerør.
Ingerlise Provstgaard har også påstået, at Gud i ”True Life In God” siger ”mit barn Satan” i et budskab, men her oversætter hun forkert for at bruge det som bevis.
I budskabet fra den 4. marts 1992 står der: ”This is why, My child, Satan together with the beast are incessantly attacking all those who come from Me and making war against My mouthpieces.” Korrekt oversættelse: ”Det er derfor, mit barn, at Satan sammen med dyret uophørligt angriber alle dem, der kommer fra mig, og fører krig mod mine talerør.”
SIG MIG ENGANG, har Ingerlise Provstgaard aldrig tænkt over, om hun måske er med på det forkerte hold og fører krig mod Guds sendebud?
Mageløst useriøst er det også, når Ingerlise Provst-gaard kritiserer tonen i budskaberne. Det generer hende, at der tales alt for meget om Jesu blod og lidelse, ligesom hun heller ikke kan lide de mange gentagne og ”svulmende” ord om kærlighed. Det er bare for usagligt og har intet at gøre med sand bedømmelse af en profet.
Mange af Ingerlise Provstgaards øvrige argumenter ligner noget, vi har hørt før, nemlig fra Bibelen, når de skriftlærde angreb Jesus. Når han for eksempel helbredte og uddrev onde ånder, blev han mødt med beskyldninger om, at det måtte da bestemt være fra Djævelen.
Jeg kan naturligvis ikke hindre Ingerlise Provstgaard i at have en anden mening end mig, men det generer mig meget at finde argumenter af den kvalitet i pjecer i kirkers våbenhuse og på internettet. Jeg kan til gengæld af hjertet anbefale alle at læse
www.tlig.org.
Bent Fomsgaard,
cellist,
Harens Kvarter 13, Ballerup
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad