Sult skal bekæmpes med ansvarlig politik

De bør for det første beslutte at investere i små, bæredygtige landbrug, dernæst bør de give støtte til opbygningen af nationale og regionale fødevarereserver, og endelig bør de skrotte de politiske mål, som driver forbrug og produktion af ikke-bæredygtige biobrændstoffer drastisk i vejret.

Når G20-landenes statsledere mødes senere, vil de have en historisk chance for at bidrage til kampen mod sult. Når det handler om at bekæmpe sult, bærer G20-landenes ledere nemlig et særligt ansvar. De sidder på størstedelen af verdens fødevarereserver og ressourcer, de er vært for de største råvarebørser, og deres landbrugspolitikker har stor indflydelse på prisen på mad. En målrettet indsats fra dem kan redde millioner af børn, unge, kvinder og mænd fra den daglige kamp mod sulten.

HER ER MELLEMFOLKELIGT Samvirkes tre anbefalinger:

For det første bør G20’s landbrugsministrene sikre, at der investeres massivt i småbønder og landbrug, der føres af kvinder. Kvinder er kernen i livsgrundlaget og fødevaresikkerheden i fattige landdistrikter i udviklingslandene.

Investeringen i småbønder og fødevaresikkerhed var ellers godt på vej i G8-sammenslutningen i 2009 med den seneste fødevarekrise som bagtæppe. I den italienske by L’Aquila besluttede G8-landene sig for et storstilet initiativ for fødevaresikkerhed netop opkaldt efter værtsbyen. Der blev lovet 22 milliarder dollar til kampen mod sult, men G8-sammenslutningen er hensygnende, G8-landene har indtil videre svigtet deres indbetalinger, og der er kun blevet brugt en femtedel af de lovede midler.

Derfor er der brug for ny dynamik og nyt ejerskab fra G20 for at sikre stabile priser på fødevarer. Hvis det lykkes at få skrabet resten af de 22 milliarder sammen inden 2012, som er deadline, vil donorpengene ikke stå alene – en række lande, heriblandt de afrikanske, har selv forpligtet sig til at hæve andelen til landbrugsudvikling og fødevaresikkerhed i deres egne budgetter.

Og der er brug for alle gode kræfter og penge fra både rige og fattige lande, hvis den katastrofale trend de seneste 20 år skal vendes.

Investeringer i landbrug fra både udviklings- og donorlande er nemlig faldet drastisk. ”Fertile Ground”, en rapport fra Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid, viser, at mindre end én procent af landbrugsbudgettet i Malawi, Kenya og Uganda går til kvindelige småbønder trods deres helt centrale bidrag til produktionen af mad. For internationale donorers vedkommende går så lidt som 10 procent af deres landbrugsstøtte til kvinder.

Det kommer oveni, at bistand til landbrug er reduceret kraftigt i de senere år. Den internationale støtte til afrikansk landbrug er faldet fra 15 procent af al bistand i 1990’erne til blot 4,2 procent i 2006. Det særlige ved L’Aquila-aftalen er, at pengene blandt andet gives gennem en særlig fond, som bygger på udviklingslandenes egne planer for deres landbrugssektor. Intet udviklingslands planer for at bekæmpe sult bør skrottes på grund af manglende ressourcer.

FOR DET ANDET BØR G20-landbrugsministrene klart støtte opbygningen af effektive nationale og regionale fødevarereserver og tilbyde finansiel og teknisk støtte.

Under fødevarekrisen i 2008 steg priserne på mad drastisk med 83 procent, og 35 lande, heriblandt Kina, Bangladesh og Indien, gjorde brug af fødevarereserver for at sikre deres befolkningers ret og adgang til mad. Hvis fødevarereserverne er effektivt drevne og velkoordinerede, kan de hjælpe med at dæmpe prisudsving på mad, sikre mad ved katastrofer og derudover støtte små landbrug og udvikling i landdistrikterne ved at opkøbe mad netop fra småbønderne.

Både de sydasiatiske og vestafrikanske sammenslutninger Saarc og Ecowas har allerede gang i opbygning af fødevarereserver, og de bør støttes, ligesom G20 skal være med til at sikre, at andre lande og regioner gør det samme i en koordineret indsats.

FOR DET TREDJE BØR G20-landbrugsministrene anbefale, at de politiske målsætninger om øget brug af ikke-bæredygtige biobrændstoffer skrottes. Den stærkt stigende produktion og forbrug af biobrændstof har betydning på fødevarepriser, for en relativt stor og stigende del af verdens fødevareafgrøder bliver brugt til at lave biobrændstoffer af.

G20 har bedt en række organisationer såsom Verdensbanken, FAO, WTO, UNCTAD, IMF, OECD, IFAD, WFP, IFPRI og FN’s højpanel på fødevarer om at udarbejde en rapport om prisudsving på mad. For et par uger siden kom rapporten så, og i den kommer organisationerne med en historisk klar melding: G20-landene bør afskaffe den lovgivning, som giver mandat til og understøtter biobrændstofsproduktion og forbrug.

Dermed kan bæredygtige biobrændstoffer stadig fremmes, men der vil blive sat en stopper for den hæsblæsende jagt på biobrændstoffer, som Mellemfolkeligt Samvirke for nylig har vist ofte går ud over fattige menneskers adgang til jord og mad.

Det globale fødevaresystem er skævt og fungerer dårligt. Verden producerer fødevarer nok lige nu, men fordelingen er uhyggeligt skæv. Størstedelen af verdens fattige og sultne lever i landdistrikter, det er dem, det handler om, når verdens fremgang og bæredygtige udvikling skal sikres.

G20-landene har magten. Også til intet at gøre. Men har de agten til at gøre høje fødevarepriser og en milliard menneskers sult til deres vigtigste politiske udfordring lige nu? Problemet går ikke væk, og løsningerne er komplekse og dyre, men omkostningerne ved ikke at handle er endnu større. For alle.

Trine Pertou Mach er forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke