Den offentlige debats vilkår er uforudsigelige

Medierne henvendte sig også til Marlenes Winds rektor, Ralf Hemmingsen. Ikke fordi han er ”overdommer” i EU-spørgsmål eller andre faglige spørgsmål. Universitetet har et hierarki, hvor lederne har et økonomisk, personalemæssigt og organisatorisk ansvar. Men inden for hvert fagområde er der nogle helt andre hierarkier, de faglige, hvor professorer er på højeste niveau. Hvis man vil undersøge lødigheden af en professors faglige vurderinger, kan man henvende sig til andre professorer på andre institutter eller universiteter inden for samme fagområde. Som jeg tidligere i denne spalte har nævnt, så udnyttes de muligheder alt for lidt. Der er en tendens til, at alt for få høres inden for de forskellige fagområder.

Men medierne var mere interesserede i personspørgsmålet end i grænsekontrollen og EU. De henvendte sig der, hvor man formodede, at arbejdsgiveransvaret lå. Rektor udtalte så, at det ville forringe den offentlige debat, hvis eksperter ikke turde udtale sig. Han kunne have tilføjet, at ifølge loven skal universitetseksperter faktisk stå til rådighed for den offentlige debat. Der er altså tale om en pligt, som nogle påtager sig mere villigt end andre. Med risiko for at begå fejl. Med risiko for at få ørerne i maskinen. Men for nogle af os er det også vigtigt, hvis vi kan bidrage med noget til det samfund, som lønner os.

Jeg deler rektors frygtfor, at alt for mange universitetsfolk hellere vil tie end bidrage til den offentlige debat, hvis der øves pres mod forskere, der udtaler noget, der er kritisk over for regeringen eller andre. Det er i den forbindelse vigtigt, at lederne støtter deres medarbejdere og ikke selv bliver bange for eksempelvis at miste bevillinger.

Kontakt med journalister foregår på deres vilkår, ikke på eksperternes. Man kan blive ringet op når som helst. Journalisten kan have få minutter tilbage, før artiklen skal afleveres. Der kan opstå misforståelser, som blandt andet kan skyldes, at journalisten ikke er godt nok hjemme i emnet, og der kan være tale om fejlhøringer. Så må man korrigere: Engang da en avis havde fejlciteret mig på en forside, bad jeg om en korrektion. Den kom da også: Otte dage senere, småt opsat på side 17!

Ingen er fuldkomne, hverken politikere, journalister eller eksperter. Der er dog intet, der bliver bedre, hvis nogen presses til at tie. Det er bedre for demokratiet og for os alle at give plads. Også til menneskelige fejl.

Apropos korrektioner: I sidste uge skrev jeg på denne plads, at de økonomiske vismænd så sent som i juni 2006 afviste at diskutere en finanspolitisk stramning. Det er heller ikke forkert. Men den daværende ”overvismand”, Peter Birch Sørensen, har venligt gjort mig opmærksom på, at regeringens officielle politik var, at det reale offentlige forbrug ikke måtte stige mere end 0,5 procent om året. ”Vismændene” lagde i deres beregninger en smule oveni, men de kunne ikke forudse, at det offentlige forbrug fik lov til at vokse med 2,8 procent i 2006 og med 1,3 procent i 2007. Det var det, der skabte den økonomiske overophedning efter Birch Sørensens vurdering. Min fremstilling ydede ikke ”vismændene” retfærdighed, men eksemplet bekræfter også min pointe om, at det kan være svært for økonomer at forudse.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet