Avisredaktioner over hele verden hoppede på historien om en jødisk domstol, der dødsdømte en hund
Nogle historier er ganske enkelt for gode til at være sande. Og det har vist sig at være tilfældet med historien om den jødiske domstol, der dømte en hund til døden ved stening.
Ifølge historien, som også blev bragt i Kristeligt Dagblad, havde en ultraortodoks jødisk domstol dømt en hund til døden ved stening, blandt andet med den begrundelse, at hunden var besat af ånden fra en ikke-religiøs advokat.
Historien blev først bragt i den israelske avis Maariv, hvorfra den hurtigt bredte sig til toneangivende og anerkendte medier som
BBC,
CNN og The Telegraph.
Den jødiske domstol, der blev omtalt i artiklen, kunne dog ikke genkende mediernes gode historie og henvendte sig derfor til Maariv, som efterfølgende bragte et dementi og en beklagelse.
For at slå det helt fast at en hund aldrig er blevet dømt til stening, har retten nu udsendt en redegørelse for, hvad der virkelig skete.
"Der er intet grundlag for stening af hunde eller noget andet dyr i den jødiske religion. Hunden fandt en plads i hjørnet af retssalen. Og børnene var begejstrede for at se den. Der var hundredevis af børn udenfor. De er vant til at se hjemløse katte, men de fleste har aldrig set en hund før. Det eneste, vi gjorde, var at ringe til kommunen, så de kunne få nogen til at fjerne den", lyder det fra retten ifølge avisen
The Jewish Chronicle.Retten understreger samtidig, at der aldrig har været talt om en besat hund eller om ånden fra en advokat.
Hvordan historien overhovedet er opstået, forklares ikke, hverken fra avisen Maariv eller fra retten.
Også Kristeligt Dagblad beklager at bringe historien, som nu er fjernet fra hjemmesiden.