KRONIK: Vi elsker vort land, men ved midsommer mest

Direkte radio med reporteren Gunnar Nu Hansen, der med begejstring brugte ord til at skabe billeder. 40.000 tilskuere i Idrætsparken med kongeparret i spidsen og resten af Danmark hjemme ved højtalerne. Og som de dog kunne spille, dem fra Danmark af: Johannes Pløger, Carl Aage Præst, Ivan Jensen, Jørgen Leshley, Karl Aage Hansen, Harald Lyngsaa og alle de andre.

3-1 til Danmark. Sikken vi kan, når vi står sammen, jublede hele Danmark. Fællesskabet og stoltheden slog næsten benene væk under os, vores nationale selvfølelse gav ranke rygge – og så cyklede vi til sankthansbål på stranden om aftenen og sang, at vi elsker vort land.

Vi drenge gik ret meget op i fodbold, så i de følgende dage før sommerferien sang vi fædrelandssange henne i skolen, så det kunne høres. H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”, Drachmanns ”Du danske mand af al din magt”, Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst” og Thøger Larsens ”Du danske sommer, jeg elsker dig”.

Jeg oplevede samme følelser under andre forhold, da jeg en midsommer midt i 1960’erne var ovre på Danmarks yderpost mod øst, klippeøen Christiansø ude i Østersøen, 20 kilometer nordøst for Bornholm.

Jeg lå i solen på en af klipperne en håndsbredde fra vandkanten med nærgående måger og læste om fæstnings­øens gamle danske historie. Og selvfølgelig også den velskrevne ”Status på Skæret” af øens læge, Tage Voss, som jeg snakkede med dagen efter, da vi sammen med mange andre stod nede på havnen for at tage imod postbåden ”Peter” fra Bornholm.

Om eftermiddagen hørte jeg kunstmaleren Henning Køie trylle med sin harmonika og spille sin egen ”Ud på flisen, Karoline” ved bordene uden for købmanden, mens øens børn løb rundt til alle huse og råbte ”Dans på Månen”. Så om aftenen var vi mange, der gik over til naboøen, Frederiksø, til dans i forsamlingshuset ”Månen” i den lyse, lune nat.

De midsommerdage glemmer jeg aldrig. Jeg kom over til Christiansø fra en travl hverdag som journalist på TV-Avisen i København og oplevede, at historiens vingesus førte mig tilbage i tiden og fastholdt mig i mine danske rødder med fællesskab på de små øer i Østersøen med knap 100 indbyggere, som med et glimt i øjet stadig kaldte Forsvarsministeriet for Krigsministeriet. Og hvor lys og natur tiltrak kunstnere, mens dyrelivet var domineret af sølvmåger, edderfugle og frøer, der kvækkede højlydt, som om de ville overdøve tågehornet fra Store Tårn.

Der er megen gammel folketro omkring sankthans.

De mange danske helligkilder giver for eksempel helbredelse og sundhed, hvis man drikker af vandet eller kommer det på kroppen.

Jeg oplevede det, da jeg fik mit første embede som sognepræst i Korup ved Odense i 1979, og et par klasser henne fra skolen fandt en ukendt kilde på marken ved kirken. Vandet var rent, vi drak af det i kirken, og alene troen på, at det gav sundhed, betød, at vi følte os særdeles raske og i god form – så vidt jeg husker.

Nå, rent vand skader nok ikke, og måske betyder tro og vilje i det hele taget meget mere, end vi erkender i det daglige. Også når det gælder kroppens funktioner.

Og der er gamle traditioner.

Inde i Leestrup Skov på Sydsjælland står der for eksempel et 400-årigt egetræ, der kaldes Klude-træet eller Klude-egen. Vi tog derud, da jeg var sognepræst i Præstø og Skibinge i 1980’erne og 1990’erne og oplevede, at netop ved sankthans var der hængt ekstra mange klude og tøjstumper op i træets grene – for det betød lykke og sundhed.

Om aftenen – sankthansaften – holdt vi derpå gudstjeneste i den gamle landsbykirke i Skibinge efterfulgt af bål udenfor med sang og båltale. En skik, der stadig holdes i hævd i dér og ved andre danske kirker.

Juleaften har vi hønisser, stuenisser og mange andre nisser, der med tiden er blevet rare og gode, og sankthansaften sætter vi en papheks op på bålet og sender hende til Bloksbjerg i Tyskland, hvor alle hekse samles hos Djævelen.

Overtro? Ja da, men symboler på, at vi siger ja til det gode og nej til det onde, hvilket til syvende og sidst er en væsentlig del af kristentroens fundament sammen med næstekærligheden.

Med andre ord: Kristentro og sankthansfest går hånd i hånd med den lyse midsommeraften som naturens jordnære bekræftelse på, at lyset er stærkere end mørket – og det kan der nok spindes en ende over både i kirken og ved bålet her i midsommeren år 2011.

I kirken tales om, at Johannes Døberen var med til at bane vejen for verdens lys, Guds søn, Jesus, der siger til os i dag, at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv – og ved bålet hygger man sig med fællesskabets traditioner og værner med stolthed om vort fædreland og modersmål i sang og tale.

Og midt i det hele smutter et par unge piger måske ud på engen og plukker ni forskellige slags blomster, som de senere lægger under deres hovedpuder i midsommernatten. For så kommer de til at drømme om den mand, de bliver gift med. Det er kendt sag.

God sommer!

Paul Zebitz Nielsen er journalist, præst og foredragsholder