Præster lever på biskoppens nåde

Rusland har et af verdens højeste antal selvmord pr. indbygger. Ifølge WHO begik 53,9 ud af 100.000 mænd selvmord i Rusland i 2009. Til sammenligning tog 17,4 mænd ud af 100.000 livet af sig selv i Danmark samme år. Selvmord er således ikke en ukendt begivenhed i Rusland, men debatten i disse dage handler om, hvorfor det nu også går så vidt inden for kirkens egne rækker, og i særlig grad, hvad der er årsagerne hertil.

Først og fremmest er der rejst en kritik af præsternes arbejdsvilkår og den strukturelle relation til biskopperne. Den ortodokse kirke er hierarkisk opbygget. En kirke med flere præster har en 1. præst, en 2. præst, en 3. præst og så videre. Den præst, som er højest i hierarkiet, tjener mest og bestemmer over de andre. Over præsterne har den lokale biskop myndighed og fungerer som chef. Dette system blev opbygget tilbage i koncilietiden og er en del af den kanoniske lov.

En dygtig biskop kan forfremmes til et større og vigtigere af Ruslands 49 biskopdømmer. En ny biskop vælges oftest ikke blandt præsterne i området, men udpeges fra Moskva. Dette betyder, at biskoppen ses som ”fremmed” af menighederne – og af præsterne – i deres stift. Når en ny biskop indsættes, skaber det ofte uro i form af personalerokeringer og fyringer.

Præsterne oplever at stå i et stærkt afhængighedsforhold til den lokale biskop, som ofte skal tage stilling til anklager om korruption eller anden form for misrøgt. Særligt sårbare er præsterne over for anklager om økonomisk korruption, hvilket har at gøre med den uigennemsigtige lønningspolitik. Præsterne lever primært af menighedens frivillige bidrag og af de tjenester, for eksempel dåbshandlinger og salg af lys, som kirken tilbyder. Principielt skal alle bidrag bogføres, men en sådan form for økonomi har i sagens natur en løs bagkant, som af og til fører til anklager mod præsterne. Da kirken desuden har sin egen domstol og forbeholder sig retten til at dømme sine ansatte ved den kirkelige domstol, hvor biskoppen præsiderer, bliver præsternes situation endnu mere afhængig af et godt forhold til biskoppen.

I forhold til den verserende sag om fader Peters selvmord har biskoppen i Vjatkastiftet, som Kirov-regionen benævnes, forholdt sig tavs. I stedet har Moskva-patriarkatets talsmand, Vsevolod Chaplin, beklaget situationen, men har samtidig understreget, at der har været tilfælde i Vjatka, hvor ”præster har taget fejl af deres egen og af kirkens kasse”. Set fra Moskva-patriarkatets side drejer sagen sig således om en loyal biskop, der prøver at skabe orden i et stift, hvor præsterne har haft fingrene for langt nede i kirkebøssen.

I Rusland lyder et ordsprog: ”Der er højt op til Gud, og der er lang vej til Moskva”. Det er et spørgsmål, hvorvidt debatten om fader Peters selvmord vil ændre på aktualiteten af dette ordsprog.

kirke@k.dk

Annika Hvidthamar er lektor i religions-videnskab på Syddansk Universitet