Ritzau |
23. juni 2011
Der skal flere ynglende fugle til Tøndermarsken, og det skal ske ved at udrydde størstedelen af områdets ræve.
Det er fortsat holdningen hos Miljøministeriet, som i går fremlagde en ny redegørelse – udarbejdet af Naturstyrelsen – om marsken.
LÆS OGSÅ: Ellemann må udskyde åbning af nationalpark”Jeg ser gerne, at vi får forøget bestanden af fugle i marsken. Også selvom det betyder, at vi må reducere antallet af ræve betydeligt,” siger miljøminister Karen Ellemann (V).
Hos Dansk Ornitologisk Forening er man imidlertid skuffet over redegørelsen.
”Miljøministeren har ikke undersøgt muligheder for yderligere fredning af Tøndermarsken, og hun har heller ikke sikret en bedre beskyttelse af områdets unikke naturværdier. I stedet stikker hun hovedet i busken og prøver at vinde tid ved at udsætte yderligere beslutninger til efter næste valgperiode, lyder kritikken videre, ” siger næstformand Niels Riis.
Heller ikke hos Socialdemokraterne er man tilfreds med Karen Ellemanns plan.
Sammen med ornitologerne stiller oppositionspartiet spørgsmålstegn ved, om det er realistisk at fjerne 89 procent af rævene.
Det vurderer Danmarks Miljøundersøgelser som nødvendigt for, at fuglebestanden kan komme tilbage til det ønskede niveau fra 1980’erne.
”Rapporten præsenterer ingen handlingsplan for, hvordan miljøministeren vil sikre, at 89 procent af rævene reelt bliver udryddet – eller dokumentation for at det overhovedet er muligt,” siger Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov./ritzau/