DER SKULLE NETOP VÆRE TALE om en grænsemarkering til det Tyskland, hvis ambassadør i Danmark på sit lands vegne udtrykte sit ubehag ved den aftale, som pludselig ikke bare blev en politisk aftale om nogle ekstra toldere, men blev et ønske om en reel grænsedragning. Hvilket betød en voldsom understregning af en forskel mellem regeringen og Dansk Folkeparti i synet på Danmark.

I Venstre har vi den stærke opfattelse, at det Danmark, vi kender og holder af, netop er et åbent Danmark, et Danmark, der gennem århundreder har været præget kulturelt og på anden måde af mennesker, som kom udefra. Bare tænk på polakkerne, vi havde så hårdt brug for som arbejdskraft engang. Eller tænk på hollænderne, som kom hertil efter indbydelse fra Danmark for at lære os at dyrke grøntsager. I årevis for ikke så længe siden kom tyske embedsmænd hertil og prægede i den grad styret her i landet. Danmark har dertil altid været en søfartsnation – ja, i det hele taget: Danmark har ikke været en ø og må ikke blive en ø.

I Venstre har vi altid som base haft sætningen ”Frihed til forskellighed”. Vi har troet på det åbne samfunds nødvendighed, hvis et land skal udvikle sig. Globaliseringen og internationaliseringen, hvor varer og mennesker kan bevæge sig over grænser, tror vi er en forudsætning for en blomstrende økonomi og en blomstrende kultur.

BARE DISSE FÅ BEMÆRKNINGER viser, at VKO-samarbejdet siden 2001 ikke har været det letteste, fordi de politiske holdninger er så forskellige. Alligevel er dette samarbejde på mange måder lykkedes. Aftalen om efterlønnen, som Dansk Folkeparti ikke brød sig meget om, er et eksempel på, at man kan nå politiske resultater, hvis man bøjer sig mod hinanden.

Men når så tonen bliver så voldsom og så fordømmende blandt andet mod Tyskland, som den har været i den forløbne uge, når den tyske ambassadør får at vide, at han ikke skal ”blande sig”, og ikke skal komme ”rendende”, fordi han har ”noget muggeri, han vil af med” og når håbet om, at alle andre lande vil kopiere vores kommende kontrol ved grænsen, og når man ”personligt er ligeglad med, at Danmark bliver ekspederet ud af Schengen” (altsammen hentet fra Pia Kjærsgårds kronik i dagbladet Politiken i forrige uge), så får en aftale, som vi andre nødtvungent kunne leve med, en karakter og nogle vinkler, som bliver for meget.

For så betyder retorikken, at aftalen bliver pustet op til langt mere, end den er, at vi skader vores forhold til andre lande, og at vi ødelægger vores omdømme og mister vores karakter af et lille demokratisk og åbenttænkende land.

Bedre bliver det ikke af, at Tyskland får revet sin fortid i næsen, og at vi, der tror på nødvendigheden af et europæisk samarbejde, bliver anklaget for at være ”håndlangere for EU”.

Dansk Folkeparti må naturligvis sige, hvad de mener er rigtigt for dem at sige. Men når retorikken bliver som i de sidste uger, så må vi andre sige fra, for ellers bliver vi slået i hartkorn med udtalelser og holdninger, vi ikke deler.

Britta Schall Holberg (V), folketingsmedlem og tidligere indenrigs-, sundheds- og landbrugsminister