Håber denne kronik vil give anledning til en åben og saglig debat.
Et studie af den fascistoide fristelse i trediverne, personificeret i Kaj Munk, kunne måske gøre os klogere på det at værne om demokratiet. Hvis man tror på, at vi kan lære noget af historien.
Men hvis denne debat løber ind i den sædvanlige fløjkrig, hvor det gøres til det væsentlige, at "højrefløjen", "de borgerlige" eller "nationalister" bærer på en tung arv, og derfor skal holdes nede af de sande demokrati-elskere: venstrefløjen; så kommer vi ingen vegne.
Det er jo så aktuelt. Den grusomme nationalisme, som vil have grænsebomme o.s.v.
Den brune flodbølge, som skyller over Danmark.... Voldsomme følelser sættes i gang.
For hvordan var det nu det var i 60-erne og 70-erne med venstrefløjens blinde beundring for marxismens absolutte ideer, Stalins og Maos vidunderlige "folkediktaturer" - den villede blindhed over for totalitarismens rædsler - når bare den var imod den hjemlige borgerlighed? Holocaust-studier ja, men tal ikke om Gulag Øhavet.
Aktuelt ville et studie i totalitarisme-fascination være særdeles nyttigt, hvis det vel at mærke ikke går nogen af fløjenes ærinde.
Lige nu råbes der højt om nationalismens fare - og det multi-nationale, multi-kulturelle og multi-religiøse samfund er det store håb.
Totalitarisme er kendelig på, at den forfølger, eller ønsker at forfølge, sine kritikere. Det har i hvert fald været vanskeligt at kritisere multi-ideen.
I øjeblikket gøres der i FN et stort arbejde på at gøre religionskritik til en forbrydelse.
Samtidig med at en religiøs/totalitær bevægelse som islamismen fascinerer mange.
Denne totalitære bevægelse har "højrefløjsværdier"; men beskyttes ifølge nogle iagttagere især af venstrefløjen. (Kritikere af den båses som (ekstrem)højrefløj)
Kunne Kaj Munk-studier gøre os klogere på den situation, så har denne dramatisk begavede, og selvfølgelig såre menneskelige person, været os til "nutidig gavn".

Ja, en studie i totalitarismens fascination ville være velkommen. Mange intellektuelle i trediverne flirtede med både fascismen og kommunismen. Marxismen havde også en fascinationskraft for de unge i tresserne og halvfjerdserne. I dag har vi så en tilsvarende optagethed af islamismen.
Det er især unge (har endnu ikke en fuldt dannet identitet), som føler en vis tiltrækning for sådanne enkle svar en totalitær ideologi kan give.
Traditionelt gør man meget ud af en kunstig skillelinje mellem højre/venstre radikalitet. Faktum er, at personlighedsmæssigt er der ikke forskel på de personer, der sværger til det højreekstreme, og dem der går ind for venstreradikale tanker; det har en britisk psykolog ved navn Hans Eysenck påvist for et par tiår siden.
Man kunne med en fællesbetegnelse kalde kommunister, nazister og islamister for henholdsvis rød, brun og grøn (ikke noget med økologi) fascisme.
Alle tre fascismer har nogle grundholdninger fælles blandt andre: terror, foragt for svaghed, voldsintimidering, udryddelse (af modstandere).

Udmærket, at KrD bringer denne kronik, der kaster lys over en fortrængt side af dansk politisk historie i 1930-40’rne. Modsat Tyskland har vi ikke på officielt plan evnet eller villet tage et opgør med denne fortrængte del af vores fortid. Der var uhyggeligt mange herhjemme, der lod sig friste af nazismens og fascismens lette løsninger på tidens store problemer med arbejdsløshed, inflation og social uro til trods for, at det ikke skortede på advarsler allerede i 30’rne om, hvad der foregik i Tyskland.

En indikator for, hvor udbredt den nazistiske virus dengang var herhjemme, er antallet af danskere, der mistede livet i kamp for Nazityskland på østfronten: ca. 4000 frivillige danskere faldt i Hitlers tjeneste, hvoraf de fleste var frivillige medlemmer af Schalburgkorpset – et tal, der er højere end antallet af danskere, der mistede livet i kampen mod nazismen. Den side af historien hørte vi ikke noget om i min skoletid i 60’rne.

Men nu er det jo ikke hele sandheden om denne epoke, vi får præsenteret i Henning Tjørnehøjs kronik – bl.a. kommer han ikke ind på sit eget partis lidet glorværdige rolle dengang, fx behandlingen af tyske flygtninge, der i 30’rne troede de kunne søge ly heroppe; socialdemokratiske ministres opfordringer til positivt at samarbejde med besættelsesmagten i de første år af besættelsen, og det på mange måder parodiske retsopgør, der fulgte i årene lige efter besættelsen, anført af ledende socialdemokrater. Her er der rigeligt stof til en ny kronik, Henning Tjørnehøj!

En samarbejdsregering var dog bedre end nazistiske forbrydere!

monitor2 skrev:

Angående socialdemokraternes holdning til nazismen:
Jeg har nogle gange siddet i kælderen under Sønderborg Bibliotek og læst aviser fra 30-erne.
t&endensen her er tydelig:
Den konservative JydskeTidendes holdning til de tyske nazister er neutral til positiv.
Venstreavisen ( Dybbøl-Posten) er neutral til kritisk.
Den socialdemokratiske er kritisk til negativ.
Det bør også erindres, at f eks Knud Højgaard skrev vrede breve til Stauning og beklagede sig over de socialdemokratiske avisers uvenlige holdning til Tyskland.
At regeringerne så siden valgte at være pragmatiske i deres holdning til besættelsesmagten, skyldes vel et ønske om at lade landet komme så let igennem som muligt.
Det er en holdning man kan være enig eller uenig i, men det er lidt for let at sidde her 70 år senere og skælde de mennesker ud, som stod i situationen.
At så enkelte socialdemokrater som personer måske var lidt for ivrige i forhold til besættelsesmagten er beklageligt, men bør vel ikke komme partiet til skade..

Søren Jessen skrev:


Ja, det har du utvivlsomt ret i – men når du skriver, at det handlede om ”at lade landet komme så let igennem som muligt”, så er der nogle mennesker, herunder undertegnede, der ville tilføje ordet ”æreløst”, altså let og æreløst. Vi kommer ikke udenom, at den overvejende del af pressen, fagbevægelsen, arbejdsgiverorganisationerne og politikerne, kort sagt hele det danske Establishment, i besættelsens første tre år aktivt støttede den politiske kurs, som besættelsesmagten havde udstukket for Danmark. Men det er en diskussion, vi nok aldrig får afsluttet, fordi den dybest set handler om forskellige grundholdninger til, hvordan man bør forholde sig til et tyrannisk styre. Debatten mellem professorerne Hal Koch og K.E. Løgstrup som gengivet i bogen Venskab og strid, viser tydeligt de dilemmaer, man som menneske kommer til at stå overfor i den slags situationer.



Det er jeg ikke enig med dig i. Der er ikke tale om at tage let på problemerne - se ovenfor - men der er naturligvis den vigtige forskel – det medgiver jeg gerne -, at vi, modsat dengang, er i den heldige situation, at vi ”kun” skal stå til regnskab overfor vores samvittighed og skaber, når vi overvejer disse ting idag.



Enkelte socialdemokrater, skriver du – javel, men nogle af dem var dog ret fremtrædende og indflydelsesrige personer som justitsminister K. K. Steincke, statsminister Vilhelm Buhl (efter Staunings død) og forfatteren Harald Bergstedt – alle gode socialdemokrater. Sidstnævnte fik efter krigen dom for aktivt at have støttet besættelsesmagten gennem sin virksomhed som journalist ved den nazistiske avis Fædrelandet. Steincke og Buhl slap derimod let igennem retsopgøret efter besættelsen, selvom de og andre ledende socialdemokrater havde vist sig særdeles tilpasningsvillige i forhold til den ”… nyordning af forholdene i Europa, hvor det vil være Danmarks opgave at finde sin plads i et nødvendigt og aktivt samarbejde med Stortyskland.”, som daværende udenrigsminister Scavenius i begyndelsen af besættelsen udtrykte det på regeringens vegne.

Nej det var så sandelig, ikke socialdemokraternes indsats under krigen, der bevirkede, at vi trods alt efter krigen blev regnet til de allierede. Havde det stået til England og Sovjet, var det næppe sket – men nu havde vi jo Grønland, som var strategisk vigtig for amerikanerne… så derfor lykkedes det med hiv og slæb.

monitor2 skrev:
Nu var hverken Steincke eller Buhl med i Globus.
Det var det som det indlæg handlede om,som jeg svarede på.
Regeringens bestræbelser gik ud på at få landet, befolkningen, så uskadt gennem krigen som muligt.
Det kan højrøstede nationalister så godt i dag kalde æreløst.
Det var såvist heller ikke hverken Venstres eller de konservatives indsats der hjalp os.
Jeg der overlevede besættelsen, måske på grund af regeringens indsats ( eller mangel på samme), er ikke utaknemmelig.

Søren Jessen:
Forstår ikke rigtigt din bemærkning om nationalisme. Jeg betragter bestemt ikke mig selv som specielt nationalistisk.
Enig i, at hverken Venstres eller de konservatives indsats i disse år var noget at prale af - det var der få politiske partier om nogen overhovedet, der havde grund til.