Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Kongehusets vanskelige balancegang mellem nærvær og distance til din ven.
Kongehusets vanskelige balancegang mellem nærvær og distance
Ved den seneste barnedåb, hvor kronprinsparrets tvillinger blev døbt, sendte begge de to store kanaler seks-syv timer live fra begivenheden. Mange indvendte, at mindre kunne have gjort det, men fra tv-stationernes side handler det om den indbyrdes konkurrence.
- Keld Navntoft/Scanpix.
Læs også
Emneord for denne artikel
De fleste mener, at royalt stof fylder stadigt mere i medierne. Men det er en sandhed med modifikationer, når man ser historisk på det, skriver historiker Jes Fabricius Møller, som i tre artikler belyser kongehusets forhold til medier, kristendom og demokrati
Der er almindelig enighed om to generelle tendenser i forholdet mellem kongehuset og pressen. Man antager for det første, at kongestoffet fylder mere og mere, og for det andet, at pressen går stadig tættere på.
Der er meget rigtigt i de to antagelser, men hvis man ser på dem i et historisk perspektiv, bliver billedet lidt mere sammensat.
LÆS OGSÅ: Svenske aviser kræver kongens afgang
Jeg må med det samme bekende, at jeg er lidt inhabil, når det handler om kongehuset og pressen. Jeg er selv blevet en del af det, der ofte kaldes et mediecirkus. Jeg har ved flere lejligheder deltaget som kommentator for Danmarks Radio, når der har været transmissioner fra store kongelige begivenheder. I dagene efter at have optrådt på skærmen bliver jeg ofte mødt med bemærkningen ”Jeg så dig i fjernsynet”, fulgt af nogle bemærkninger om det, jeg har sagt, men der følger også meget ofte en eftersætning i stil med: ”Ja, nu interesserer kongehuset mig jo egentlig ikke, men jeg havde lige tændt for fjernsynet alligevel.”
Annonce
Den type seer udgør en meget stor del af publikum, og det er også forklaringen på et andet fænomen, nemlig at transmissionerne fra de kongelige begivenheder er så utrolig lange i forhold til mange andre udsendelser. Det blev bemærket af mange i forbindelse med den seneste barnedåb, hvor begge de to store kanaler sendte seks-syv timer live fra begivenheden. Mange indvendte, at mindre kunne have gjort det, men fra tv-stationernes side handler det om den indbyrdes konkurrence. De skal dække begivenheden så bredt, at der er en chance for at få fat på de troløse seere. Man kalder det til og fra-udsendelser, altså programmer, som man kan have kørende i baggrunden, mens man går og vasker op, passer ungerne eller sorterer sine sokker. Kun en mindre del af seerne sidder faktisk alle syv timer i træk foran flimmeren. Under alle omstændigheder handler det om, at seerne skal føle sig velkomne, når de kigger forbi. Derfor er ”stemningen i studiet” meget vigtig. Den skal være hyggelig og imødekommende uden at være indforstået. Seerne må ikke føle, at de overværer en fest, som de ikke er inviteret med til. Der stilles derfor også det krav til de indbudte eksperter, at de kan formidle budskabet kort, klart og hyggeligt med vægt på det sidste.
Der er meget rigtigt i de to antagelser, men hvis man ser på dem i et historisk perspektiv, bliver billedet lidt mere sammensat.
LÆS OGSÅ: Svenske aviser kræver kongens afgang
Jeg må med det samme bekende, at jeg er lidt inhabil, når det handler om kongehuset og pressen. Jeg er selv blevet en del af det, der ofte kaldes et mediecirkus. Jeg har ved flere lejligheder deltaget som kommentator for Danmarks Radio, når der har været transmissioner fra store kongelige begivenheder. I dagene efter at have optrådt på skærmen bliver jeg ofte mødt med bemærkningen ”Jeg så dig i fjernsynet”, fulgt af nogle bemærkninger om det, jeg har sagt, men der følger også meget ofte en eftersætning i stil med: ”Ja, nu interesserer kongehuset mig jo egentlig ikke, men jeg havde lige tændt for fjernsynet alligevel.”
Mange længes tilbage til dengang, Poul Jørgensens saglige og enlige røst var de eneste kommentarer, man hørte, og Danmarks Radio var den eneste kanal. Medietrykket var meget mindre dengang, men passer det nu også, at kongestoffet fyldte mindre i gamle dage?
Ikke hvis man sammenligner med den første store tv-transmitterede begivenhed i det danske kongehus, den nuværende dronnings bryllup i 1967. På selve bryllupsdagen den 10. juni sendte Danmarks Radio i alt seks en halv times fjernsyn. Der var som bekendt kun den ene kanal. Af dem var der en halv times børneudsendelse og godt en halv times nyheder. Resten var transmission fra vielsen i Holmens Kirke, festbanketten på Fredensborg og en dansk-fransk gallaaften. Det vil sige, at 85 procent af sendefladen på dansk fjernsyn den dag var optaget af tronfølgerens bryllup. I dag sendes der sammenlagt flere timer fra de kongelige begivenheder, men fordi det samlede udbud af kanaler er så meget større, er det i dag muligt at tænde for sit fjernsyn og helt undgå kongestoffet, hvis det er det, man vil. Det kunne man ikke i 1967.
Brylluppet i 1967 var kulminationen af en udvikling, der var begyndt 100 år tidligere. Allerede ved fremkomsten af den teknik, der muliggjorde hurtig massefremstilling af reportagebilleder i en høj kvalitet i midten af det 19. århundrede, dækkede bladene kongestoffet tæt med illustrationer. Ved den senere Frederik VIII’s bryllup med den svenske prinsesse Lovisa i 1869 blev både vielse og hjemkomsten til København dækket med store helsides-illustrationer i det førende billedmagasin, Illustreret Tidende. Da radioen kom til, blev den også inddraget. Kronprins Frederik og prinsesse Ingrids bryllup i 1935 blev transmitteret i radioen i både Danmark og Sverige.
Der var et marked for kongestoffet, og i de første årtier af det 20. århundrede begyndte nogle af aviserne at lægge en ny stil. Konservative blade opretholdt stadig en servil ærbødighed i omtalen af de kongelige, mens den radikale avis Politiken havde en mere ironisk distance til stoffet.
Dertil kom, at aviserne ikke længere lod sig nøje med det stof, som de fik serveret, men begyndte at opsøge det aktivt. Den pæne Berlingske avis mente i januar 1935 at have sikker underretning om, at den danske kronprins ville forlove sig med den svenske prinsesse Ingrid, og smed historien på forsiden i fuld bredde. Dagen efter måtte avisen trykke et dementi på direkte foranledning af kongens kabinets-sekretær. Der var røde ører i Pilestræde.
Allerede i marts samme år havde Politiken præcis den samme historie i samme opsætning på forsiden, nemlig at kronprinsen, der var på vej til Stockholm, havde til hensigt at forlove sig med den svenske prinsesse. Politiken gik endda så vidt som at afsløre sin kilde til historien, idet avisen refererede en telefonsamtale mellem det unge par. Hvordan Politiken havde aflyttet telefonen, fremgår ikke af historien, men man må formode, at en ansat ved telefonselskabet var kilden.
Det fremgik endvidere af samtalen, at parret ønskede at undgå den ventende presse på Stockholms banegård. Kronprinsen skulle stige af toget uden for Stockholm, hvor Ingrid ville hente ham i bil. Desværre for parret havde enkelte journalister som for eksempel Politikens korrespondent lugtet lunten, og de stod og tog imod sammen med den kommende brud på Södertälje Station, da kronprinsen steg af. Problemet løste den resolutte og bilglade Ingrid ved at træde sømmet i bund på sin amerikanske bil og køre fra alle med 100 kilometer i timen. Sådan er historien i hvert fald refereret af Politikens egen reporter, Den Gyldenblonde alias Povl Sabroe.
Denne begivenhed var udtryk for et stærkt øget mediepres på de kongelige, og det indebar også, at kongehuset måtte udvikle et mere aktivt forhold til offentligheden. Den måtte til at give pressen, hvad den havde brug for til at kunne sælge blade. Man måtte imødekomme et behov.
Det var ikke så vanskeligt at omgås pressefolk for den senere Frederik IX, der var af et jovialt og ligefremt gemyt. Kronprinsesse og senere dronning Ingrid var lidt mere reserveret i sin stil uden at støde folk fra sig. Vigtigere er, at hun antagelig var strategen bag den større åbenhed over for pressen, som blev introduceret i 1940’erne. Indtil da var hovedparten af de billeder, som offentligheden så af kongefamilien, taget ved officielle begivenheder. Kongefamilien stillede nu langt oftere op til fotografering i civil. Hensigten var at skabe et billede af kongefamilien som en jordnær og almindelig familie, der repræsenterede værdier, som danskerne kunne identificere sig med.
Under krigen lod tronfølgerparret sig for eksempel fotografere på cykel som et udtryk for, at de om ikke delte vilkår med, så dog havde kendskab til den almindelige borgers livsbetingelser. Selv den gamle træmand Christian X indvilgede i at lade sig fotografere, mens han foregav at lege med børnebørnene.
Strategien var klar og ved en enkelt lejlighed endog lidt for tydelig. I 1949 var Skoleradioen inviteret indenfor på Amalienborg hos den unge kongefamilie. Frederik IX viste rundt i det, der ifølge ham selv ”i virkeligheden ikke adskiller sig så forfærdeligt meget fra et ganske almindeligt normalt dansk hjem.” Så vidt så godt, men umiddelbart efter fortsatte kongen med ordene ”Her er vi så inde i den første sal, den med gobelinerne”, og så var enhver forestilling om dansk normalitet jo forduftet. Det var selvfølgelig også ondskabsfuldt af tilrettelæggeren ikke at klippe den ud, for hoffet havde jo dengang en velbegrundet forventning om, at Danmarks Radio optrådte loyalt mod de værdier, som kongehuset ønskede at repræsentere.
Strategien var så vellykket, at den kunne fastholdes indtil for nylig. Den danske presse tager stadig ikke metoder i brug, der ligner Politikens i 1930’erne, men presset øges mærkbart. Medierne får ikke alt, hvad de skal bruge, af hoffet selv. Samtidig er det for eksempel blevet meget vanskeligere for medlemmer af kongehuset at færdes i det offentlige rum endsige i nattelivet, fordi enhver mobiltelefon er udstyret med et kamera, der kan dokumentere enhver adfærd, der lader sig tolke som skandaløs.
Måske er der stadig en redaktionel barriere, der gør, at sådanne billeder ikke umiddelbart finder vej til avisernes spalter, men på nettet kan enhver lægge alt ud til global beskuelse på et øjeblik, og dermed nedbrydes barriererne. Da kronprinsessen i 2010 blev paparazzifotograferet sammen med en kvinde, der havde modtaget en dom for narkotikabesiddelse, blev billedet først offentliggjort på nettet, men derfra vandrede historien over i den trykte presse. Sårbarheden er meget udtalt.
Samtidig har dronning Ingrids strategi vist en uforudset svaghed. Strategien gik i sig selv ud på at opfylde offentlighedens behov for billeder og historier ved at give pressen adgang til kongefamilien ved ikke-officielle begivenheder, samtidig med at pressen fortsatte med at rapportere fra de officielle begivenheder som for eksempel bryllupper, jubilæer, statsbesøg og så videre.
Det er ofte blevet formuleret som den nødvendige afbalancering af nærvær og distance. Kongefamilien skal beherske begge dele for at bevare sin legitimitet og relevans. I praksis betyder det imidlertid, at vi i medierne møder kongefamilien enten i galla eller i familiens skød. Lidt groft sagt fremstår kongefamilien i offentligheden derfor som mennesker, der lever en sorgløs og uforpligtende luksustilværelse. Deres egentlige raison d’etre tabes af syne.
Hvis man skal tale om en trussel fra pressen mod kongehuset, kommer den altså ikke nødvendigvis kun fra kritiske eller snagende medier som Se & Hør og Ekstra Bladet. Billed-Bladet har gennem et halvt hundrede år udviklet speciale i at rapportere om kongehusets medlemmer med fokus på familielivet og festerne. Billed-Bladets medarbejdere følger kongehuset herhjemme og på rejser og regner sig selv for at være ”Danmarks royale ugeblad”. Men bladets fidele tilgang til kongestoffet tjener ikke nødvendigvis kongehusets interesser, for kongehusets funktioner tabes af syne.
Hoffet er sin lidt gammeldags facon til trods faktisk ramme om funktionen som statsoverhoved i et moderne demokrati. Det hører til professionaliseringen af netop denne funktion, at hoffet siden 2004 har haft en pressechef, hvis vanskelige opgave det er at føre monarkiet helskindet ind i det 21. århundrede.
kultur@k.dk
Kongehuset dengang og nu
Det danske kongehus har altid fascineret både befolkning og historikere. I en serie på tre afsnit skriver historiker og kongehusekspert Jes Fabricius Møller om kongehuset før og nu under overskrifterne ”Kongehuset og medierne”, ”Kongehuset og kirken” og ”Kongehuset og demokratiet”. Dette er den første artikel i serien. Næste artikel bringes på mandag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste nyt kultur
- 29. maj Livsangst og sproglig klarhed
- 29. maj En profet, der har gennemskuet alting
- 29. maj Et livslangt rollespil
- 29. maj Lys over kulturhistoriske hemmeligheder
- 29. maj Der skal sættes noget nyt ind på kirkekontoen
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 2 |
Den hule europæiske fest |
Clausny
7 timer siden |
| 2 |
Sv. Den videnskabelige... |
HBP
8 timer siden |
| 5 | Sv. Tænk... |
Nederby...
11 timer siden |
| 2 |
Sv. Kan man have omsorg for et... |
Jørgen...
15 timer siden |
| 72 |
Sv. Præst står til kraftig... |
Heinrich R.
16 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
