Ulla Poulsen |
24. juni 2011
Ernest Aryeetey, professor i økonomi ved Ghanas Universitet, mener, at u-lande bør have en plan for at blive uafhængige af udviklingsbistanden
Det hører til sjældenhederne at se en pressemeddelelse fra den amerikanske bilgigant General Motors, som nævner Afrika, men det skete i den forgangne uge, da virksomheden proklamerede, at salget af firmaets biler var steget med 40 procent i Afrika syd for Sahara. Og det er ikke blot bilerne, det ruller for i Afrika. Over halvdelen af Afrikas befolkning lever stadig i absolut fattigdom og må klare sig for mindre end 10 kroner om dagen, men udsigterne til, at deres liv bliver bedre, er til gengæld lysere, end de har været i mange år. Verdensbanken forudser i år en gennemsnitlig vækst på 6,5 procent i Afrika syd for Sahara.
LÆS OGSÅ: Uenighed om u-landsbistandens rækkeviddeBlandt udviklingsøkonomer spørger man sig nu, hvor stor en rolle den internationale udviklingsbistand har spillet for væksten – om nogen – og man leder efter svar på, hvordan bistanden i givet fald også fremover kan gives på en måde, så den støtter væksten bedst muligt.
En af dem er Ernest Aryeetey, professor i økonomi ved Ghanas Universitet og højtstående medlem af en række bestyrelser i udviklingspolitiske organisationer og forskningsinstitutioner. Han er sikker på, at der er en sammenhæng mellem den vækst, Afrika nu oplever, og det faktum, at kontinentet siden 1980’erne har modtaget en stigende mængde u-landshjælp, selvom det stort set er umuligt at udpege den præcise sammenhæng.
”Udviklingshjælp er et af de aspekter ved et lands udvikling, der er vanskeligst at spore. Der sker mange andre ting i Afrika, samtidig med at u-landsbistanden for alvor begynder at komme ind i 1980’erne. Men der er ikke tvivl om, at bistanden har spillet en rolle. Måske først og fremmest i kraft af, at den har ændret såvel den måde, de offentlige penge bliver brugt på, som den måde, regeringen opfører sig på. Hen ad vejen er der kommet en bedre offentlig organisering, myndighederne er blevet mere kompetente og mindre korrupte, retssystemet er blevet udviklet, og man har investeret pengene mere målrettet,” siger Ernest Aryeetey.
Den ghanesiske topøkonom besøgte i sidste uge Danmark for blandt andet at holde oplæg ved et seminar om udviklingsbistand, arrangeret af Danida, det danske udenrigsministeriums afdeling for udviklingsbistand. Temaet for seminaret var netop, hvor meget u-landsbistand har bidraget til at skabe udvikling, og hvordan bistand kan hjælpe med at fremme den økonomiske vækst og skabe højere beskæftigelse?
”Det store spørgsmål for fremtiden er, om bistanden kan struktureres på en måde, så den kan hjælpe landene med at tiltrække mere privat kapital. På seminaret var vi enige om, at det godt kan lade sig gøre,” siger han.
Ernest Aryeetey henviser til, at det helt centrale for de afrikanske lande i øjeblikket er at få flere udenlandske investeringer. Det er det, de alle bestræber sig på, fordi det er det, der for alvor skaffer nye arbejdspladser og genererer økonomisk vækst. I den forbindelse er det hans overbevisning, at udviklingsbistanden gør størst nytte ved at rette op på de svagheder, der måske afholder udenlandske virksomheder fra at investere i Afrika. Det kan være mange forskellige ting – i et land måske et svagt retssystem, som gør investeringerne usikre; i et andet land et pauvert sundhedssystem, som betyder, at de ansatte har et ustabilt helbred; i et tredje land et meget dårligt vejnet, som forhindrer en effektiv transport af materialer og færdige varer.
”Der er ikke nogen enkelt form for bistand, der er bedre end andre. Forskellige donorlande har forskellige kompetencer – nogle er gode til uddannelse, andre til veje – og det er vigtigt, at man specialiserer sig. Men det er også vigtigt, at man lytter til de private virksomheder, som er interesserede i at investere i Afrika, og forsøger at finde ud af, hvad de mener, at der er brug for. Ikke kun i form af mere målrettet erhvervsstøtte, men også, når det kommer til bredere samfundsmæssige investeringer,” siger Ernest Aryeetey.
Han er helt opmærksom på, at det overordnede problem i de afrikanske lande er, at pengene langtfra rækker til alle de behov, der er. Men det ændrer ikke ved, at landene er nødt til at prioritere deres udgifter.
”Selvfølgelig skal der være et helt basalt niveau inden for både sundhed, uddannelse, infrastruktur og så videre – man kan ikke spare skolerne helt væk – men når det er sagt, må hvert enkelt land beslutte sig for, hvilken udvikling det vil satse på, og planlægge økonomien efter det.”
Efter Ernest Aryeeteys mening er der kun en mulig vej for de afrikanske lande: at satse på eksport. Vel at mærke eksport af forarbejdede varer, ikke blot råvarer som olie, guld, kaffe eller bananer.
”Eksport er nøglen til fremtiden. Men det, Afrika skal blive bedre til, er at føje mere værdi til sine eksportprodukter. Det er der, pengene skal tjenes. Hvert land må undersøge, hvor dets største muligheder ligger, og afgøre, hvad det kan eksportere,” pointerer han.
Det er her, de udenlandske investeringer kommer ind som en væsentlig forudsætning for at have råd til at udvikle eksportsektoren, og det er her, u-landshjælpen kommer ind som et nyttigt supplement. Ernest Aryeetey forestiller sig dog ikke, at Afrika skal modtage udviklingshjælp i en uendelig årrække. Tværtimod kan han sagtens se begyndelsen på enden af bistanden i mange lande.
”Afrika har vind i sejlene. Med den rette langsigtede planlægning af udviklingsbistanden vil vi opleve samme økonomiske vækst i Afrika som i Asien, og så vil det være naturligt at udfase bistanden. Alle lande bør have en plan for, hvordan deres u-landshjælp skal trappes ned. I mit eget land, Ghana, vil det kunne lade sig gøre inden for de næste 10 år,” vurderer Ernest Aryeetey.
upoulsen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad