Så vidt, jeg har forstået det, er "nedarvede synder" et helt igennem gammeltestamentligt begreb, og hører til alt det, som Jesus satte os fri af.
Genetisk kan man "arve" psykiske svagheder som tendens til depression ol. Men nedarvede synder!! Helt ærligt Iben!

britt skrev:

Måske kunne man se det som nedarvede historier. Vi lever jo ganske omgivet af historier. I en historie, og andre plantes i en historie. Eller vi opfinder en, og anbringer så en modstander i den, så har er ond, og også vil udbrede ondskab - altså hvis ikke vi nu havde den gode historie, hvor vi så heltemodigt og moralsk rigtigt kan bekæmpe den onde.

Alene, når man/jeg bruger ord, er der en masse "fortællinger" gemt i ordene. Ægteskab er således en fortælling om BØRN. Nemlig at de børn, der fødes i den historie er ÆGTE. De er legitime, og har krav på forældrenes støtte, og samfundets accept. Som lille lærer man sprog, man fodres med det og tager absolut ikke kritisk stilling til det hele, men lærer, hvad forældrene har lært. Der igen består mest af, hvad de blev lært.

Bibelen kan også ses som en vældig manifestation af fortællingers betydning. Blev det ikke netop anvendt aktivt af Jesus (og disciplene) til at forbedre tilværelsen? Og det kunne lade sig gøre! Den onde Saulus, der blev til den gode Paulus. Peters vaklen. Stenkasternes, og den fortabte søns gåen "i sig selv". Så der påstås eksistensen af en personlig sandhed, som jo er biografisk. Ikke naturvidenskabelig - videnskab er noget der finder sted på basis af eksisterende personer, med historier og fortællinger.

Og mht. arvesynd: Kan man ikke, måske uafvidende viderebringe og påstå en dårlig historie? F.eks. at man blev fornuftig ved at anse sig selv som fornuftig. En mirakuløs cirkelslutning! Som vel også gør en blind/ukritisk over for negative konsekvenser af dette bedreværd. Som man har skænket sig selv, i selvtilfreds mangel på ydmyghed og usikkerhed. Naturligvis bliver man så mere handlekraftig, når man er overlegen, hvilket jo kan medføre opdagelser og fornyelser. Men man kan også blive blind over for utilsigtede konsekvenser, når man tager som givet, der kun kommer gode virkninger også.

En cirkelslutning er ikke en levendes tanke, men det modsatte. Og jeg spår, at den uhyre lange fornuftstro fra slutningen af religionskrigene i Europa, kommer i krise i de næste årtier under voldsomme dødskramper.

Jeg benægter ikke arvesynden og dens konsekvenser, som er evidente for os alle. Heller ikke, at vi i høj grad overtager den adfærd, vi ser hos vore forældre, mens vi vokser op. Paradoksalt er det jo, hvor ofte, et barn, som bliver mishandlet i barndommer og helt klart lider meget under det, selv ender med at mishandle egne børn.
Men hos Iben læser jeg, at hvis et menneske f.eks. bliver afhængig af noget, kan det skyldes synder, begået af forfædre ned til 4. generation. Og ja, der står i bibelen, at børn skal straffes for forfædrenes synder indtil 3. og 4. generation, men Jesus gjorde netop op med den forestilling. Det kan man også læse i bibelen - dog i det nye testamente.
Vi kan naturligvis altid bede til Jesus, hvis der er noget, der plager os (f.eks. afhængigheder). Det opfordrer han os til, og ofte ses det, at sådanne bønner bliver hørt og mennesker befriet.

En debat kan meget vel - og retfærdigvis - ende med spørgsmålstegn! Det glæder mig meget, at du ikke ser det som at vinde eller at tabe!