Er mit liv, som det skal være?

Kære brevkasse

Jeg bliver snart 50 år og kunne godt tænke mig at høre, hvordan I synes, at jeg har klaret mit liv, og om mit indre liv er alderssvarende? Mine forældre blev skilt, da jeg var ni år gammel. Jeg boede sammen med en af mine søskende hos min mor. Studentereksamenen tog jeg på min fars initiativ, og derefter fik jeg en kunstnerisk uddannelse.

Min første mand og jeg mødtes, da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Efter nogle år fik vi vores ældste søn, og jeg fik en god sundhedsuddannelse. Senere fik vi endnu et barn, og da børnene var fire og 10 år gamle, blev vi skilt. Hans skadelige alkoholforbrug var årsagen til, at jeg tog initiativ til den skilsmisse.

LÆS OGSÅ:  At være forældre uden børn

Nogle år efter fandt jeg sammen med min anden mand uden at flytte sammen med ham. Han kommer fra et velfungerende arbejderklassemiljø og er 10 år ældre end jeg. Min ældste søn er nu flyttet hjemmefra, og i år flyttede min kæreste så ind hos mig og den yngste på snart 15 år. Jeg elsker ham, og de store børn trives. Vi skal giftes og er i gang med at opbygge hverdagen som par og som forældre og bedsteforældre.

Hvad angår mit indre liv er jeg faldet til ro som voksen. Dog mærker jeg indimellem en indre uro eller dragen mod poetiske stemninger, som jeg kendte, før jeg fik familie. Min mand reagerer mere tilbageholdende, når jeg får lyst til spontane oplevelser, der er en svag afglans af og inspireret af, hvordan jeg som yngre oplevede intensive kultur- og naturoplevelser formidlet af mine nærmeste. Nogle gange funderer jeg over, om min families og min menneskelige og sociale status havde været bedre, hvis jeg havde skabt rammerne for mit liv ud fra mere snusfornuftige principper. Bortset fra sundhedsuddannelsen har jeg især baseret løsninger på mine valg i livet ved en løbende følelsesmæssig eller etisk inspiration. Jeg har dog savnet at bruge det sprog og den kultur og delvis den religion, som jeg kender fra mit første ægteskab.Venlig hilsen

Helle

Kære Helle

Det er ikke let at svare på, om du har klaret dit liv på en god måde, og om dit indre liv er alderssvarende. Det ville for det første kræve en meget længere og uddybende beskrivelse, og dernæst er der vel ingen andre end en selv, der kan svare på, om livet er blevet klaret på en god måde ud fra de omstændigheder og de ressourcer, der var til stede undervejs i de forskellige livsafsnit. Der er et ord, der siger, at det ikke så meget drejer sig om, hvordan man har det, men mere drejer sig om, hvordan man tar det. Man kan i hvert fald iagttage nogle mennesker, som tilsyneladende har haft svære odds imod sig og megen modgang, som alligevel har haft en taknemmelighed og en glæde ved livet, fordi de har taget hver dag, som den kom, og fået det bedste ud af den. Det er en gave at kunne møde livet på den måde.