Politiske skældsord

I det 18. århundrede var en svinehund en bidsk køter, som anvendtes ved vildsvinejagt eller vogtning af løsgående svin, men efterhånden blev udtrykket svinebæst eller svinehund til en nedsættende personbetegnelse, som altså grynter videre, skønt vildsvin forlængst er borte. Martin Andersen Nexø bruger udtrykket din fordrukne svinhund! flere steder i sine romaner. Den indre svinehund dukker dog først op i 1990’erne.

Valgflæsk, for nu at blive lidt i griselogien, henviser til gyldne, men ofte tomme løfter, som en politiker afgiver inden et valg for at lokke vælgere. Ordet er kendt i den betydning mindst tilbage til 1940’erne, således er det dokumenteret i brug i Finanstidende i 1948, men det er sikkert ældre. Det har formentlig sin oprindelse i en endnu ældre talemåde: Store ord og fedt flæsk sidder ikke fast i halsen, hvilket betyder det samme, som at det er let at bruge store ord, men svært at indfri. Det hedder også at prale! Der findes i det hele taget mange gode gamle udtryk, der sidder på flæsket, om jeg så må sige. Når man for eksempel smører fedt flæsk om munden på folk, så narrer man dem. Et udtryk som, det kommer ikke flæsket ved, betød engang, at dette ikke vedrører denne sag. Hvis folk kom til flæsket, så havde de fået en fed stilling eller velstand, og udtrykket antyder, at det var ved hjælp af beskidte trick, men de kom altså til at sidde på flæsket. Og så sidder vi alle godt, sagde katten, den sad på flæsket!

Jo, der er flæsk nok i sproget. Der burde ske lidt variation til brugen af politiske skældsord, så vi ikke ustandseligt skal køre på den sprogligt set laveste fællesnævner. Vi fra universiteter og andre ”ekspert-steder” kunne være med til at nuancere debatten og skabe mindre flæsk, men naturligvis ikke på bekostning af retten til at bide i debattens flæskesider.

sprog@k.dk