Håbløst græsk drama

Grækenland er på mange måder ikke et europæisk, men et mellemøstligt land med politikere, der ikke har kunnet føre ansvarlig politik, men i stedet har skabt et erhvervsklima, der ifølge Verdensbankens årlige erhvervs­indeks placerer Grækenland som nummer 109 på listen (Danmark ligger som nummer 6) over lande, hvor det er nemt at drive forretning. I Etiopien og Bangladesh er det lettere. Landet er uden en effektiv skatteopkrævning, pensionsalderen var indtil for nylig blandt de laveste i Europa, og grækerne burde aldrig være blevet en del af den fælles valuta.

Det græske drama viser mere end noget andet i euroens korte historie, at man ikke kan have en fælles valuta, uden at man også har klare regler for den økonomiske politik. De er der delvist, men det er ikke nok. Derfor er der nu også forslag fremme om at etablere et fælles europæisk finansministerium.

EU-samarbejdet kræver ansvarlige politikere, der ikke gældsætter deres lande i et sådant omfang, at det destabiliserer fællesskabet.

Den bedste udgang for Grækenland er en kontrolleret fallit om nogle år, når frygten for en langt mere omfattende økonomisk ned-smeltning på verdensplan ikke længere er til stede. Det vil forhåbentlig betyde, at den pris, der truer også danskere ved udsigten til en græsk fallit nu – nemlig højere renter, dyrere boligudgifter, større arbejdsløshed og lavere pensioner – ikke bliver til virkelighed.

At hjælpe grækerne i det uendelige, fordi landet dybest set ikke er i stand til at leve op til europæiske standarder, vil være forkert.

Det er i sandhed et drama uden nogen lykkelig udgang, der udspiller sig for øjeblikket. Men som alle dramaer kræver det græske også et klimaks med en form for katarsis, udrenselse. Det diskuteres også i Græken-land, hvor især unge ønsker at få placeret et ansvar. Det kan fuldende dramaet, så grækerne kan rejse sig igen. bjer