Ritzau |
24. juni 2011
Muhammedtegningerne optager ikke længere de muslimske lande. Sagen har dog stadig et sprængfarligt potentiale
Danmarks popularitet led voldsomt i den muslimske verden under Muhammedkrisen, men sagen er efterhånden gået i glemmebogen.
Det siger udenrigsminister Lene Espersen (K), og hun bakkes op af flere organisationer, som arbejder i Mellemøsten og Nordafrika.
- Jeg sidder i Libyen-kontaktgruppen med en masse repræsentanter fra muslimske lande, og jeg har slet ikke oplevet, at tegningerne er et emne. Tværtimod nævner de selv, at de ved, Danmark kæmper for ytringsfriheden, og det vil de selv gerne blive bedre til, siger hun.
TIDSLINJE: Sådan forløb Muhammedsagen
Det er blandt andet Danmarks bidrag til Natos militære mission i Libyen, der har forbedret forholdet mellem Danmark og muslimske lande, mener Espersen, der onsdag besøgte den libyske oprørsregering i Benghazi.
Anders Hastrup, der er leder af Det Danske Institut i Syrien, bekræfter, at Danmark ikke længere er synonym med Muhammed-tegningerne.
- Den sag er stort set ude af verden. Jeg har været i Syrien siden november 2010, og i den tid er jeg ikke blevet konfronteret med tegningerne, siger han.
Helen Hajjaj, der er kommunikationsmedarbejder ved Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, mærker heller ingen vrede mod Danmark.
- Vores indtryk er, at det ikke længere er noget man taler om i Mellemøsten. Det er ikke engang noget, som folk nødvendigvis forbinder med Danmark længere, siger hun.
Den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp forklarer, at Muhammedtegningerne ikke længere optager manden på gaden, men at sagen sagtens kan blive højaktuel igen.
- Tegningerne optager ikke befolkningerne i den muslimske verden lige i øjeblikket, da Det Arabiske Forår fylder meget, men ekstremister og terrorister bruger stadig tegningerne i deres kamp mod Vesten, siger han.
- Hvis det lykkedes nogen at gennemføre et terrorangreb i Danmark, så vil sagen blusse op igen.