Morten Kvists tanker kan selvfølgelig virke skræmmende. Men både han og vi andre, der har overvejet dette, vil selvfølgelig allerhelst bevare folkeskolefællesskabet. Så sagen er snarere, at vi, der vil "have et forhold til kristendommen" kan risikere at blive presset ud af en folkeskole, der i bedste fald bliver en helt steril institution, i værste fald bliver en skole med en ny statsreligion: "værdierne". - Jeg kan sagtens forestille mig en fremtid, hvor de kristne ikke alene bliver organiseret i et selvstændigt kirkeligt fællesskab, men også bliver nødt til at oprette egne skoler og andre institutioner. På den måde kan vi blive en del af det pluralistiske samfund, så mange taler for. Og på den måde kan vi videreføre så meget som muligt af vor tusindårige kristne tradition. - At der både sideløbende og overlappende hermed kan komme til at ske noget tilsvarende, for så vidt angår videreførelsen af hele den folkelige tradition, er en anden sag. Det skal ikke være kirkeligt det hele, og der er jo også gode ikke-kristne, der gerne vil videreføre den folkelige tradition. Osv.

Så længe folkekirken bliver så massivt støttet af staten, som tilfældet er, må man respektere at samfundet(i de konkrete tilfælde de kommunale skolemyndigheder)administrere forholdet til trosfrihed efter loven og det politiske ståsted, de er blevet valgt til. Den dag (og må den komme snart) stat og kirke bliver reelt adskilt, har Folkekirken, som alle andre trossamfund mulighed for at benytte loven om friskoler til at lave særlige enklaver for deres egne børn.

Kære Martin! - Det er jo det, vi siger. Uanset om Folkekirken bliver "så massivt støttet af staten" eller ej. Og jeg for mit vedkommende har i årtier talt for kirkens adskillelse fra staten, men jo først og fremmest for, at Folkekirken som lovet i Grundloven kan få sin egen forfatning og altså blive en selvstyrende organisme. - Og "særlige enklaver", ja, det bliver der jo tale om, hvis den offentlige skole bliver "steriliseret" eller ligefrem får en slags ny statsreligion ("værdierne") som grundlag. Det er sørgeligt. Det er farvel til tusind år med Danmark som dog i en eller anden forstand et kristent land. Men hvis et flertal vil noget andet eller tingene alligevel bliver anderledes, er der jo ikke andet at gøre end at videreføre så meget som muligt i egne institutioner.

Det, der tales om er vel et farvel til den universelle territorialkirke, som indledtes af kejser Konstantin og videreførtes af hans efterfølgere, og efter en masse omvæltninger her hos os er belvet til den sogneinddelte "folkekirke". Når kirken ikke længere er (eller kan betragtes som) universel og følgelig opdeles efter sogne, vil det blive naturligt, at påtage sig en masse ansvar, som tidligere lå i samfundet, ja i det hele taget forholde sig radikalt anderledes (og måske mindre "respekterende") til samfundet. Kirken KAN godt blive mere tydelig derved, men må samtidig erkende sig på ny som et fællesskab ikke af "folk" (jfr. folkekirken) men af troende. F.eks.: når folkekirken stadig har så uendelig stor respekt og underdanighed overfor folkestyret og folkeskolen mv. skyldes det primært, at man gerne vil forsøge at se sig selv som en del af det offentlige apparat. Med eget ministerium, konfirmationsundervisningssamarbejde med skolerne, præster på sygehusene og i fængslerne osv.

Prisen er således høj ved at udskille kirken fra folket/samfundet. Gevinsten kan jo blive større tydelighed men også mindre plads til de 'passive tvivlere' (som vel egentlig udgør 95% af det danske folk).

" modvirke dannelsestab" skriver Morten Kvist.
Et virkelig stort problem i Danmark.

Hvis Kirken virkelig ønsker at modvirke dannelsestab og formår at skille det fra trusselen fra nye vinde i dansk politik.
Tror jeg at kirken får den opbakning kirken har brug for.

Men platugler og skjulte dagsordner ser Danmark så rigeligt af i disse år, så det kræver rent mel i posen.

Personligt ønsker jeg Kirken alt mulig godt og håber at Kirken lykkedes.

Kære Martin F.! - Du ved, hvor hurtigt det går her, så jeg vil nøjes med at sige, jeg vist forstår, hvad du mener, og i hvert fald nok er enig i ret meget. Jeg var, meget menighedsloyal, men jo også kritisk, folkekirkepræst 1971-2003 og mit ideal var, at "vandstanden" eller "bevidstheden", jo, selvfølgelig troen, skulle stige, om så bare lidt, hos alle i hele den døbte menighed. Jeg har altid afskyet "menigheder i menigheden", altså kredse, der ville fremstå som bedre end os andre. Og jeg har altid - forstået på den allerbedste måde - elsket "den lille mand med den lille tro". Men det ligger jo i sagens natur, at uanset hvor meget vi mere eller mindre alle tvivler, så må det altså være den store "pakkeløsning", der er tale om i trosbekendelsen og NT og videre i hele kirkens liv, vi samles om. De, der absolut ikke bryder sig om dette, må - efter moden overvejelse, træde ud eller lade være at træde ind. Det afgørende er, at ingen tabes i svinget ved en fejltagelse. Derfor er en lang og dyb og bred drøftelse så afgørende vigtig nu. - Jeg skal være den sidste til at ville udøve sindelags- eller troskontrol i menigheden. Enhver kan gøre sig sine egne tanker. Alle skal bare være enige om, hvad der er vi egentlig samles om.

Martin Mørch skrev:

Det er så som så med statens støtte til folkekirken bortset fra den økonomiske støtte, staten giver, fordi den i begyndelsen af sidste århundrede eksproprierede præstegårdsjorden, som præsterne skulle leve af. I mange år bestod statens støtte i at undervise børnene i luthersk kristendom og i at respektere præsternes ret til at holde konfirmationsundervisning i morgentimerne. Helligdagslovgivningen var også en støtte til kirken. Men alt dette synes mere og mere at være historie, og konsekvensen må blive, at kristne forældre sender deres børn i private skoler, der kan videregive den kristne arv til børnene.