By med sjæl og minder

Bygningen dannede ramme om brutale begivenheder under den russiske borgerkrig. Da Den Hvide Hær blev drevet ud af Voronezj, nægtede biskop Tikhon Nikanorov at flygte. Under en gudstjeneste tre dage efter jul i 1920 brød bolsjevikkerne ind i kirken, greb biskoppen og hængte ham over alteret for øjnene af den forfærdede menighed. Tikhon Nikanorov blev helgenkåret i 2000.

De voldelige begivenheder dengang står i modsætning til den rolige stemning, der er indenfor i den genopbyggede katedral i dag.

Her ligger duften af røgelse tungt mellem de høje hvidkalkede vægge, der er udsmykket med talrige ikoner.

Selvom det er mandag eftermiddag, er der mange besøgende. Kirkegængerne korser sig en eller flere gange foran ikonerne og bukker kort. I et hjørne er en gudstjeneste i gang, og præstens bønner og melodiøse messen bølger monotont gennem det store lyse rum og blander sig med røgelsen.

I det modsatte hjørne sælger et par ældre koner vokslys og ikoner fra en bod.

Voronezj er spækket med historiske kirker og klostre, der igen er kommet til deres ret efter Sovjetunionens sammenbrud.

Et af de ældste er klosteret Alexejevskij fra 1620. Det ligger smukt på en forhøjning over floden, der bærer samme navn som byen.

Bolsjevikkerne lukkede det i sommeren 1931 og bortviste munkene. Det genåbnede i 1990 – denne gang som nonnekloster.

Aftengudstjenesten her er særlig smuk og fredfyldt. Fra placeringen hævet over omgivelserne er der gennem vinduerne udsigt over floden, der er omgivet af byens lys. Et lille kor af nonner bidrager til ceremonien med deres sang og gør det nemt at falde ind i en stemning af fordybelse og kontemplation. Kun vokslysenes svage, men varme skær oplyser rummet sparsomt.

Bolsjevikkerne prøvede at udrydde alt åndsliv i Voronezj, som ikke var foreneligt med deres verdenssyn. Således var det ikke nok med den fysiske destruktion af den ortodokse kirkes bygninger og mord på biskopper.

Voronezj er kendt for sine to berømte bysbørn: forfatterne Ivan Bunin og Osip Mandelstam, der begge foragtede det kommunistiske regime og fik det tilsvarende svært.

Det lykkedes Bunin at flygte til Frankrig efter kommunisternes magtovertagelse, hvor han som den første russer modtog Nobelprisen i litteratur i 1933.

Stærkt deprimeret over forholdene i Sovjetunionen skriver Mandelstam ligeledes i 1933 et satirisk og kritisk digt rettet direkte mod despoten Josef Stalin.

Det 16 linjer lange digt er på samme tid hans egen dødsdom og afskedsbrev. Han overlever i første omgang mirakuløst Stalins vrede, bliver forvist fra Moskva, men får lov at slå sig ned i Voronezj 500 kilometer mod syd.

Udstødt fra det intellektuelle establishment i hovedstaden lever han og hans hustru en skyggetilværelse som paria og persona non grata.

Nettet begynder at strammes om ham. Han arresteres og bliver sendt til en af de berygtede gulag-lejre, hvor han omkom i 1938. I dag er der rejst en statue af Osip Mandelstam i byens Orljenokpark.

Sammen med den genopbyggede Bebudelsekatedral og restaureringen af Voronezjs kirker og klostre er statuen et udtryk for national anger og eftertanke og med til at hele arrene efter den lange periode med massiv undertrykkelse af al åndelighed.

rejser@k.dk