Lumpen lov! Mon helbredsmæssige barrierer fremmer integration?

Lægen skal som noget af det første i sin kontakt med patienten udlevere en blanket til alle, der har brug for tolk. I blanketten kan patienterne erklære, at de endnu ikke har boet i landet i syv år, eller at de er omfattet af undtagelserne. De skal underskrive erklæringen. Blanketten er kun udformet på dansk, og derfor vil selve brugen af blanketten kræve tolkning, men den er under oversættelse til en række sprog.

Loven har været syv år undervejs. Trods mange kritiske kommentarer og høringssvar søges den nu gennemført med vejledninger, blanketter og bekendtgørelser, som endnu kun er på dansk, men som desuden forekommer virkelighedsfjerne. Blandt andet kan man ikke forestille sig, at de berørte patienter i forvejen kender til denne lov og dens betingelser og konsekvenser.

Det har antagelig allerede krævet stor administrativ aktivitet at komme hertil, men det vil ikke blive mindre, når selve bestemmelserne skal gennemføres. Hvis ikke patienten kan afgive erklæringen om ikke at tilhøre den afgiftspligtige gruppe, skal der betales. Regionen vil efterfølgende fremsende et brev – endnu også kun på dansk. En af sætningerne lyder: ”Vi gør opmærksom på, at overholdes betalingsfristen ikke, vil du modtage en ny regning tillagt rykkergebyr.”

I REGION SYDDANMARK er de samlede årlige udgifter til tolkebistand omkring 30 millioner kroner. Udgifterne fordeler sig ligeligt mellem tolkebistand til sygehusene og til praksissektoren. Hvis alle skulle betale det nye, lovbefalede tolkegebyr, ville udgifterne kunne reduceres med cirka fire millioner kroner. Men det skal så langtfra alle, så provenuet vil blive lavt og vil sikkert længe være slugt af udgifter til administrationen af loven. For eksempel forestiller man sig stikprøver blandt patientgrupperne mindst to gange årligt.