Jóanes Nielsen er Færøernes førende digter og en ener af den slags, man skal værne om. Der er således ikke skyggen af trendy og sofistikeret avantgardistisk poet over Nielsen. Han er derimod en digter, der bruger sine mangeartede oplevelser af den konkrete virkelighed som afsæt for en jegorienteret, billedmættet poesi med lange, mundrette strofer. Og så er han en digter, der aldrig har været bange for at tage en konfrontation med problemstillinger, som ikke ligger inden for den almindelige moral, hvilket, hvis man er færing, ofte kan betyde en strengt religiøs og nationalistisk indstilling til verden.
Der findes dem der tager måneskin alvorligt hedder Nielsens nyoversatte værk, og man kan roligt sige, at det er en titel, der passer på digteren. Her tages nemlig alt det alvorligt, som ligger uden for den samfundsmæssige norm politisk, socialt, æstetisk og moralsk. Og det kommer der særdeles smuk poesi ud af som i det følgende digt, der er en erotisk og kosmisk besyngelse af den midaldrende kvindes krop: Jeg beder for de lægge, der har danset gennem fester og skuffelser/ kroppen bedåret af børnefødsler./ Overgangsalderen kommer langt inde fra knoglerne/ måske helt inde fra jorden./ Aner forbindelsen mellem de blå årer på brysterne/ og de frugtbare flodmundinger/ hvor mennesket byggede sine første byer.
Er Jóanes Nielsen en romantisk besynger af kvinden, naturen og poesien, så er han til gengæld også en rasende samfundsrevser, som ikke giver den for lidt, når han hudfletter nogle af det færøske samfunds almindeligt udbredte værdier, nemlig henholdsvis kristendommen og amerikanismen. Et herligt satirisk digt lyder: Det tog Gud en uge/ så var verden skabt./ Sin støvede kedeldragt/ hængte han på en gren i Central Park./ Gud elsker Amerika og amerikanerne./ Deres seksløberdemokrati og ihærdige humanisme/ afspejler selveste effektiviteten i skabelseshistorien. Så er det sagt!
Jóanes Nielsen: Der findes dem der tager måneskin alvorligt. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. 82 sider. 149 kroner. Forlaget Torgard.
Louise Lundberg Claesen har skrevet en digtsamling med titlen Hannahs sang. Bogen beskriver et kærlighedsforhold fra den ekstatiske forelskelse til den fortvivlende afsked. Digteren angiver, at der er tale om et værk skrevet under indflydelse af den mystiske tradition, som blandt andet kommer til udtryk i Højsangen fra Det Gamle Testamente og digtere som Edith Södergran og Karin Boye. De nævnte forbilleder er naturligvis med deres patosladede formsprog og elegiske tone af den slags, som man kan slå sig på som moderne digter, hvis man forsøger at annektere deres stil.
Der er da også i Claesens digte en del, der klinger noget hult. Symbolerne ild, sol, skygger, himmel og jord mangler således forankring i en konkret virkelighed, og brugen af de mange abstrakter som salighed, intethed, elskov og forladelse giver sproget et noget altmodisch præg.
Alligevel er der bestemt tekster i Hannahs sang, der har en hudløshed og ægthed, der griber læseren. Det gælder især de korte og koncentrerede tekster fra bogen såsom: Der er ingenting, ingenting nu. Jeg er/ en blegnet sommerfugl inderst i et bur./ Kom tilbage. Kom tilbage, siger jeg. Så måske er det ikke sidste gang, man ser noget til Louise Lundberg Claesens lyrik.4Louise Lundberg Claesen: Hannahs sang. 52 sider. 199 kroner. Forlaget Pazunski.