Da jagten på Gorm den Gamle brød løs

2Jacob Kornerups tegninger af den mislykkede udgravning af Gorm den Gamle i 1861 er siden blevet ikoniske. Dels fordi de giver et indblik i hverdagen, dels fordi de er stærkt humoristiske. Her ses forestillingen om, hvordan man kan bore sig ned til den sovende konge. ”Ha!”, skriver Kornerup selv nedenunder. – Arkivfoto.

Læs også

flexblock

Tema

Arkæologi

flexblock

Fakta

Persongalleri

Kong Frederik VII (1808-1863)

Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885)

Jacob...
Læs mere

JellingHøjene

Nordhøjen, også kaldet Thyras Høj, er 8,5 meter høj og 65 meter bred. Den er bygget af græstørv,...
Læs mere

flexblock

Læs mere

BAGGRUND Jellingestenen - Danmarks dåbsattest

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Lars Henriksen | 27. juni 2011

I disse dage er det 150 år siden, danmarkshistoriens mest spektakulære udgravning fandt sted i Østjylland. Ikke fordi man fandt noget, men fordi arkæologernes søgen efter Gorm den Gamle fortæller en unik mentalitetshistorie om den tid

”Du kan vist forestille Dig, at vi Alle her ere i en Slags Spænding, inden vi see, om der findes noget interessant i Høien eller ikke. Af den Grund besluttede jeg at lade bore foroven i Høien med et stort 20 Alens Bor, som Ingenieuren havde medtaget.”

Sådan skrev arkæologen J.J.A. Worsaae i et brev til sin kone Jacobine den 5. juli 1861 – fem dage efter udgravningens begyndelse.

LÆS OGSÅ: Jellingestenen - Danmarks dåbsattest

Den lille jyske by Jelling var på den anden ende. Den kendte arkæolog og historiker Jens Jakob Asmussen Worsaae og hans hold var i fuld gang med at bore ned gennem den sydlige af de to høje ved byens kirke i håbet om at finde resterne af landets første konge, Gorm den Gamle. Og ikke nok med det, den nuværende konge, Frederik VII, var også på vej med sit 60 mand store følge. Som ivrig amatørarkæolog var det ham, der havde sat det hele i gang, og nu ville han have del i det historiske øjeblik.

Annonce

Det stykke danmarkshistorie, de sammen kom til at opleve, blev en ganske anden, end de havde forestillet sig. Men den er ikke mindre værd at fortælle af den grund. Skal historien fortælles rigtigt, begynder den 41 år tidligere, i 1820, samme sted. På den tid var arkæologien på vej frem. Angrebene udefra og tabet af landets flåde i Slaget på Reden havde skabt en generel nationalromantisk inter-esse for fund og fortidsminder.

De to kæmpehøje ved Jelling Kirke indeholdt ifølge traditionen Danmarks første kongepar, Gorm den Gamle og dronning Thyra. Ingen havde dog hidtil kigget efter, men da lokale en dag – i håbet om at finde en gammel brønd – besluttede sig for at grave ned i Nordhøjen, stødte de mod træ og sten.

Arkæologer blev tilkaldt, og de fandt snart et 17 kvadratmeter stort, men tomt gravkammer. Andre var kommet først. En fordybning i toppen af højen afslørede, at de mulige gravrøvere formentlig var gået ind den vej. Fundet af ”Dronningens Stue” vagte alligevel stor opsigt. Måske så stor, at arkæologerne forlod byen igen uden at undersøge Sydhøjen.

41 år senere stod højene stadig, og nu skulle Sydhøjen graves ud, bestemte Frederik VII. Han havde allerede som kronprins interesseret sig for de gamle kongegrave, og nu rettede han blikket mod Jelling. Den 1. juni 1861 gik Worsaae i gang. Efter at have stødt mod træ, besluttede han at tage en helt ny teknik i brug: Med hjælp fra det militære Kongelige Ingenieurcorps gravede han sig ind fra siden i stedet for toppen af den 11 meter høje og 80 meter brede høj.

Efter ugers slid løb en minegang tværs gennem højen med stik ud til begge sider. Men det eneste, de fandt, var jord og sten. Til sin kone skrev Worsaae frustreret om et billede, han havde fået arkæologen og maleren Jacob Kornerup til at tegne:

”Til det ene Billede har jeg givet Ideen. Det forestiller hele Commissionen fortvivlet løbende efter den flygtende Kong Gorm. Sagen er nemlig, at han uafbrudt smutter fra os. Hvert Øieblik troe vi at være ham nær, men naar det kommer til Stykket, er han langt borte.” (26. juli 1861).

Sydhøjen blev opgivet. Skuffelsen var enorm, men arkæologerne gik i stedet løs på Nordhøjen, hvor de snart fandt det gravkammer, som også var dukket op 41 år tidligere. Kongen ville sætte det i stand, så besøgende i Jelling kunne få den kongelige grav at se på nærmeste hold.

Men mere blev det ikke til, så hvad er der egentlig så særligt ved den udgravning, som ikke førte noget nyt med sig? Hvorfor laver formidlingscenteret Kongernes Jelling nu en særudstilling om udgravningen, og hvorfor er den anerkendte middelalderarkæolog Jens Vellev, der for nylig gravede resten af Tycho Brahe op, ved at lægge sidste hånd på en bog om det, der skete de sommerdage i 1861?

Der er flere grunde, forklarer udstillingens inspektør, projektleder Anne Pedersen. For det første er udgravningen en yderst vigtig brik i den omfattende forskning, der har fulgt Jelling lige siden. Byen indeholder ikke bare den største og ældste kendte kongegrav, ved højene står også de to runesten, der er det første vidnesbyrd herhjemme om både navngivningen og kristningen af Danmark. Dertil kommer det nylige fund af et mægtigt pallisadeanlæg, som i sin tid omkransede monumenterne.

For det andet er både Worsaaes breve og Kornerups i alt 12 tegninger af livet omkring udgravningen blevet bevaret. Tilsammen giver de et levende indblik i, hvordan man ankom til Jelling fuld af forhåbning og entusiasme. Og hvordan man måtte revidere drømmene.

”Fortidens arkæologer og deres verden kommer pludselig helt tæt på, og det er enestående i forhold til vores viden om, hvilke tanker man faktisk gjorde sig om arkæologien og fortiden generelt på den tid,” siger hun.

Jens Vellev går endnu længere. Han kalder udgravningerne for danmarkshistoriens mest spektakulære, fordi kongen var med, og fordi opmærksomheden efter datidens forhold var altopslugende. Beskrivelserne af udgravningen er desuden et stykke vigtig mentalitetshistorie. Han har selv gravet sig ned i de ivrige og hyppige korrespondancer udgraverne imellem og mellem Worsaae og kongen. Breve, telegrammer, dagbøger og protokoller.

Der er eksempelvis beskrivelser af en konge, der – selvom enevælden blev afskaffet i 1849 – stadig opførte sig som en enevældig, der rejste rundt i landet med sin gavekasse og uddelte ridderkors og andre hædersbevisninger. Han gav gaver til folket, og de digtede sange til og om ham som gengæld. Der er dagsrapporter fra ham, der var ansvarlig for minegangene i Sydhøjen. Der er hidtil censurede breve om alle kontroverserne. Og så er der beskrivelser af, hvem der faktisk gravede. Det var ikke blot lavtlønnede mænd, der kunne tage ved, eller amatørarkæologer på deres livs opgave. Udgravningen var et aristokratisk projekt med kun de fineste arkæologer (deraf kontroverserne). Så hvad der blev sagt og gjort i de godt tre måneder, udgravningen fandt sted, er også et indblik i tidens rangorden mellem kongen, arkæologerne, de halvfine godsejere i Jylland og den almindelige befolkning. Og hvad den rangorden betød for måden, man tænkte og formulerede sig på.

”Der er meget få skrifter fra den tid, der på samme måde viser os, hvordan drømme, håb og skuffelser blev håndteret. Det er en psykologisk indfaldsvinkel til både tiden og det arkæologiske felt og på den måde en slags mentalitetshistorie med en detaljerigdom, der virkelig er unik for den tid,” siger Jens Vellev.

henriksen@k.dk

Udstillingen ”Jagten på kong Gorm” løber fra den 22. juni til den 27. november 2011 i Kongernes Jelling. Her kan man læse Worsaaes breve og se Kornerups tegning.

Jens Vellevs bog med de skæve historier om festerne, dagligdagen, personlighederne og skuffelserne udkommer efter planen den 6. oktober – på kong Frederik VII’s fødselsdag og dagen, hvor udgravningerne fandt sin afslutning.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock