De tosprogede piger buldrer frem på universiteterne, mens de tosprogede drenge hverken får uddannelse eller arbejde, skriver Anna Mee Allerslev (R).
- colourbox.com
Anna Mee Allerslev |
27. juni 2011
Skolen skal have høje forventninger til drengene og give dem stærke alternativer til ballademageridentiteten, skriver Anna Mee Allerslev (R)
”Skal du så på gymnasiet efter folkeskolen?”. Undersøgelserne viser, at de forventninger, vi stiller til eleverne i folkeskolen, er afgørende for deres valg af uddannelse og dermed deres fremtid. Derfor er det ikke ligegyldigt, om vi spørger den unge, om han skal være taxafører, kioskejer, på teknisk skole eller i gymnasiet. Samtidig ved vi, at mange tosprogede elever klarer sig rigtig godt i dag.
LÆS OGSÅ: Stadig flere piger bryder den sociale arvDerfor er det endnu vigtigere, at vi ikke bidrager til fejlagtige fordomme og myter, men i stedet bevidst arbejder med ikke at gøre etnicitet til en barriere for faglighed. Vores tro på den unge – uanset baggrund – skal afspejle sig i vores vejledning.
De tosprogede piger buldrer frem og har overhalet de etnisk danske piger i andelen, der tager en universitetsuddannelse. Problemet er, at næsten halvdelen af de unge mænd er ladt i stikken. Det er fortsat hver fjerde 25-39-årige tosprogede fra tredjeverdenslande, der står uden uddannelse efter folkeskolen. Og 40 procent af dem har ikke noget arbejde. Hvis ikke vi gør noget ekstra for disse elever, vil alt for mange ende bagerst i køen af ledige uden uddannelse.
Derfor har jeg været på besøg på seks mangfoldige skoler i København. En række indtryk rigere har jeg bedt om konkrete løsninger fra både forskere, skoleledere og chefer fra det videre uddannelsessystem. Det har været en lærerig og spændende rejse. Lad mig fremhæve de tre vigtigste pointer.
Første pointe er hentet fra forskeren Laura Gilliams studier. Den gruppe af unge tosprogede drenge, som ikke klarer sig godt hverken i folkeskolen eller videre på ungdomsuddannelserne, er i overhængende fare for at søge en identitet i den hårde maskulinitet og blive ballademagere. Når vores minoritetsdrenge oplever ”ikke at klare sig godt” bliver det til en etnisk konflikt. Drengene opbygger en generel skolemodstand og søger i stedet et fællesskab omkring at være en sej ”indvandredreng” – for en god elev ser de som feminin. De sociale forskelle forstærkes af drengenes antiskolekultur.
Anden pointe er, at forventninger til eleverne er helt afgørende for, hvordan man præsterer. Agi Csonka, der er direktør i Danmarks Evalueringsinstitut, fremhævede, at der er tre afgørende parametre for høje forventninger og en effektiv indsats: For det første skal der være nogle klare mål og en klar dialog mellem forvaltning og skoleledere, for hvis det er tydeligt, hvad en forvaltning vil, rykker det. For det andet skal tosprogethed sættes på dagsordenen, dansk som andetsprog skal udbredes i alle fag og på alle niveauer.
Og for det tredje skal der sættes klare mål for hver enkelt elev.
Og her var skoleleder Yasar Cakmak enig. Han fremhævede nemlig, at skolerne skal sikre, at elevers etniske baggrund ikke bruges som begrundelse for manglende præstationer. Der skal i stedet fokus på kompetencer. Fokusset skal omsættes til tydelige ambitioner hos elever og kollegaer.
Tredje pointe er, at hverken København eller landets øvrige storbyer kan forlade sig på alene at arbejde med fordeling af eleverne. Det kan ikke undgås, at nogle skoler har en overvægt af ressourcesvage familier og tosprogede. Derfor skal vi i København finde ressourcer til at give de tosprogede elever nogle sejre. Det var et tydeligt råd fra Jørgen Sønder-gaard, som er Skolerådets formand og formand for regeringens skolerejsehold.
Afslutningsvis vil jeg vende tilbage til drengen. Her er det helt afgørende, at vi sikrer, at der altid er en balance mellem fokus på etnicitet og etnicitetsblindhed. Det er en svær balance, men skolen må ikke afvise betydningen af etnicitet. Hvis vi skal give alle lige muligheder, skal vi behandle eleverne forskelligt.
Derfor skal skolen værdsætte børnenes baggrunde, hverdagsliv og deres forskellige sprog som en styrke. Men ikke mindst skal skolen have høje forventninger til drengene og give dem stærke alternativer til ballademageridentiteten, så de med tiden kan lære, at også de kan finde anerkendelse i skolen. Min ambition er, at mangfoldige skoler bliver kendt som stærke skoler, hvor forskelligheden er en styrke – og ikke en svaghed.
Anna Mee Allerslev (R) er beskæftigelses- og integrationsborgmester i København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad