Du skal elske din næste!

Når jeg møder min næste, indebærer selve formen af denne relation nødvendigvis ifølge Grundtvig, at jeg møder og bør møde min næste som en, der er større, stærkere, bedre og klogere. Kærligheden til næsten skal gøre en forskel og have reelle virkninger for det andet menneske. Det, som kan være nyttigt for min næste, er ifølge Grundtvig netop, at denne næste i kraft af relationen forandrer sig og bliver større, stærkere, klogere og bedre.

Grundtvig afviste på den måde to opfattelser, der var fremherskende i samtiden, og som også i høj grad har præget opfattelsen af næstekærligheden i det 20. århundrede. Den opfattelse af kærligheden til næsten, som vi finder i Grundtvigs tekster, afviser dels, at kærligheden blot skulle være en statisk, vilkårlig, abstrakt valgmulighed, og dels, at en sådan kærlighed til næsten skal tage udgangspunkt i, hvad det andet menneske subjektivt skulle opfatte som sine egne nødvendige behov.

GRUNDTVIG HAVDE TO centrale pointer: (1) Det er ikke uden videre muligt for ethvert menneske at udvise sand og ægte kærlighed til sin næste. En sådan kærlighed forudsætter, at der er foregået en modning og udvikling i det menneske. Det, som er realt muligt for en fader eller en mester, er ikke – endnu – muligt for et barn eller en lærling. (2) En sand og ægte kærlighed til medmennesket kan ikke tage udgangspunkt i, at denne næste eventuelt har subjektive opfattelser af, hvad der er hans egne behov eller nød. På samme måde som en forælder må optræde ansvarligt og handle ud fra sin position som en, der er større, bedre og klogere end barnet, må et kristent menneske handle ud fra et tilsvarende ansvar over for sin næste.

Sand kærlighed skal på den måde ”fremelske” en dyd eller godhed i næsten på samme måde, som det er hensigten med relationen mellem et barn og en fader. At elske sin næste er at drage næsten opad og sætte ham i stand til at handle på en ny og bedre måde. I forholdet til min næste er jeg en slags opdrager eller op-drager. Den eneste form for næstekærlighed, som medmennesket kan have nogen virkelig gavn og glæde af, er, at der på den måde sker en forandring og udvikling af næsten, hans godhed, hans karakter, vilje, evner, tilbøjeligheder og motivation.

Næsterelationen er i Grundtvigs tekster en læringsproces. Det kristne menneske agerer over for medmennesket ”som en Mand med sin Næste” på samme måde, som Jesus optrådte over for sine disciple ”som en Mand med sin Næste”.

Grundtvigs anden centrale pointe var, at når vi udviser ægte kærlighed over for vores næste, vil denne næste ofte vise modvilje eller gøre modstand! Denne grundtvigske opfattelse af næstekærligheden kan sikkert i dag vække undren, men den er helt afgørende for hans opfattelse af kærligheden. Når næsten bliver mødt med en sand, selvopofrende kærlighed, vil næsten ofte søge at undvige, eller han eller hun falder ned i en slags benægtelse, ”Selv-Klogskab” eller ”Selvraadighed”.

Kærligheden til næsten er netop hos Grundtvig ikke bare en opfyldelse af sådanne behov, som det andet menneske selv opfatter som vigtige. At elske sin næste er at gøre det imod næsten, som virkelig kan gøre en forskel for ham eller hende. Måske vil min næste ikke se, hvad der tjener til hans eller hendes fred, som Grundtvig siger med en henvisning til Jesu tale til det modvillige Jerusalem. At elske sin næste er at give næsten det, som han virkelig har nytte af eller brug for.

Grundtvigs model er den selvopofrende fader. Derfor forudsætter en sand kærlighed til næsten, at jeg som den handlende agent er en, som er større, bedre eller klogere. Hvis ikke kærligheden til næsten har en sådan form, bliver kærligheden til næsten ifølge Grundtvig den rene ”Tant og Daarskab”!

I Grundtvig-forskningen er især blevet fremført tre opfattelser af Grundtvigs forhold til næstekærligheden. Det første synspunkt er, at Grundtvig ikke havde nogen ægte forståelse for vigtigheden af den kristne tanke om næstekærligheden. Det andet synspunkt er, at tanken om næstekærligheden hos Grundtvig bliver naturaliseret. Kærligheden til næsten bliver hos Grundtvig til en naturbestemt kærlighed til ægtefælle, familie eller venner. Det tredje synspunkt, som ofte er blevet fremført, er, at kærligheden til næsten hos Grundtvig bliver til kærligheden til vore fædrelandske brødre.

Disse tre fortolkninger af Grundtvigs tanke om næstekærligheden er imidlertid ikke i god overensstemmelse med Grundtvigs egne tekster. Grundtvig tillagde faktisk kærligheden til næsten en helt afgørende vægt og vigtighed, men det mest afgørende – når vi som nutidige læsere konfronteres med Grundtvig – er nok følgende: Grundtvig definerer og forstår næstekærligheden og hele relationen mellem et menneske og hans eller hendes næste på en helt anden måde, end de fleste nutidige mennesker gør. Grundtvig tænkte ud fra helt andre kognitive skemaer.

Den mest typiske relation mellem to mennesker, som møder hinanden i den virkelige verden, er ifølge Grundtvig en ulige, asymmetrisk eller hierarkisk relation. Når to mennesker mødes, er den ene oftest større, klogere eller bedre. Når jeg møder det andet menneske, og hvis det menneske er min næste, sidder jeg derfor med et alvorligt ansvar. At elske sin næste er at forsøge at drage ham ud af synden, svagheden og afmægtigheden, være medvirkende til, at nye evner, ressourcer, en ny vilje og en ny motivation kan udvikles i næsten. Det er det eneste, der gør en virkelig forskel for ham eller hende, som lige nu er min næste.

Ole Nyborg er cand.mag., lektor og ph.d.- studerende ved Det Teologiske Fakultet i København