Grundlæggende tillid eller lidenskab i kærligheden

”Tilværelsen er simpelthen en absurditet, fordi den i sig selv ikke kan give svar på de eksistentielt set vigtige spørgsmål.”

For Løgstrup er livet ifølge Ole Morsing ikke en opgave, men en gave.

”Det, at vi er skabt, betyder, at verden og livet har værdi, og at det er naturligt at tyde universet religiøst. I kraft af skabelsen er verden på forhånd værdiladet. Løgstrup tager konsekvenser af, at Gud har skabt universet, og kritiserer generelt eksistentialismen for, at den i alt for høj grad vægter tilværelsens meningsløshed.”

Når Ole Morsing skal sammenfatte de to positioner, bruger han gerne Første Mosebog.

”Løgstrup stopper sin bibellæsning ved Første Mosebog, kapitel 1, vers 31 ved ordene ’Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var’. Sløk læser lidt videre, men stopper ved Første Mosebog, kapitel 3, vers 23 ved ordene: ’Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have’.”

Det er af disse grundlæggende uenigheder, at en hel række diskussioner opstår. Blandt andet kunne Sløk og Løgstrup ikke blive enige om, hvordan man skulle forstå mennesket.

”Ifølge Sløk er mennesket helt syndigt, og det mener han ikke, at Løgstrup forstår radikalt nok. Det gør Løgstrup ikke, fordi det for ham er mere grundlæggende, at vi er skabt, end at vi synder. For Løgstrup er tilliden mellem mennesker fundamental, hvilket viser sig i de berømte spontane livsytringer. Men Sløk kunne drille ham med at sige, at mistillid mellem mennesker da er lige så fundamental, og at i andre kulturer end vores har mord været lige så naturligt, som Løgstrup ser tilliden mellem mennesker.”

Men uenigheden var ikke kun af akademisk karakter, også synet på kærlighed bliver forskelligt.

”For Sløk er udgangspunktet flyttet fra kærligheden til lidenskaben. Han taler om, at den ’autentiske lidenskab’ er drivkraften for livet. Det afgørende er, at Sløk ikke gør lidenskaben til et middel, der skal føre til et mål, men lidenskaben bliver i sig selv målet. Sløk udtrykker det med ordene ’det er ikke kærlighedens genstand, der gør kærligheden sand’.”

Det er med andre ord ikke, hvad man elsker, der er det vigtigste, men at man elsker det lidenskabeligt, der er afgørende. Ikke overraskende siger Løgstrup det modsatte, fortsætter Morsing.

”Hos Løgstrup er det derimod genstanden for kærligheden – den anden – der er vigtigst. Ikke mindst hans værk ’Den etiske fordring’ handler om, at mennesker ikke er uafhængige væsener, men på godt og ondt helt fundamentalt er udleveret til hinanden.”

Deres forskellige forståelser af kærlighed afspejlede sig tilsyneladende også i deres respektive livsveje. Johannes Sløk var meget arrogant, mens Løgstrup var den distræte, indelukkede akademiker. Morsing fortæller to anekdoter om to vidt forskellige personer.

”Sløk forlod jo sin kone og gjorde en elskerinde gravid. Alligevel gik han fra den elskerinden og dukkede ikke engang op til begravelsen, da barnet døde en tidlig død. ’Det er et anliggende mellem mig og Gud’, sagde han, når han skulle forholde sig til den slags personlige og livsnære problemer. Løgstrup, derimod, var, så vidt jeg ved, sin kone, Rosemarie, tro hele livet og havde slet ikke den samme arrogance.”

Også kirkens rolle var de uenige om. Løgstrup gik i kirke, om ikke hver søndag, så ofte, mens Sløk havde det meget svært med kirkens forkyndelse. Inspireret af Kierkegaard som han var, mente han snarere, at præsterne gjorde ”nar af Vorherre” hver søndag fra prædikestolen.

”Forkyndelsen skal ikke skabe noget nyt i mennesket, men åbenbare, hvad der allerede ligger i livet – at Gud ikke er så adskilt fra sin skabning, som åbenbaringsteologerne tror,” siger Morsing om Løgstrup og fortsætter:

”For Sløk derimod har livet som sagt ingen værdi i sig selv. Det er ikke livet, men forkyndelsen, der er en gave, for kun den kan gøre livet meningsfuldt. Derfor skaber forkyndelsen af kristendommen ikke bare bevidsthed om noget, mennesket allerede har i sig – Jesus Kristus skaber noget helt nyt i mennesket.”

Ole Morsing er sig pinligt bevidst, at de to giganter hører fortiden til.

”Jeg mener, at deres kampe også kan vidne om en tid, hvor der var plads til individer og alvor. På universitetet af i dag var de begge blevet fyret, inden der var gået et år.”

Ole Morsing: Løgstrup & Sløk. Forlaget KLIM. 2011.