Af Gülay Sahin |
29. juni 2011
På den tyrkiske hjemmefront mødes AK-partiets kovending i forhold til Israel med skuffelse hos nogle og lettelse hos andre
Den tyrkiske humanitære hjælpeorganisation IHH oplyste for nylig, at skibet ”Mavi Marmara” grundet tekniske problemer ikke ville kunne gentage flotille-sejladsen til Gaza i år.
I ugerne op til det tyrkiske valg i juni havde IHH ellers flere gange i tyrkiske medier udtrykt, at organisationen i år ville gentage sidste års forsøg på at nå til det palæstinensiske område.
LÆS OGSÅ: Pacifisterne og de brodne karOplysningen om det pludselig opståede tekniske problem kommer umiddelbart efter, at Israel har skruet bissen på over for Tyrkiet. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har truet med, at den israelske hær vil gå til væbnet angreb, dersom en ny flotille ville forsøge at bryde den israelske blokade af Gaza.
IHH forsøgte med flotillen sidste år at uddele medicin til befolkningen i Gaza. Den israelske hær angreb flotillen, og under angrebet blev ni tyrkiske nødhjælpsarbejdere dræbt. Begivenheden førte dengang til, at forholdet mellem Israel og Tyrkiet, der allerede var begyndt at blive anspændt, blev yderligere forværret. Tyrkiet krævede en undskyldning for drabene på de ni tyrkiske statsborgere og kompensa-tion til de dræbtes familier. Undskyldningen kom dog aldrig.
I Tyrkiet har det pludselige tekniske problem vakt både lettelse og skuffelse.
Lettelse, fordi mange tyrkere har frygtet, at en ny flotille vil føre til væbnet kamp mellem Israel og Tyrkiet og fuldstændig ødelægge det i forvejen dårlige forhold mellem de to lande, der ellers har været alliancepartnere i lang tid.
Skuffelse, fordi en stor gruppe i den tyrkiske befolkning ikke ønsker, at AK-regeringen trækker i land over for Israel. De mener, at AK-partiet op til valget har udnyttet historien om en ny flotille til Israel som et politisk redskab til at hente stemmer fra nationalistiske og islamistiske vælgere. Efter valget har AK-partiet imidlertid droppet alle tiltag, der kunne betyde en yderligere belastning af forholdet til Israel og har blandt andet lagt pres på IHH for at forhindre organisationen i at gentage deres forsøg på at sejle til Gaza.
”Hvis der er tekniske problemer med et skib, hvorfor ikke leje et andet skib, tøsedrenge. Det kan være, at de tekniske problemer med skibet bliver løst til næste gang, AK-regeringen vælger at udskrive valg,” kommenterer en læser i avisen Vatan.
IHH benægter dog selv enhver form for pres.
Andre er glade for, at AK-partiet og premierminister Recep Tayyip Erdogan tilsyneladende har trukket i land.
”Det er måske gået op for Erdogan at ’nul problemer med naboerne’-politikken også bør gælde Israel, især i kølvandet på de store kriser i Mellemøsten,” skriver Burak Bekdil i sin klumme i Turkish Daily News.
Under sloganet ”nul problemer med naboerne” har AK-regeringen i to regeringsperioder forsøgt – og har haft succes med – at få etableret gode forhold til nabolandene, både de mellemøstlige samt Grækenland og Armenien. Det eneste forhold, der er blevet forværret, har været med Israel, hvilket mange i Tyrkiet, især blandt den etablerede elite, har tolket som udtryk for en islamistisk politik.
Flere indflydelsesrige meningsdannere i Tyrkiet har udtrykt lettelse over, at endnu en krise og måske endda en væbnet kamp med Israel er blevet forhindret. De tolker AK-partiets kovending i forhold til Israel som et udtryk for, at det endelig er gået op for AK-partiet, hvor god en ven, Israel er. Andre mener, at AK-regeringen udelukkende forsøger at genetablere forholdet til Israel, fordi ærkefjenden Grækenlands forhold til Israel udvikler sig positivt.
udland@k.dk