Nej til kommuneaftale for 2012

Så store besparelser gennem flere år kan umuligt gennemføres uden om personalekontoen. Besparelsen svarer til omkring 6000 til 9000 stillinger i årligt gennemsnit i nulvækstperioden. Nulvæksten har allerede fra 2010 til 2011 betydet besparelser på fem milliarder kroner og nedlæggelse af 14.000 kommunale stillinger. Herunder er 3000 lærerstillinger og over 1000 sygeplejerskestillinger blevet sparet væk.

Vi har altså i tidligere kommuneaftaler set, hvad nulvækst betyder: Det har ført til fyringer af tusindvis af offentligt ansatte. Og udsigterne for 2012 tegner med den nye aftale ikke lysere: Et flertal af kommuner er allerede i gang med store budget- og personalebesparelser i budget 2012. Op mod halvdelen af kommunerne forventer yderligere personalereduktioner i budget 2012, og op mod to ud af tre påregner besparelser, der vil gribe dybt ned i kernevelfærden.

DE MASSIVE BESPARELSER i det offentlige forbrug, som aftalen indebærer, er samtidig samfundsøkonomisk skadeligt, fordi det bidrager til at trække efterspørgsel ud af økonomien og dermed holder dansk økonomi fast i krisen.

Kommuneaftalen for 2012 repræsenterer dermed en kynisk afvikling af velfærdssamfundet, der gennem nedskæringer uddyber og forlænger den økonomiske krise.

I stedet for at tildele kommunerne de nødvendige ressourcer til stigende antal brugere og stigende behov fokuseres der fra regerings side i aftalen om kommunernes økonomi for 2012 – ligesom i aftalen for 2011 – på begrænsning af udgiftsstigninger, navnlig på nogle af de områder, hvor der indrømmet også har været de største udgiftsstigninger i de senere år: det specialiserede socialområde og specialundervisning. Men hermed rammes også to områder, som omhandler lige netop nogle af samfundets svageste: fysisk og psykisk handicappede.

Der er på begge områder i betydelig udstrækning tale om, at udgiftsstigningerne skyldes stigende antal brugere og/eller stigende behov, det vil sige altså skyldes gode, solide objektive årsager. Når aftalen for 2012 alligevel ikke indeholder flere midler hertil, bliver konsekvensen krasse besparelser fra kommunernes side og nedskæring af servicen over for nogle af samfundets svageste.

På specialundervisningsområdet bliver konsekvensen en ”specialundervisning” i discountudgave. Elever, der tidligere som en selvfølge blev sendt på specialskole, sendes til specialundervisning i folkeskolerne. Og elever, der tidligere modtog støttespecialundervisning på folkeskolerne, sendes nu ned i normalklasserne, hvilket både forringer undervisningen for dem selv og for ”normaleleverne”. Der spares penge nu, men produceres fremtidige tabere på samlebånd.

Og de handicappede på det specialiserede socialområde ses i stigende grad spist af med halve og kvarte løsninger. Oven i deres handicap fratages de mere og mere den offentlige hjælp, som hidtil har gjort det muligt at leve et tilnærmelsesvist normalt liv. Det ligner, at man sparker på folk, der i forvejen ligger ned.

EN KONSEKVENS AF DEN voldsomme forringelse af ordningerne for de svageste, som aktuelt pågår, er naturligvis et stigende antal protester mod og klager over de kommunale nedskæringsafgørelser til de relevante klagenævn, hvor borgerne faktisk ikke sjældent får medhold i, at kommunerne tilsidesætter lovgivningen og rimelige hensyn. Men Kommunernes Landsforening og regeringen arbejder på en løsning af det problem. Ikke at give klagerne medhold og yde en rimelig service.

Nej, tværtimod, hvis love og klagesystem giver klienterne for meget medhold, så skal lovgivningen udhules, så de handicappede har færre retskrav at støtte sig til. Og klagenævnenes kompetencer skal begrænses, så de ikke mere i så stort omfang som hidtil kan tilsidesætte kommunernes beslutninger om forringede ydelser. Og først og fremmest skal lovgivningen blødes op i ”gummiparagraffer”, der til enhver tid giver kommunerne ret til at indrette serviceniveauet efter økonomiske hensyn.

At kommunerne fremover med disse ændringer selv kan fastlægge serviceniveauerne, giver kommunerne frit spil til kassetænkning, der vil ramme de svage samfundsgrupper.

Et samfund måles på, hvordan det behandler sine svageste. VK’s velfærdssamfund står ikke til nogen høj karakter.

I betragtning af, at de to seneste økonomiaftaler har været de værste for kommunerne i mands minde, har der været forbløffende stille fra Kommunernes Landsforening, KL. Man er selvfølgelig en del af det offentlige apparat, men landsforeningen er også borgernes og lokalområdernes repræsentant over for centralmagten og bør i den egenskab stå vagt om borgernes indflydelse og det lokale demokrati.

Og selvom regeringen selvsagt må have førertrøjen på i den økonomiske politik, er det de danske kommuner, som leverer langt størstedelen af velfærdsydelserne, og som har både den almindelige danskers og de svagestes behov tæt inde på livet.

Derfor har KL også et ansvar for og en opgave i at repræsentere og kæmpe for borgernes velfærd og i den forbindelse tydeliggøre over for den almindelige borger, hvilke konsekvenser så vigtige forhandlinger og aftaler har for danskernes hverdag. Det skal gøres nærværende og vedkommende for den enkelte borger, hvad de konkrete politiske initiativer betyder for dem selv og deres medborgere.

KL har her svigtet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan og oplæg til kommune-”aftalen” indebærer. Man må anbefale kommunerne at sige nej til den indgåede aftale, som ikke alene forringer velfærd, medarbejdervilkår og selvstyre væsentligt, men som også klart er i modstrid med, hvad kommunalbestyrelserne sagde i deres valgkamp forud for seneste kommunevalg.

Hardy Hansen er tidligere forbundsformand for SID (nu 3F). Villo Sigurdsson er tidligere borgmester i København. Ole Thorbek er økonom, cand.phil. Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient.adm.