"Det var som at blive født på ny at få mulighed for at flytte væk fra centret. Især for mine drenge har det været godt at komme til at bo i et rigtigt hus," fortæller Amal.
- Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Britta Søndergaard |
30. juni 2011
For tre år siden flyttede de to kvinder Farhad og Amal med deres børn fra asylcentret i Avnstrup til egen bolig. Flytningen har især gjort livet lettere for børnene
39-årige Farhad byder inden for i den propre stue med to grå sofaer, et spisebord og to mørkebrune vitrineskabe med små kniplingsduge og porcelæn. Det er ikke til at se på den nydelige to et-halvt værelses lejlighed, at Farhad er asylsøger næsten uden en krone på lommen. En stor del af indboet er møbler, som andre har smidt ud. For eksempel det brunmønstrede tæppe i dagligstuen, som Farhad har forvandlet ved at bruge knofedt og sæbe.
LÆS OGSÅ:
Børnefamilier gør klar til at forlade asylcentre
For tre år siden flyttede Farhad og hendes ni-årige søn, Nidal, til lejligheden i Roskilde fra asylcenteret i Avnstrup. På det tidspunkt var hendes nerver tyndslidte efter syv års lejrliv i Danmark. Farhad er en af de foreløbig 16 asylsøgende familier, der i 2008 fik mulighed for at flytte i egen bolig. Efter sommerferien får yderligere mellem 20 og 30 familier tilbuddet som konsekvens af en politisk aftale mellem regeringen, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
”Jeg tænker stadig meget på fremtiden. Jeg kan ikke sove om natten og har ondt i maven. Men for Nidal er det trods alt bedre at bo i en lejlighed end på et asylcenter. Nu har vi i det mindste et rigtigt hjem. Nidal går i 3. klasse. Han har lært dansk og har mange danske kammerater,” fortæller Farhad på lidt stammende engelsk. Hun er en buttet kvinde med triste brune øjne.
Farhad kom til Danmark for 10 år siden, fordi hendes iranske mand var flyttet hertil. Han havde taget parrets to børn med til Danmark mod Farhads vilje, og hun forlod Iran, fordi hun ville se sine børn. Men forsøget på at blive genforenet med familien endte ulykkeligt. Efter et stykke tid smed ægtemanden Farhad ud. Hun mente ikke, hun kunne tage tilbage til Iran, og som højgravid forsøgte hun så at søge asyl. Farhads sag har stået på i 10 år, og hun har anket til alle instanser. I dag står hun til en udvisning af Danmark, men kan ikke tvangshjemsendes til Iran, fordi de danske myndigheder ikke har et samarbejde med landet.
”Usikkerheden er forfærdelig. Jeg føler ikke, at jeg kan tage tilbage til Iran med min søn. Som kvinde kan jeg ikke bo alene i Iran. Min søn er født og opvokset her,” siger Farhad.
Men trods usikkerheden gør hun, hvad hun kan for at være en god mor for Nidal.
Derfor synes hun også, det er et stort fremskridt, at hun i dag har sin egen lejlighed. Men hun savner at have noget at tage sig til. I Iran arbejdede hun som sygehjælper. Som asylsøger i Danmark har hun forbud mod at arbejde.
Farhad modtager 1400 kroner hver 14. dag, og pengene skal dække alle udgifter bortset fra transport og husleje.
”Nidal plager mig tit. Han vil så gerne have en playstation eller mulighed for at gå på McDonald’s som alle de andre børn. Men vi har ikke pengene, og det har han svært ved at forstå,” siger Farhad.
Hun fortæller, at det største problem ved at bo uden for centret er, at Nidal sammenligner sig med de andre børn i klassen og gerne vil have de samme materielle goder som dem.
Fem kilometer fra Farhads propre lejlighed har den 52-årige asylsøger Amal indrettet sig i et kædehus sammen med de to sønner Yassin og Ali på 25 og 21 år.
Amal har boet 11 år i asylcentret Avnstrup sammen med de to drenge. Hun er en slank kvinde med tykt sort hår og levende sorte øjne. Hun fortæller, hvordan hun i sin tid fik en af de bedste afgangseksaminer fra grundskolen i Irak, mens hun serverer pulverkaffe i den sparsomt møblerede stue med to sofaer, et bord og et fjernsyn.
Amal er oprindelig kurder fra Irak, men blev deporteret til Iran i forbindelse med Irak-Iran-krigen, der foregik i perioden 1980-1988. I dag er hun strandet i Danmark. Hun kan ikke få asyl, men kan heller ikke sendes tilbage, fordi hverken Iran eller Irak vil modtage hende.
”Jeg bliver så deprimeret, når jeg tænker på min situation, at jeg nogle gange får lyst til bare at sove hele tiden. Jeg har ingen fremtid og kan ikke komme videre med mit liv. Der er mange dage, hvor jeg har meget svært ved at stå op,” fortæller Amal, der forsøger at leve aktivt ved at deltage i forskellige kurser arrangeret af Dansk Røde Kors.
Men trods den usikre fremtid er det et fremskridt, at familien for tre år siden fik lov til at flytte i egen bolig:
”Det var som at blive født på ny at få mulighed for at flytte væk fra centret. Især for mine drenge har det været godt at komme til at bo i et rigtigt hus. De har kammerater, som de kan invitere hjem. Det er noget helt andet end at bo i Avnstrup,” fortæller Amal på flydende engelsk.
soendergaard@k.dkFarhad, Nidal, Amal,Yassin og Ali har i virkeligheden andre navne. De ønsker ikke at stå frem med navn af hensyn til deres asylsag
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad