Opgør med folkekirkens lilla ble

Kritikken af den moderne folkekirke har bred opbakning i den brogede flok på omkring 100 fremmødte. Unge, gamle, kvinder og mænd. En af dem er debattør og teolog Katrine Winkel Holm.

”Folkekirken er slasket og én stor undskyldning for sig selv. Går man i kirke, møder man nogle søde, kvindelige teologer, som smiler og undskylder på Vorherres vegne. Tiden skriger på klar evangelisk forkyndelse,” siger Winkel Holm, der på mødet holdt tale om ”hetzen mod Luther”, som ifølge hende er personificeret ved semiotikprofessor Frederik Stjernfeldt, der nedtoner Martin Luthers indflydelse.

En anden støtte er Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. Han har sammen med sin fætter Søren Krarup tegnet Tidehverv udadtil i årtier, og det har i offentligheden fået mange til at sætte lighedstegn mellem DF og Tidehverv. Langballe gætter da også på, at mange tidehvervstilhængere stemmer på hans parti.

Til sommermødet er Jesper Langballe altid at finde på forreste stolerække. Altid klar til at kaste sig ind i debatterne – som i år har titler som ”krigen og kristendommen”, ”korstog” og ”den nye islamforskning”.

Der er ikke nogen tematisk linje i de mange timelange taler. Men hvad er så egentlig det store tema hos Tidehvervsfolket i disse år? Er der noget nyt under solen?

Ikke hvis man spørger Jesper Langballe.

”I min generation har opgøret mere været udadtil mod samfundsforhold, end det er i dag, hvor man samles mere om det teologiske. Der er ikke noget større opgør i øjeblikket. Men Tidehverv er en konstant hvas kritik af folkekirken og præsterne som for eksempel i Margrethe Horstmanns tale,” siger Jesper Langballe, der støttes af mange deltagere i, at Tidehverv i de seneste par år har været knap så politisk præget som tidligere.

Tidehverv, der ikke vil kaldes en bevægelse, men blot en kreds af individer samlet om et tidsskrift og et sommermøde, har siden sin fødsel været næret af opgør. I de første år efter begyndelsen i 1926 var opgøret rettet mod Indre Mission og i det hele taget kirkelig fromhed og førerskikkelser. Senere rettede opgøret sig i højere grad mod humanismen og kulturradikalismen og dernæst – og især med Langballe og Krarup i front – mod indvandring, islam og EU. De tre tidehvervske opgør.

Men spørger man i dag deltagerne om, hvori næste opgør består, er det mest udbredte svar, at der ikke sker en udvikling. At Tidehvervs eksistensberettigelse netop er at holde fast. En af dem er sognepræst Jesper Bacher.

”Tidehverv er et evigt opgør med en kultur, som ikke vil vedkende sig arv og gæld til kristendommen, og som derfor kommer ud i åndløshed og rodløshed, og et evigt opgør med en teologi, som bare taler om kærlighed. Der er ikke noget nyt opgør,” siger Bacher, der også er skarp islamkritiker.

I talerne og i pauserne går snakken som vanligt på filosoffer som Dostojevskij og Kierkegaard, teologer som tyske Karl Barth og ikke mindst Kristoffer Olesen Larsen, der var med til at stifte Tidehverv.

En anden ting, der ikke har forandret sig gennem årene, er Søren Krarups rolle som stringent mødeleder. Et job, han har haft siden 1984, og som han i år brugte til at nægte Kristeligt Dagblads fotograf at tage billeder. Kun ét billede af Margrethe Horstmann, lød det formanende.

Tidligere har Krarup også haft travlt med at styre debatterne. Men i løbet af ugens første dage sad tilhørerne pænt og lyttede og var langt hen ad vejen enige. Hvilket var en skuffelse for flere af de teologistuderende, der var mødt op for første gang, og som havde ladet sig fortælle, at man i Tidehverv sætter hårdt mod blødt. Denne gang var det nu mest tørt mod tørt.

”Jeg havde hørt historier om heftig debat, men de fleste er faktisk enige. Det er lidt kedeligt,” sagde en af de studerende i en pause mellem de lange, tunge foredrag.

skytte@k.dk