Efter sommerferien får op mod 30 familier mulighed for at flytte i egen bolig i stedet for at bo i et asylcenter
Mellem 20 og 30 afviste asylfamilier, der ikke kan sendes tilbage til deres hjemland, får efter sommerferien mulighed for at flytte i egen bolig med deres børn. Det er det konkrete resultat af den aftale, som regeringen fornylig indgik med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
LÆS OGSÅ:
Udflytning fra asylcentre hjælper børneneIntegrationsministeriet oplyser, at embedsmændene er i gang med at forberede udflytningen, og at omkring 90 børn kan omfattes af ordningen. De første familier ventes at få besked om tilbuddet i slutningen af august eller begyndelsen af september.
I 2008 fik en gruppe irakere, somaliere, iranere og asylsøgere fra Kosovo lov til at flytte ud af centrene med deres børn. En undersøgelse fra 2009 viste, at udflytningen betød en markant forbedring af børnenes trivsel.
Den nye aftale indebærer, at de pågældende familier uanset nationalitet halvandet år efter endeligt afslag på asyl kan flytte i egen bolig. Det kan for eksempel dreje sig om familier, som trods afslag på asyl ikke kan sendes tilbage, fordi hjemlandet ikke vil modtage dem.
”Jeg synes, det er et meget positivt skridt. Vi ved fra tidligere erfaringer, at det har gavnet især børnenes situation at flytte ud. Vi kan så håbe på, at tilbuddet også kommer til at omfatte enlige, for vi mener ikke, at mennesker bør bo længere end sammenlagt et år i et asylcenter,” siger Anne la Cour Vågen, der er leder af asyl-afdelingen i Dansk Røde Kors.
Hun henviser til flere undersøgelser, som har vist, at forholdene i asylcentrene er psykisk belastende og i nogle tilfælde direkte traumatiserende for børn.
Anne la Cour Vågen understreger samtidig, at ikke alle familier ønsker at flytte. Således var det kun 16 ud af de 32 familier, der for tre år siden fik tilbuddet, som rent faktisk ønskede at forlade centret.
”Nogle af de voksne ønsker ikke at forlade netværket og samværet på centret. Det er derfor vigtigt at opretholde princippet om frivillighed,” siger Anne la Cour Vågen.
Postdoc. Signe Smith Nielsen fra Institut for Folkesundheds-videnskab på Københavns Universitet har undersøgt asylbørnenes helbredstilstand, og hun mener også, at aftalen er et skridt i den rigtige retning. Men hun understreger samtidig, at børnene stadig bor for lang tid i centrene.
”De børn, aftalen omfatter, har typisk boet mere end to et halvt år i et center, og det er meget lang tid i et børneliv. Undersøgelser viser, at allerede når børnene har tilbragt et år i centret, kan man se en markant forværring af deres psykiske tilstand,” siger Signe Smith Nielsen.
En af de politikere, der har støttet aftalen, er Dansk Folkepartis integrationsordfører Peter Skaarup.
”Vi har stemt for aftalen af hensyn til børnenes situation. Men vi mener stadig, at Danmark må arbejde på at få hjemsendelsesaftaler i stand for de afviste familier. Det vil underminere hele vores asylsystem, hvis det rygtes rundt om i verden, at man kan få asyl, bare man har boet længe nok i Danmark,” siger Peter Skaarup.
soendergaard@k.dk