Dansk ulandsbistand skyder forbi

Målrettet bistand til fattige producenter kan måske formindske fattigdom på kort sigt. På længere sigt er indsatsen ikke bæredygtig, medmindre den bidrager til produktivitetsforbedringer og til strukturforandringer som nævnt ovenfor.

Derfor er konventionelle forestillinger om et ”godt” (det vil sige markedsvenligt) investeringsklima for snævre. Det er nødvendigt med mere præcis viden om, hvad der forhindrer bestemte økonomiske sektorer i at udvikle sig for at kunne sætte ind netop dér. Et land må derfor vælge en industripolitik, som prioriterer nogle økonomiske sektorer frem for andre (industri er en fællesbetegnelse, som også inkluderer landbrugssektoren). Ifølge Harvard-økonomerne Dani Rodrik og Ricardo Hausmann er en sådan industripolitik ikke en mulighed blandt mange – men en absolut nødvendighed.

Grunden er, at regeringer i fattige lande har meget få ressourcer. De har ikke kapacitet til at gøre noget effektivt ved det mylder af problemer, som forhindrer fattigdomsbekæmpelse og den private sektors vækst: høje udgifter til lån, dårlig elforsyning, veje og vand, dårligt uddannet arbejdskraft og så videre. Regeringerne er derfor pisket til at prioritere, så indsatsen skræddersys til specifikke sektorer. En industripolitik søger netop løsninger på problemer som en bestemt industri skal have løst for at øge beskæftigelse og vækst.

Industripolitik er en effektiv tilgang til at fremme produktivitetsforbedringer og strukturel forandring. Bredere fattigdomsorienteret vækst bygger ofte på fremgang i nogle få dynamiske industrier, hvor der skabes job og vækst, som spreder sig til andre dele af økonomien. Øget produktivitet i landbruget kan for eksempel skabes ved at fokusere på en vigtig afgrøde og dens værdikæde frem for at prøve at støtte alle fødevareafgrøder på en gang.

Hvordan dansk bistand skaber fattigdomsorienteret vækst.

1) Målret bistand til løsning af konkrete problemer i specifikke økonomiske sektorer, hvor Danmark – og danske virksomheder – har relevante kompetencer og teknologi.

2) Brug fleksible måder at yde denne bistand på.

3) Inddrag produktive entreprenører i samarbejdet med de offentlige myndigheder om at finde skræddersyede løsninger.

Denne anderledes opskrift har dansk bistand heldigvis tidligere været med til at afprøve i praksis – og med godt resultat.

I Vietnam har Danida støttet flere led i værdikæden for fisk: bæredygtig dambrugsproduktion, modernisering af fiskefabrikker, forbedring af kvalitetskontrol og rådgivning om international markedsføring. Både beskæftigelsen for mange fattige i industrien – og fiskeeksporten – er steget betydeligt.

Disse positive eksempler fra dansk bistand viser, at vejen frem ikke blot er at støtte markedsdrevet vækst. Det er heller ikke kun at støtte fattige producenter. En målrettet indsats er nødvendig. Den skal styrke de værdikæder i en specifik industri, som fattige producenter indgår i.

The African Guarantee Fund er en generel lånefacilitet, som næppe i sig selv vil få større effekt. Den støtter i princippet enhver økonomisk aktivitet, og den administreres af svage, afrikanske banker, som nok har større erfaring med udlån til handelsvirksomheder end med udlån til landbrug og industri.

Bistand til lån til små og mellemstore virksomheder ville blive meget mere effektiv, hvis den var en del af en sammenhængende og langsigtet ”industripolitik” ejet af modtagerlandets regering og gennemført sammen med landets egne produktive entreprenører.

Anne Mette Kjær er lektor ved Aarhus Universitet og medlem af Danidas styrelse. Ole Therkildsen og Lindsay Whitfield er forskere på DIIS. De deltager i forskningsprojektet ”Eliter, produktion, fattigdom: en komparativ analyse” støttet af Forskningsrådet for Udviklings­forskning