Blegsotige ord

Sprogforsker Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn har netop offentliggjort en liste over 43 danske ord, der er ved at havne i den store glemmebog. Det er netop én af Sprognævnets opgaver at registrere forskydninger i sproget, der hele tiden sker, og som medfører, at ord kommer, og ord går ud af brug. Når ord måtte have tabt brugsværdi, skal de heller ikke længere optages i Retskrivningsordbogen, der så at sige er bruttotank for det aktive ordforråd.

Det er naturligvis ikke Sprognævnet, der bestemmer eller lovgiver over sproget. Nævnets videnskabelige medarbejdere beskriver blot, og det er altid sprogbrugerne, der bestemmer over liv og død i den sproglige flora. Når et ord er i aktiv anvendelse i folkemunde, i dagligsproget, i litteraturen og kunsten, i forvaltningen, i forskningen, i medierne, så lever det.

Jeg kan ikke holde nallerne fra denne skat af ord, som måske er på vej til de evige sprogmarker, så jeg må smage lidt på dem i et par klummer.

Observationslisten omfatter eksempelvis en bajads, der er en klovn eller gavtyv, og som oprindeligt var en komisk figur i middelalderens gøglertrupper. Søren Kierkegaard skriver et sted om figuren, der træder frem og beretter om en ildebrand i teatrets kulisser, men ingen tror ham, for bajadsens lod er at være grinagtig. Bajadsen er den hvide klovn, hvis skæbne er gråden, som han må holde for sig selv. Ordet kommer fra italiensk, baiazzo, som er en forvanskning af pagliaccio, der egentlig betyder strå eller en sæk af strå, der refererer til klovnens dragt. I 1800-tallets danske litteratur anvendtes bajadsen som billedet på en person, der latterliggør sig selv. Se, den funktion er bestemt ikke forsvundet, men der er andre ord og udtryk, som dækker.