Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Tryghed og glæde må tilkæmpes til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tryghed og glæde må tilkæmpes

"Jeg følte mig ofte alene som barn, og også sorgfuld og magtesløs," skriver Elise.

- Colourbox.

Emneord for denne artikel

glæde | Spørg om livet | tryghed | familien
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Selvom familien udadtil ser velfungerende ud, kan det være vanskeligt at være barn i en familie, hvor mor og far ikke har det godt sammen

Kære Brevkasse

Tak, fordi man kan skrive om små og store livsforhold og svære udfordringer i denne brevkasse. Jeg har et problem, som jeg ofte tænker på, som jeg nu vil forsøge at formulere, og som jeg håber, I har nogle tanker omkring.

LÆS OGSÅ:
At finde brugsanvisningen til sig selv

Jeg levede som barn i en meget pæn familie, og jeg tror ikke, at nogen i vores omgivelser tænkte, at det kunne være svært at være barn i vores familie. Jeg kan huske, at jeg senere har tænkt, at gid min far drak, eller at min mor var blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling, for så ville nogen da have opdaget, at det ikke var så let at være os børn. Nu er jeg voksen og har selv en familie. Jeg har en god mand og gode børn og et meningsfyldt arbejde. Derfor kan jeg egentlig ikke forstå, at skyggerne og sårbarheden fra svundne tider stadig kan indfange mig.

Annonce
Jeg følte mig ofte alene som barn. Mine forældre havde det ikke godt sammen. Min far formåede ikke at skabe glæde i min mors liv. Han var alt for selvoptaget og travl, og derfor ved jeg, at jeg ofte følte ansvar for min mors tristhed og velbefindende. Jeg var så at sige tit og ofte på overarbejde og havde tanker, som slet ikke svarede til min alder. Men som I ofte skriver, så kan et barn slet ikke tage et så stort ansvar på sig, og det vil altid indebære et nederlag for sådan et barn. Jeg følte mig da også ofte sorgfuld og magtesløs.

For år tilbage gik jeg hos en rigtig klog og god terapeut, og det var utrolig godt for mig at få fortalt om de ting, jeg havde oplevet, og de følelser, der havde lagret sig i sindet. Jeg fik igennem de samtaler langt større selvindsigt og meget mere selvrespekt, hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Desværre har jeg aldrig kunnet tale med min storesøster eller min lillebror om forholdene derhjemme, og det har været meget trist for mig, at der ikke var nogen forståelse eller sprog for at samtale om de svære ting. Det kunne have været en lettelse at kunne dele nogle af de mange anspændte og usunde ting, der foregik. Jeg har kunnet se, at vi tre børn har forsøgt at overleve på hver vores måde, så godt vi kunne, og fortrængning er jo også en måde at overleve på.

Heldigvis har jeg en mand med et stort hjerte og lyttende ører. Men derfor er jeg også ked af og forundret over, at gamle følelser stadig kan gribe fat i mig, og at jeg stadig kan få tanker med tristhed, ensomhed og til tider også opgivende tanker om livet. Jeg synes efter alle de år med slid og mange tanker og opbygning af en god familie, at jeg skulle have lov til at nyde livet. Jeg bliver egentlig så trist over, at man næsten kan sige, at man straffes dobbelt, når man har haft en svær og bekymringsfyldt barndom, for man skal både passe på sig selv som lille eller ung, og så skal man også slæbe rundt på disse tanker, følelser eller sårbarhed som voksen.

Egentlig har jeg på mange plan forsonet mig med min fortid, og jeg har ikke et stort behov for at skulle ribbe op i det hele igen. Men jeg længes nok allermest efter, at en grundlæggende glæde kunne fylde mig noget mere. Egentlig er jeg bange for ikke at kunne indhente den, således at sårbarheden og tristheden for tit bliver gæst i mit liv selv så mange år efter, at jeg slap ud af ”fangehullet”.

Hvad kan jeg gøre, for at jeg ikke skal slæbe rundt på de gamle skygger? Eller sagt på en anden måde: Kan man slippe vemodet eller tristheden, så man endelig får lov til at komme ud i det landskab, man kan se, at andre, som har haft trygge opvækstbetingelser, har? Og her mener jeg ikke sorgløse liv, men et tryggere og godt liv.

Det er min helt store drøm. Men hvad kan jeg gøre for at nå derhen?

Venlig hilsen

Elise




Kære Elise

Tak for dit brev. Du beskriver en erfaring, som er gammel, velkendt og uretfærdig. Den, der har været så heldig at få robuste gener i vuggegave og samtidig har haft en kærlig og tryg opvækst, har langt større mulighed for at folde livet ud som voksen med overskud og glæde, end hvis man som du har begyndt livet med at være på overarbejde, fordi man helt alene skulle gøre sig selv tryg og manøvrere i en familiesituation med mange minefelter. Var livet retfærdigt, ville belastninger for børn være langt mere jævnt fordelt.

Vi forstår inderligt godt, at du kunne have tænkt dig, at omgivelserne i din opvækst havde set og forstået, at det var vanskeligt at være børn hos jer, for det havde bekræftet og spejlet din egen oplevelse.

I stedet har du måttet være alene om at tro på din egen oplevelse, især når dine søskende heller ikke har kunnet snakke om det. Og det er ensomt. Godt, at du har fået god hjælp undervejs af en klog terapeut, og at du har en god familie nu.

Som du selv er inde på, er det nok ikke vejen frem at rode op i de svære ting endnu en gang, men at fylde dit liv med gode ting og afpasse arbejdsmængde og belastninger, sådan at en sund fortrængning af de svære ting fra din fortid kan fungere.

Det betyder konkret, at du må indrette dit liv, sådan at du ikke alt for ofte kommer i vanskelige situationer eller er bagud med for eksempel arbejdsmæssige opgaver. For det vil på en eller anden måde ligne magtesløsheden eller stresstilstanden fra din opvækst og reaktivere følelser og tanker fra dengang.

Du kan også overveje, om dine tanker og indre krav til dig selv er rimelige og realistiske. Måske kunne et afgrænset forløb hos en psykolog med uddannelse i kognitiv terapi være en idé.

Du skal i det hele taget nok forsøge at indrette dit liv, så du begrænser samvær med dine søskende og andre, der kan sætte gamle mekanismer i gang, og i højere grad være sammen med mennesker, der bygger dig op. Vi tror også, at det er vigtigt, at du holder dig i god fysisk form, gerne med øget kondition som mål. Det modvirker stress og magtesløshed. I det hele taget må du være barmhjertig og god ved dig selv.

Det fik du ikke foræret i dine første år, men det kan tilkæmpes sammen med de gode mennesker, som du kender nu.

Vi ønsker dig og vore læsere en varm og langsom sommer. Og vi ser frem til mange nye breve med spørgsmål, når brevkassen vender tilbage i august måned.

Mange hilsener

Annette og Jørgen
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​