Cisterciensernonnerne på Sostrup Kloster har været i mediernes søgelys et års tid, mens politiet har efterforsket og siden henlagt forlydender om uagtsomt manddrab på en ældre nonne.
LÆS OGSÅ: Dansk klosterleder afsat af Vatikanet
Uroen omkring klostret er også nået til Rom, og efter en visitats iværksat af ordenens øverste ledelse skal den hidtidige abbedisse være blevet afsat. Men som rapporteret i Kristeligt Dagblad forleden det er ikke formodninger om noget kriminelt i strafferetslig forstand, der har ført til det drastiske skridt. Det er derimod bekymringer om klostrets åndelige klima.
Ligesom livet i en familie kan være en blandet fornøjelse, byder også klosterlivet på op- og nedture, og som medlem af en orden gør man klogt i at tage højde for de øvrige munke eller nonner, som man skal leve sammen med. Det vidste grundlæggeren af benediktinerordenen (og klostervæsenet i Vesteuropa), Benedikt af Nursia, alt om, da han i 500-tallet skrev sin berømte munkeregel, der både giver vejledning i at søge Kristus og praktiske råd om at lede et kloster. Men den menneskelig natur er ikke sådan at sætte på formel, og alle religiøse fællesskaber kan periodisk rapportere om uenigheder, der kan true sammenholdet.
Sådanne konflikter kommer sjældent ud i offentligheden, men det forhindrer ikke ordensfolket i selv at drøfte dem.
Sidste år forfattede det tidligere overhoved for paulist-ordenen i USA, Jeffrey Mickler, en artikel i tidsskriftet Review for Religious, hvori han beskriver syv forskellige typer af urostiftere i et kloster.
Der er kampvognen, der er overbevist om altid at have ret, snigskytten, der benytter sig af lavmælte, sårende bemærkninger, krudttønden, den tavse, brokkehovedet, den negative og ham, der bare siger ja til alt. Artiklen er skrevet med et glimt i øjet, men hovedkonklusionen er, at selvom det er smukt at vie sit liv til Gud, så er munke og nonner stadig kun mennesker.
Andre mener, at livet i klostret er mere krævende end familielivet, fordi man netop er sammen hele tiden. Man kan ikke spille en rolle i klostret. Det holder ikke tre dage. Man kan ikke forskanse sig. Man må lære at drage omsorg for sig selv lige så vel som for de andre. Det fortalte broder Matthias, der er benediktinermunk i det franske kloster Sainte-Marie de la Pierre-Qui-Vire, for nylig La Croix, da den katolske avis havde særligt fokus på klosterlivet.
Men hvad nu, hvis konflikterne er mere principielle, og klostret er kommet ud af trit med sin identitet eller den spiritualitet, det er rundet af?
Kirkehistorien rummer mange beretninger om karismatiske ledere, der har ført deres flok på vildveje med uheldige konsekvenser for klostrets åndelige vækst og medlemmernes velfærd. Omvendt er der også eksempler på klostersamfund, der har nærmet sig det omgivende samfund så meget, at de mister troen på sig selv og lidt efter lidt går i opløsning.
I begge tilfælde kan det være nødvendigt for ordenens øverste ledelse at gribe ind, sådan som det er sket i tilfældet Sostrup. Men Sostrup-sagen kommer også på et tidspunkt, hvor der i forvejen er fokus på klosterlivet og særligt på de kvindelige ordener. I 2009 iværksatte Vatikanet en såkaldt apostolisk visitats af en lang række forskellige klostre og religiøse samfund i USA en undersøgelse, der fortsætter indtil dette års udgang. Som på Sostrup er der her en balance at tage hensyn til mellem det enkelte klosters eget råderum og fællesskabet i hele ordenen, mellem den lokale situation og den globale sammenhæng og mellem legitime forskelle i spirituelle traditioner og enheden i kirkens samlede forkyndelse. Fra centralt hold er man altid omhyggelig med at fastslå, at det er besindelse, fordybelse og fornyelse, der er hovedsigtet. Men der er selvfølgelig ingen, der bryder sig om at blive kigget nærmere efter i sømmene, og derfor er sådanne tiltag ofte kontroversielle i al fald i begyndelsen.
Helt overordnet er det påfaldende, at ingen del af den katolske kirke i denne tid er immun over for at få sin identitet gået efter. Det gælder ikke bare ordenslivet, men også bispedømmerne og katolske institutioner. Den linje i pave Benedikt XVIs pontifikat bliver stadig tydeligere. Katolikkerne skal vide, hvad de går ind til, når de på forskellig vis forsøger at leve deres kald som kristne.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab.