Nelson Nkindi er oprindeligt fra Tanzania, men har boet og arbejdet i Mozambique i mere end 25 år.
- Marie Louise Bruun Rasmussen.
Marie Louise Bruun rasmussen skriver fra Mozambique |
1. juli 2011
Udbredelsen af myggenet i Mozambique er en personlig forretningssucces for 51-årige Nelson Nkindi. Og så er det et middel til at bekæmpe fattigdommen i landet med, mener han
Malaria er et stort problem i Mozambique. Den lille malariamyg har mange liv på samvittigheden, men den er også skyld i lavere produktivitet, når den forårsager høj feber og lægger arbejdsduelige mozambiquere brak i flere dage. Derfor er det væsentligt at sætte ind for at forhindre spredningen af smitte. Det mener 51-årige Nelson Nkindi.
”De siger, at malaria øger fattigdommen. Så hvis man vil bekæmpe fattigdom, må man forebygge malaria. Det er min idé,” siger han.
LÆS OGSÅ: Malaria koster Afrikas økonomi dyrtIdéen gjorde Nelson Nkindi i 2000 til virkelighed, da han grundlagde virksomheden Proserv, som sælger myggenet i Mozambique. I flere år var Proserv den eneste aktør på det mozambiquiske marked, og flere udviklingsprojekter fra udlandet gjorde brug af virksomheden, når de skulle distribuere myggenet i landet. Det har gjort Proserv til en god forretning for Nelson Nkindi, som oprindeligt er fra Tanzania, men har boet og arbejdet i Mozambique i mere end 25 år og er gift med en mozambiquer.
Han sidder på sit kontor i hovedstaden, Maputo, og fortæller. Udenfor har temperaturen sneget sig over 30 grader, men på kontoret sørger aircondition for at holde temperaturen nede. Nelson Nkindi læner sig frem i stolen og bruger hænder og arme til at understrege sine ord.
”Jeg er glad for det, jeg laver, men forretningen er en udfordring. Vi er nødt til at være aggressive – spille det rigtige kort på det rigtige tidspunkt. Vi må arbejde hårdt for at sørge for god kvalitet og gode produkter og for at have et godt forhold til vores kunder,” siger han.
Kvalitet er i det hele taget vigtigt for Nelson Nkindi – også når det gælder andre områder end det forretningsmæssige. Han har sendt alle sine fire døtre på private skoler og universiteter – to af dem i Sydafrika. Det er dyrt, men det er pengene værd, mener han.
”Min afdøde far sagde til mig: ’Jeg har ikke noget jord, jeg kan give dig, og jeg har ikke et hus til dig. Jeg har heller ingen penge, jeg kan give dig, men jeg kan give dig en uddannelse. Jeg vil betale for, at du kan gå i skole’. Det var god en god investering, selvom det ikke var privatskole. Bedre end et hus eller lignende,” siger Nelson Nkindi.
Princippet har han ført videre over for egne venner og slægtninge, som ikke har været lige så succesfulde i livet som ham selv. Nogle gange hjælper han venner og slægtninge med at betale skolepenge for deres børn.
”Jeg har lært det af min far. Jeg kan give dig mad og tøj og sko, men du vil kun overleve og se smart ud lige nu. Hvis jeg derimod giver dig uddannelse, bliver det i dit hoved.”
Mangel på uddannelse er ifølge Nelson Nkindi en af hovedårsagerne til den udbredte fattigdom i Mozambique.
”Uddannelse er et grundlæggende fundament. Hvis man går i skole, kan man tilegne sig forskellige færdigheder, så man kan få job eller måske blive selvstændig,” siger han og understreger, at det især er på landet, der er behov for mere og bedre uddannelse.
”Hvis en landmand har en ko, en ged og en gris, skal han lære, hvordan han kan drage fordel af det – ikke bare til eget forbrug, men for eksempel ved at sælge mælk på markedet. Mozambique er rigt på ressourcer, men folk skal lære, hvordan de kan skabe en værdi ud af det til gavn for folket.”
Det er især regeringen, der har ansvaret for at give folk mulighed for at uddanne sig, men lederne i de mindre lokalsamfund har også et stort ansvar, mener Nelson Nkindi. De bør eksempelvis lære folk på landet, at det er bedre at bruge indtægten fra salget af en ged til at sende et barn i skole eller gå i gang med at bygge et hus end at tage sig kone nummer to, tre eller fire, mener han.
Ifølge Nelson Nkindi har de rige lande også et ansvar.
”De fleste produkter som kaffe, bomuld og sukker bliver eksporteret herfra til de rige lande, og det er de rige lande, der vil bestemme prisen. I er blevet rige, fordi I har fået ressourcer fra de fattige lande, så vis noget sympati og tag ansvar,” siger han.
Selvom Nelson Nkindi altid har haft fattigdommen lige uden for døren – både i Tanzania og i Mozambique – har det ikke fået ham til at lukke øjnene for problemerne.
”Jeg har det dårligt med at se folk, som ikke kan skaffe mad nok til sig selv, eller som ikke har mulighed for at sende deres børn i skole, få rent vand eller komme på hospitalet – de mest basale ting. Det gør mig meget trist.”
Og det er svært at gøre noget for at hjælpe, fordi der er millioner af fattige mennesker i Mozambique. Men til en vis grad bidrager Nelson Nkindis virksomhed til at bekæmpe fattigdommen, mener han:
”Ved at bekæmpe malaria bidrager vi til kampen mod fattigdommen, fordi en person, der har malaria, ikke kan arbejde. Jeg har et produkt, der redder liv. På den måde bidrager vi.”
bruun@k.dkRejsen til Mozambique er delvist finansieret af Danidas Oplysningsbevilling.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad