Helle Sahl Madsen |
4. juli 2011
Copenhagen Jazz Festival er helt unik. Der er ingen andre steder i verden, hvor man har en by, der eksploderer i jazz i en hel uge, siger jazz-sangerinden Sinne Eeg, der er aktuel festivalen
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
”Det er ’Lykkens land’ af den irsk-amerikanske forfatter Frank McCourt. Bogen er en opfølger til hans første erindringsbog, ’Angela’s Ashes’.
LÆS OGSÅ:
Hør jazz i kirkerneDen første bog handler om en fattig irsk familie, der flytter fra Limerick i Irland til New York lige inden depressionen i 1930’erne. I New York lever de i så stor fattigdom, at de vælger at rejse tilbage til Irland.
’Lykkens land’ beskriver, hvordan forfatteren som helt ung mand vender tilbage til USA. Og nu er tiden en helt anden, fordi der er opsving. Han har råd til at spise æg og pølser, og han kommer på universitetet og bliver lærer. Selvom bogen også er sørgelig – blandt andet dør flere af hans søskende – er det også en utroligt humoristisk og livsbekræftende historie, der er skrevet i et smukt sprog. Og så kan han huske imponerende mange detaljer.”
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?”Det må være ’Kongens Fald’. Den var jeg helt opslugt af. Der sker meget i bogen, og den er svær at genfortælle, men som læser kommer man ind i hovedet på hovedpersonen, som gør nogle forfærdelige ting, og som ender med at falde fra hinanden, men samtidig fatter man alligevel sympati for ham.”
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?”Copenhagen Jazz Festival. Det er en helt unik kulturbegivenhed. Der er ingen andre steder i verden, hvor man har en by, der eksploderer i jazz i en hel uge. Det er fantastisk at gå rundt inde i København i den uge og mærke stemningen af glæde og høre jazz-musikken, der er alle steder – på cafeer, gader og pladser. Alle elsker jazz i den uge.”
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?”Der er flere. For eksempel det at gå på musikskole, som jeg har gjort i mange år. Jeg har spillet blokfløjte. Der fik jeg mange kæmpestore oplevelser sammen med andre mennesker.
En anden ting, som jeg kan nævne, var, da mine forældre tog mig med på Danebod Højskole på musikkursus. Jeg var omkring 10 år, og det var en stor oplevelse. Det handlede om at være sammen om musik. Og man fandt sammen med andre, selvom man ikke kunne spille ret meget. Man bidrog på kryds og tværs, og det var meget smukt, synes jeg.”
Hvad betyder kultur for dig?”Kultur er det at leve med de traditioner, vi allerede har, samtidig med at vi er åbne for nye ting og nye oplevelser.
Det er fantastisk, når man åbner sine sanser og oplever noget nyt. Det er nærmest som at blive forelsket. På den måde er kultur både vigtig for den enkelte og for vores land.”
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?”Et land som Danmark gør meget for at støtte og holde liv i genrer, som ikke kan klare sig uden støtte.
Men jeg synes, at instrumentalmusikken har det svært. Det er sjældent, at man ser og hører rigtige musikere spille live på tv eller i radioen. Her tænker jeg både på jazz, rock og klassisk musik. Det er stort set væk fra sendefladen og findes kun på en hemmelig DAB-kanal.
På den måde fratager man folk den oplevelse, det giver at høre musik uden en sanger i forgrunden. Det er ærgerligt, fordi der er så mange instrumentalmusikere i Danmark, der spiller på et meget højt niveau. Folk ved det bare ikke.”
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?”Jeg er ikke den, der sidder og ser Tour de France hele sommeren. Som social begivenhed er det sjovt nok, men ellers interesserer det mig ikke.”
madsen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad