Det er for mig yderst gådefuldt, hvis man ved gennemlæsning af Det Nye Testamente kan være i tvivl om, hvorvidt der findes en kristen etik. Den gennemsyrer det hele.

Kristendommen er anderledes end de fleste andre religioner ved, at der ikke er en konkret lov. Der er kun én lov, kærlighedsloven, det dobbelte kærlighedsbud, og det enkelte menneske må med sit eget ansvar og sin egen samvittighed gøre op i hver enkelt situation hele livet igennem, hvorledes denne lov byder ham eller hende at handle – både på det konkrete plan og i øvrigt. Og vi andre skal være varsomme med at stille os til dommere.

LÆS OGSÅ:  Findes der en særlig kristen etik?

Der er heller ingen gerningsreligiøsitet i kristendommen. Tværtimod befales vi at gå ind i vores kammer, når vi skal bede og tale med vores Gud, og vi skal ikke udstille vores godhed eller hellighed – vi skal ikke blæse i basun, for at andre skal bemærke vores gode bedrifter. Det kunne man af og til ønske flere ville huske.

Den kristne etik er præget af budskabet om barmhjertighed, næstekærlighed og tilgivelse (blandt andet gennem Bjergprædikenen), hvor kravene er så radikale i deres natur, at den burde gøre os til ydmyge syndere med et konstant ærligt ønske om at søge sandheden, søge at forstå, få indsigt, gøre gavn og søge at forbedre os – i stedet for at blive til oppustede bedrevidende syndere.

Men kristne er naturligvis ikke ene om en etik baseret på barmhjertighed, næstekærlighed og tilgivelse samt frihed i ansvar og samvittighed. For som Paulus siger i Romerbrevet 2, 14-16, så kan hedninge have loven skrevet ind i deres hjerter, så de af naturen og med deres samvittighed gør, som loven kræver.

Der findes en kristen etik, men den er naturligvis ikke forbeholdt kristne. Og hvordan den konkret kan eller må tolkes og udmøntes, afgøres af det enkelte menneske.

Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd