Thi kendes senere for ret

Og hun er ikke alene med sin utilfredshed. En undersøgelse blandt brugerne ved retterne, eksempelvis advokater, anklagere, parter og vidner, viste i 2009, at det største kritikpunkt netop var sagsbehandlingstiden. Samlet set var kun 40 procent af brugerne tilfredse med hastigheden, mens kun hver femte af advokaterne og anklagerne syntes, at retsssagerne gik hurtigt nok. Og langt de fleste af dem, 85 procent, mente, at årsagerne til de lange sagsbehandlingstider var at finde blandt forhold, som retten var ansvarlig for.

Som en af årsagerne til de forlængede sagsbehandlingstider nævner Sysette Vinding Kruse dog den domstolsreform, der trådte i kraft 1. januar 2007. Målet har fra politisk hold været at effektivisere retssystemet ved blandt andet at sammenlægge 82 retter til 24, flytte nogle sagstyper fra landsretter og Højesteret til byretterne, indføre retsmægling og at skabe enklere regler ved sager om mindre økonomiske krav. Men omlægningen er langt fra forløbet smertefrit, og eftervirkningerne ses stadig.

”Vi har nogle absurde tilfælde fra retsreformen som eksempelvis Frederiksberg Ret, der overtog en masse nævningesager fra Københavns Byret, men simpelthen ikke havde et lokale til nævningesager. Så stod de der med en masse alvorlige sager, men intet sted at være, og måtte leje sig ind hos andre retter, hvilket så bare har forsinket de andre retters nævningesager. Frederiksberg har nu fået en nævningesal, men det er ret tosset, at man pålægger en ret den slags uden at sørge for det lavpraktiske,” siger Sysette Vinding Kruse.

Men ikke kun de ophobede bunker fra domstolsreformen er i vejen i disse år. Finanskrisen kom også i vejen, for krisetider betyder ofte mere kriminalitet, men samtidig også langt flere sager om eksempelvis konkurser. De seneste par år har retterne derfor samlet set modtaget omkring 30 procent flere sager, der primært har været konjunkturbestemte, forklarer direktør ved Domstolsstyrelsen Adam Wolf. Og sammenlagt har forhindringerne betydet, at eksempelvis krav fra politikerne om effektivitet på bestemte områder som vold- og voldtægtssager, der kun må tage 37 dage ved retterne, i mange tilfælde ikke har kunnet overholdes:

”Sagerne fra finanskrisen ligger godt nok ofte ikke inden for strafferetsområdet, men da det er de samme ressourcer, man trækker på, betyder det også, at der bliver ophobet nogle straffesager. Det er vi ved at få bugt med nu. Men man gør det ved virkelig at udnytte dommernes kalendere – vi har aldrig behandlet så mange sager som nu – og så kan det være svært at finde plads til de akutte sager som dem, der er omfattet af 37 dages-målsætningen. Men bunkerne bliver mindre og mindre, og derfor tror og håber jeg på, at det ringe niveau i 2010 var ekstraordinært. Og at det bliver bedre,” siger han og understreger samtidig, at det langt fra altid er retternes ”skyld”, at sager trækker ud.

”Hvis vi dog bare havde en enkelt årsag at tage fat på, så ville det være noget lettere at løse problemerne. Men årsagen kan i én sag være ventetid på mentalundersøgelse, i en anden manglende forkyndelse og i en tredje kalenderne hos forsvarer, anklager og retten, der ikke passer sammen. Så det er ikke så let,” siger han.

Sysette Vinding Kruse er da også overbevist om, at retterne har de bedste intentioner om effektivitet, for konsekvenserne af for lange sagsbehandlingstider i eksempelvis straffesager kan være store. Ikke kun for vidner, ofre og og anklagede, men også for retsfølelsen som sådan, siger hun med henvisning til de eventuelle formildende omstændigheder, man altid skal tage hensyn til ved domsbestemmelsen:

”Jeg er sikker på, at alle aktører ønsker så lav en berammelsestid som muligt. Alle synes, det er en belastning, hvis der går for lang tid. Vidnerne begynder at huske dårligere, varetægtsfængslingerne bliver ofte længere. Og nogen synes, at straffen bliver for mild, når den dømte på grund af den lange sagsbehandlingstid slipper med en kortere eller betinget straf.”

dalsgaard@k.dk

holtze@k.dk