Paul Jørgensen |
4. juli 2011
DET ER MED NOGEN forundring, at jeg her i Kristeligt Dagblad kan læse folkekirkelige meningsdannere drøfte, om der er en kristelig etik. Hvor svært kan det være?
Det er muligvis svært for nogle; disse har læst, at K.E. Løgstrup påstår, at ”den etiske fordring er tavs”. Men hvem siger, at Løgstrup har ret?
Nu har folkekirkens præster aflagt ed på at forkynde efter bekendelsesskrifterne. Luthers Lille Katekismus er et af disse skrifter. Her skriver Luther i afsnittet om skriftemålet om de gerninger, som man bør undgå. I sin gennemgang af De 10 Bud er Luther også ret konkret.
Den kristne tradition går også længere tilbage end til Luther. Fra middelalderen kender kirken ”De syv dødssynder”, nemlig hovmod, gerrighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab.
Hvis jeg skulle skrive en liste i vor tid, ville jeg tilføje dumhed, uvidenhed og mangel på tradition! Og kirkens tradition kender også ”De syv kardinaldyder”, nemlig tro, håb, kærlighed, klogskab, retfærdighed, tapperhed og mådehold. Skulle jeg her tilføje noget, kunne det være viden og lærdom!
Nogle kunne måske tænke, at mange af de kristne principper ikke er enestående for kristenheden, men det ved apostlen, han skriver jo:
”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger (...). De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte.” Rom. 2, 14-15.
At for eksempel buddhister og jøder har de samme idealer som kristne, at Moses, Buddha og Jesus er enige, kan således ikke være et problem. At der også siden oldtiden har været argumenteret for det fornuftige i de grundlæggende idealer, gør ikke idealerne ringere.
Måske skal det understreges, at det kristne liv har to dimensioner. Den ene er forholdet til Gud, her ligger sagen i Guds hånd, og vi kan selv intet gøre. Den anden dimension er forholdene i vort jordiske liv. Her lægger Luther ikke fingrene i mellem, her gælder loven!
Paul Jørgensen er lektor i historie og religion på VUC Hvidovre-Amager